Under kampene i Afghanistan sker det,at man mister en kammerat,enten som hårdt såret eller som dræbt.Det er en af de voldsomste begivenheder,man kan komme ud for,men kampen må fortsætte.Hvordan kan man det?Oberst Lars Møller har i sin bog"VI SLÅR IHJEL,og lever med det" fået frivillige,der har været ude for det,til at beskrive situationen.
Det er et føreransvar startende fra gruppeføreren,således at folk ikke får lov til at sidde på deres flade og tænke for meget over tingene.Mit indput som delingsfører var,at alle skulle med på patrulje,og at der ikke måtte laves om i ugeplanen,hvad angik den fortsatte patruljering.Alle skulle hurtogt op på hesten igen på ny.
Jeg vil ikke beskrive det som vores tab,men den afdøde families tab..Det var vanskeligt at opretholde moralen,idet man følte,man havde gjort noget forkert,ikke fordi jeg selv følte det.Det var mere den behandling,man fik efter episoden.Man blev trukket hjem og nærmest smidt i skammekrogen..Hvis det ikke var for vores gruppefører XX,som fik os ud at køre igen,var vi blevet smidt på porten.Sådan føltes det.
Ved et fantastisk sammenhold på tværs af alle personelkategorier.Ved,at der var faste rammer for,hvordan vi afholdt mindehøjtideligheder i Armadillo,og dermed,hvordan vi kom videre.Ved at tage en smuk og værdig afsked.Der opstod en større og større trang til at få bekæmpet Taleban.
Gudstjenester var godt.Samtale og dansk hygge med pandekager og en kop kaffe var en humørspreder.Vi tog megen pis på situationen,og kækhed og sort humor var uundværligt.Man ville ikke så gerne betro sig til sine kære,når man ringede hjem,men man kunne jo ej heller ringe hjem og sige,at man lige havde været ude at slås,og at man havde mistet en kammerat,for det ville bidrage til mere tvivl og usikkerhed hos de pårørende.
Et enormt stærkt sammenhold,hvor mange af os havde kendt hinanden i meget lang tid.Ærlighed omkring følelser i forbindelse med tab/sårede etc. hvor det var OK at græde ud.Og det gjaldt alle.Stærkt ønske om at vise,at vi kunne.Kald det korpsånd,men det var et klart emne,at vi som gardere ikke skulle falde igennem.Vi ville vise,at vi kunne stå igennem de hårde udfordringer.Vigtigst at komme igang igen hurtigst muligt,og så selvfølgeligt at vi kunne henvise til de resultater,vi havde opnået.Det skulle ikke tabes på jorden,hvilket vi skyldte vore sårede eller døde kammerater.
Næste afsnit omhandler "Psykologiske kampskader" ,et meget vigtigt emne,som i meget lang tid har været søgt gemt i alle begivenhederne.Her er virkeligt meget nyt et erfare.
