Hvis blå blok vinder – hvad så? - Kommentarer | www.b.dk

Berlingskes lederskribent ønsker et regeringsskifte - men hvorfor skifte en blå regering ud med Løkke og den røde Kristian Thulesen Dahl? Hvorfor ...

Ikke angivet Ikke angivet,

28/06/2014

Berlingskes lederskribent ønsker et regeringsskifte - men hvorfor skifte en blå regering ud med Løkke og den røde Kristian Thulesen Dahl?

Hvorfor er det lige, at »Lars Løkke skal fraviste Thorning-Schmidt statsminister-posten«? Skattelettelser? Udgiftsstop i den offentlige sektor? Ja, men så er det vist også det.

Og så er der jo liiige den pointe, som lederskribenten åbenbart helt har fortrængt: Blå blok har jo en RØD medspiller i sin flok, Dansk Folkeparti. Har I helt glemt ham, kære Berlingske? Jokeren, X-faktoren, the coming star, THULESEN DAHL?

Er han BLÅ? Nej, kære lederskribent, han er RØD i den grad, og hans vælgere er da endnu mere. Han går ikke ind for offentlige nedskæringer, han går ind for det modsatte. Skattelettelser? Forget it! Derfor er det fuldstændig surrealistisk, at »Det blå Danmark« ønsker sig en ny regering. De har aldrig haft det bedre under nogen regering siden Lykketoft/Nyrup (i den rækkefølge!) i 1990erne.

Thorning er BLÅ! Så fat det dog. Under Margrethe den III’s (Vestager) dronningedømme 2011-14 er Danmark blevet styret med benhård økonomisk hånd, som man skal være Asger Aamund for at kunne ønske sig bedre. De arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagerne, udkantsdanmark osv. bliver behandlet som skidt, mens de kreative klasser og de højtuddannede er de Radikales kæledægger. SR-regeringen fører DEN NØDVENDIGE POLITIK. Basta.