Det startede med at en handicappet veninde blev opsøgt af kommunen, hvor de spurgte om hun havde brug for hjælp, da hun var enlig med 2 børn (efter en ulykke). Hun svarede et tjo, tjah og fortalte så at det var da et problem at der ikke så tit blev gjort rent under sengene, ikke tørret skabene af og der blev måske heller ikke støvsuget så tit, for det tog jo det meste af en dag, men da hun er pensionist efter ulykken, så tiden var ikke problemet. Det var derimod de ting, hun rent fysisk ikke kunne.
Kommunen iværksætte øjeblikkeligt hjemmehjælp 2 timer om ugen - af hensyn til børnene.
Nå, men jeg er så på besøg og hun spørger mig om jeg vil gøre rent under sengene og på toppen af skabene. Her bliver jeg jo forundret, for det var vel det hun fik hjælp til. Almindeligvis ser jeg hende og børnene vel 5-7 gange om året og der havde jeg tidligere gjort det. Men det viser så at hjemmehjælpen ikke tager de områder hvor der ikke er ryddet. De kravler ikke og de må ikke kravle op på en stol og gøre rent. Det er for farligt/belastende. Så det hjemmehjælpen gør at at vaske gulvet, gøre badeværelset rent (indtil brysthøjde - så de sidste 20 cm af spejlet må hun selv klare) og vaske bordene og sådan noget.
Faktisk var hun skuffet. Jeg synes, hun skal stoppe hjælpen, da den egentlig er irriterende - da hun skal være hjemme på bestemte tidspunkter - end hjælpsom. Det råd følger hun og skriver en mail, hvor hun forklarer hvorfor hjemmehjælpen ikke er nødvendig pga. de ikke må gøre det, hun egentlig har brug for.
Men nej
Nu er kommunen inde over. Så da hun beder om hjælpen skal stoppes, vil kommunen ikke det. Tænk på børnene. Hjemmet var faktisk så beskidt pludselig, at der skal tilknyttes en socialarbejder, der kan hjælpe hende. Modstræbende og under truslen af at "der kan fortages yderligere skridt, hvis hun siger nej", så kommer der nu en socialarbejder ind.
Børnene trives overhovedet ikke med denne person.Der er ingen kontakt og hvem er damen, synes at være deres indstilling. De gider ikke lege med hende og vil hellere lege selv. Hvilket er et problem, de er nok understimuleret. Sjovt nok, så vil de gerne lege med mig, deres far, deres mor, deres farfar og skolevenner.
Igen siger min veninde det er helt unødvendigt, men nu er det helt galt. Hun vil ikke samarbejde, så nu skal der familierådgivning ind. For barnet kan ikke læse og er måske understimuleret. Hun går i 1. klasse, så det går jo nok. Skolen skal udarbejde rapporter, familierådgiveren skal skrive rapporter, socialarbejderen skal skrive rapporter, byrådet skal tage stilling.
På et tidspunkt er min veninde nu så irriteret på socialarbejderen, der ikke kan skabe kontakt med børnene (hvilket udlægges som det er udelukkende børnene, der har et problem, måske kan de ikke lege, skriver hun).Da hun - og to andre socialarbejdere - havde dem med i ZOO havde de bare snakket om deres forældre og at det var kedeligt (ja, de er der mindst 2 gange om måneden med deres mor), men det var vigtigt "de kom ud og oplevede noget".
Min veninde kontakter kommunen og spørger om at få en anden medarbejder ind, som børnene måske kan lide og det store skrummel, så kommer til en anden familie.
Svaret er chokerende. Det kan man ikke, for stillingen er oprettet specifikt til hende. Så hvis min veninde ikke har brug for hjælp, så skal personen afskediges.
HOV! Vil det sige at man spørger damen om der er brug for hjælp, svarer hun nej, så er hun opsagt?? Ja, det forklarer jo en del.
To år efter
Fakta er at her lidt over to år efter, at min veninde blev spurgt til om hun havde brug for hjælp, så er der tilknyttet familieafdeling, 2 socialarbejdere, 1 familierådgiver, hjemmehjælpere og såmænd også en til at ordne haven. Og naturligvis en aflastningsfamilie. Udover det skal de gå til sport to gange om ugen og spejder en gang om ugen og familien skal være samlet kl. 15, sådan at socialarbejderen kan være med. "Man handler da ikke ind på en hverdag", lyder det nærmest opgivende fra kommunens folk. "Og man tager da ikke børn med ud at handle ind" - øh....nå....
Nu er det ikke fordi hendes familie er perfekt, men hendes børn følger med i skolen, de er ikke specielt kvikke eller ukvikke. Det er som børn er mest. Pigen leger med dukker og lego. Drengen leger med biler. Men de er begyndt at være stresset.
I påskeferien var de hos mig i de her godt 14 dage. De spurgte, hvad skal vi lave. Jeg svarede intet. Og jeg ejer ikke et tv. De legede med naboernes børn, vi spillede spil, de legede selv, de var med til at bygge hønsehuset, de var med at vaske tøj, lave mad, legede selv og ja, de var med ude og handle ind osv. Pigen sagde på vej ud af døren, "jeg glæder mig til at komme igen" og "det var den bedste ferie nogensinde".
Men nu er de tilbage til skole, 4 gange aktiviteter, lege med en dame de ikke gider, psykoanalyseres og sikkert få at vide at deres ferie var røvsyg og understimulerende. Og det skal der sikkert skrives rapporter om. Så går tiden da med det.
"Jeg ville egentlig bare gerne have tørret toppen af mit skab af", Det gør hendes nye mand nu. Han vasker iøvrigt også gulvet, badeværelset og han tager tager modvilligt til spejder for det siger kommunen de skal og egentlig synes drengen det er kedeligt, men nu er man altså startet på spejder og så skal det gennemføres, "ellers må der tages yderligere skridt".
Moralen er: når det offentlige spørger dig om du skal have hjælp, så sig nej.
(egentlig ville jeg gerne rette stavefejlene, men det kan man ikke)
