Pressen bryster sig som regel af at være den 4. statsmagt – demokratiets vogter. Men jeg må indrømme, at jeg ofte synes, at det holder temmelig hårdt med at udfylde den fornemme rolle.
Alt for ofte oplever man som politiker at pressen overhovedet ikke tager fat i sager, der kræver bare et minimum af flid at komme i dybden med. Samtidig oplever man, at journalisterne kun sjældent holder politikere op på deres politiske løfter eller udsagn – særligt, hvis der er gået noget tid.
Og endelig oplever man alt for ofte journalister, der slet ikke beskæftiger sig med det reelle politiske indhold, men i stedet har en vinkel, som udelukkende har til formål at skabe drama eller sætte politikeren i et dårligt lys – og i hvert fald ikke tjener til at oplyse læserne/seerne/lytterne om indholdet i historien.
Helt aktuelt vil jeg gerne give et nyligt eksempel på journalisters arbejdsmetoder, der måske kan give lidt indsigt i, hvad jeg taler om:
Mandag d. 21. marts 2011 var jeg i P1 debat, hvor jeg debatterede folkeskolen med Christine Antorini. En udmærket politisk debat med store meningsforskelle. Antorini ønsker at alle folkeskoler bliver Heldagsskoler som svar på, at de ressourcestærke elever forlader folkeskolen. Det mener jeg er en fejl og her er min argumentation kort:
Heldagsskolen lægger beslag på børnenes fritid. For børn af ressourcestærke forældre med overskud og plads i økonomien vil det betyde, at man bliver fritaget en reel mulighed for at vælge en fritidsinteresse, som ikke kan foregå i skoleregi. For ressourcesvage børn vil det formentlig betyde mere sport, end man ellers ville have fået. Hvorfor er det så en dårlig ide?
Jo, hvis de ressourcestærke børn trækkes ud af heldagsfolkeskolen, fordi deres forældre ikke vil finde sig i, at kommunen bestemmer over børnenes fritid, så betyder det endnu færre ressourcestærke elever i folkeskolen.
Det skader de ressourcesvage elever, som efterlades i Folkeskolen, mens de ressourcestærke i højere grad vælger privatskoler og fritidsinteresser som det passer dem.
Det synspunkt citerer Politiken sådan set korrekt i deres netavis. Det var der bare ingen der opdagede. For Politiken havde besluttet, at artiklen skulle handle om, at jeg er et overklasseløg, der bare interesserer mig for dyre fritidsinteresser. Så overskriften blev, at jeg var imod heldagsskoler, fordi der skulle være plads til ridning og golf.
Ikke et ord om, at det sådan set ikke handlede om hverken ridning eller golf, men om at sikre social balance i folkeskolen.
Artiklen – som jo altså skulle handle om heldagsskoler – bliver suppleret af et fint billede af mig og min hest. Og artiklen indledes med denne tekst:
”De fleste vidste godt, at den konservative uddannelsesordfører, Charlotte Dyremose, er vild med ridning.
Det fortalte hun om i 2006, da hun i TV-Avisen argumenterede for at nedsætte skatten for dem, der tjener mest, mens hun striglede sin hest på rideskolen i Gentofte - et indslag, der dengang vakte stor debat.”
Nu er det jo i denne sammenhæng ligegyldigt om jeg er vild med ridning – særligt fordi de, der hørte udsendelsen vil vide, at min argumentation for det første ikke handlende om dem, der skulle gå til fritidsinteresserne og for det andet ligeså godt kunne eksemplificeres med ishockey eller motocross, som heller ikke så let kan placeres i en skolegård.
Men lad os så sige, at det faktisk var relevant for sammenhængen, at jeg engang dyrkede ridesport på eliteniveau. Så lad os nøjes med det faktuelle: I det pågældende TV indslag fra 2006 nævner jeg ikke ridning med ét ord. Indslaget handlede om skat, vækst og velfærd. Løgn nr. 1.
Min hest stod ikke på en rideskole i Gentofte. Den stod på en gård i Dragstrup, tre kvarters kørsel Nord for Gentofte – hvor kvadratmeterprisen er det halve af, hvad den er i Gentofte. Hvorfor Politiken alligevel skriver ”en rideskole i Gentofte”, vides ikke – jeg blev slet ikke interviewet til artiklen. Men det virker da helt klart finere end ”en gård i Dragstrup” – så her ligger svaret på dét spørgsmål nok.
Dette var nu 2. løgn. Og vi er kun nået til indledningen.
Efter et par korrekte citater om indholdet – som vel skal med for at historien kan bære bare en smule – pakkes det hele ind i en fortælling om, hvem min far er. Og hvad har det nu med debatten om heldagsskoler at gøre? Kunne det tænkes, at det var endnu et forsøg på at klassificere mig som overklasseløg frem for at tale substans?
Og så kommer endelig kronen på værket: Jens Rohde slæbes på banen. For sagen er nemlig den, at omkring en måned efter, at TV-indslaget fra 2006 blev bragt, lavede Jens Rohde sin helt egen personlige fortolkning af, hvad jeg havde sagt i det indslag. Og siden Jens Rohdes udlægning har ingen journalist gjort sig den ulejlighed at undersøge, hvad der blev sagt i det indslag. Gang på gang har det ene medie efter det andet i nu fem år beskrevet som en kendsgerning, at jeg i 2006 talte for en fjernelse af topskatten, mens jeg stod og striglende min dyre konkurrencehest.
Her er fakta:
I indslaget forklarer jeg, hvorfor vi konservative ønsker skattelettelser: Jeg forklarer, at vi ønsker at sænke skatten på arbejde for at sikre vækst og bedre råd til velfærd – noget, som de svageste i vores samfund er afhængige af.
Der bliver så som altid lavet dækbilleder. Normalt går man ned af vejen eller læser avisen. Men denne dag er jeg kun en måned fra at skulle til VM med min hest og jeg har travlt med træningen. Så TV holdet tager op til Dragstrup for at møde mig. Og de beder om at måtte lave dækbilleder, hvor jeg strigler min hest.
I ugerne efter indslaget var der ingen som helst debat om det. Men da jeg en måneds tid efter var taget af sted til VM starter mediestormen pludselig på baggrund af Jens Rohdes udtalelser. Og så går medierne i selvsving. Nu er der en mulighed for at gå efter manden og ikke bare bolden. Og den lader journalisterne jo ikke gå forbi.
Men ikke én journalist har nogensinde konfronteret Jens Rohde med, at han talte usandt om indholdet af udsendelsen.
Her 5 år efter bliver hans løgn stadig ført videre – først i Politiken og så på TV2 News. Der er sikkert nogle journalister, der undersøger sagerne, inden de går ind i dem. Men de er vanskelige at finde. Jeg har utallige gange skrevet til journalister og fortalt dem, at det, de har skrevet i denne sag, er faktuelt forkert og baseret på Jens Rohdes fejlagtige udlægning. De har alle undskyldt – de fleste med den begrundelse, at de aldrig selv har set indslaget, men blot troede, at det var sådan, det var...
Må jeg efterlyse journalister, der undersøger tingene før de skriver om dem? Må jeg efterlyse journalister, der konfronterer politikerne med de ting, de selv har sagt? Må jeg efterspørge journalister, der fokuserer på den politiske substans i deres artikler og udelader totalt irrelevante informationer, der udelukkende har til formål at bringe læserens tanker hen på noget helt andet end det, som sagen drejer sig om?
Må jeg udtrykke min dybe forståelse med de mange dygtige erhvervsledere, der nægter at gå ind i politik, fordi de oplever, at den politiske journalistisk er latterliggørende og meget lidt seriøs.
Hvis vi vil have et oplyst demokrati, så har vi hårdt brug for oplysende journalistik og journalister med en hukommelse, der rækker ud over tabloidhistorierne.
