Fra en bekendt har jeg modtaget følgende forslag, som jeg synes er værd at tage op til debat.
”Der går næsten ikke en eneste dag, hvor man ikke plages af evindelig brok, kævl og fortvivlelse over arbejdsforhold, arbejdsløshed, understøttelse, kontanthjælp, meningsløse (dyre) kurser, svindlere, socialt bedrageri, tvungne ansøgninger, uduelige arbejdsanvisninger, elendige Edb-systemer - osv. – osv. – i én uendelighed.
Jeg tror på:
-at alle mennesker har ret til et værdigt og meningsfuldt liv uden konstant ’forfølgelse’ fra systemets side.
-at langt de fleste mennesker er kreative væsener, som gerne vil sørge for sig selv og sine nærmeste, og som slet ikke kan lade være med at arbejde med de områder, som interesserer dem, hvis de har mulighed for at komme til det eller får mulighed til at skabe de rammer, der skal til, for at de kan komme til det. Jeg tænker her på alt fra kunst, ethvert håndværk, opbygning af forretninger, virksomheder og skoler til videnskabelig forskning og undervisning – alt efter evner og uddannelse.
-at der er mennesker, som ikke kan arbejde, selv om de gerne vil. Det kan skyldes sygdom, handikap m.m. og de skal også have et eksistensgrundlag.
-at nogle mennesker vil benytte enhver mulighed for at undgå at arbejde – selv om de godt kan.
-at nogle mennesker vil være uden arbejde i perioder – f. eks. i.f.m. skift fra ét arbejde til et andet, hvor deres eksistensgrundlag også skal være intakt.
Denne liste er naturligvis ikke udtømmende, men den giver en retningspil.
Vi vil ikke – her i Danmark – have, at mennesker ligger i vejkanten eller på fortovet og dør af sult. Altså skal alle – på den ene eller anden måde – have det brændstof, som hedder penge.
Jeg foreslår følgende løsning på alle nævnte problemer. En løsning, som samtidig vil frigive store ressourcer, som kan gøre nytte andre steder:
1) Alle borgere i Danmark tildeles en fast borgerløn, som lige netop gør det muligt at leve anstændigt. Dvs. at man kan spise sig mæt hver dag – uden culottesteg og rødvin, og man kan holde tøj på kroppen og sko på fødderne – men der er ikke penge til ’fede’ rejser til Langtbortistan. For hjemmeboende børn under – f. eks. 18 år – gives en borgerløn, som er afhængig af alderen. Er man af ’gyldig grund’ ude af stand til at arbejde, skal der gives til tillæg til borgerlønnen, som giver større handlefrihed. Borgerlønnen udbetales skattefri – der er ingen grund til at administrere mere på denne gruppe. Hvis ikke de kræver mere af tilværelsen, er der ingen fra samfundets side, der plager dem med noget som helst.
2) Alle andre kan søge netop den uddannelse og det arbejde og den karriere, som vil give dem indhold i livet eller måske bare flere penge – der findes mange funktioner, som skal udføres bare fordi det er nødvendigt, men ikke bidrager til at øge livsværdien, som så må findes andre steder. Lønnen for dette arbejde er skattepligtig, og den lægges oven i borgerlønnen. Det betyder, at lønudgiften for den virksomhed, som ansætter personen, lander på et lavere niveau, hvilket burde forbedre konkurrenceevnen og sænke skatten, hvilket er OK, da samfundet har fået mindre behov.
Der mangler helt sikkert nogle detaljer i dette forslag, men jeg tror, at vi får mange flere lykkelige mennesker, at vi oplever langt større personlig frihed og at vi slipper af med en masse unødvendig bureaukrati og nedladenhed ved at ændre systemet i denne retning.”
