Jeg har altid haft stor respekt for den britiske forfatter Fay Weldon. Af den grund spidsede jeg også øjne, da jeg blev opmærksom på, at hun i 2004 skrev forordet til den danske oversættelse af Ibn Warraqs Derfor er jeg ikke muslim (1995). Heri skildrer hun bl.a., hvordan hun blev rubriceret som islamofob, fordi hun i en pamflet, Hellige køer, udgivet i forbindelse med Salman Rushdie-affæren, havde tilladt sig at skrive, at hun ikke troede, at Koranen er et fornuftigt digt at basere et nutidigt samfund på. Aha, tænkte jeg, når Fay Weldon - der hele sit liv har været en cocktail foran alle andre i sine analyser af tidsånden - blåstempler nødvendigheden af at udgive Warraqs bog, så er hun sandsynligvis et bedre sandhedsvidne end en Benny Andersen og en Carsten Jensen.
Men hvorfor mente jeg så det? Hvordan dannes meninger?
Fra 1970-99 var jeg kernelæser af Information og Politiken. I 70’erne omfattede den daglige avislæsning endvidere SF-dagbladet Minavisen, senere Socialistisk Dagblad, og suppleret med bl.a. Politisk Revy (1963-87). Da aviskrigen for alvor brød ud i 90’erne med tilbagevendende slagtilbud skåret over læsten ”Få Berlingske Tidende i 3 måneder til halv pris” og ”Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis” besluttede jeg mig imidlertid i et anfald af troløs sparsommelighed at udskifte mit næsten 25-årige abonnement på Information med ét på - Jyllands-Posten! Konverteringen kan bedst karakteriseres som et kulturchok. Den daglige dosis fra Morgenfascisten JyllandsPesten – det charmerende navn jeg havde lært avisen at kende under på Københavns Universitet i 70’erne - fik i tæt parløb med skiftevis Kristeligt Dagblad, Berlingeren og Politiken i løbet af ca. 1 år mit venstreorienterede fundament til at krakelere. De fire dagblade blev tilsammen en øjenåbner af rang og det i en grad, at jeg aldrig mere i mit liv vil stole på, at én enkelt daglig avis, nok så meget suppleret med tv, radio og diverse gratisaviser, rækker til at danne sig kvalificerede meninger. Oplysninger og data må hentes mange andre steder for at skabe grundlag for vidensbaseret meningsdannelse frem for tro. Først og fremmest i bøger.
Følgende eksempler må række som dokumentation i denne omgang:
• Vi fodres med, at der er videnskabelig konsensus om, at de nutidige klimaændringer er menneskeskabte og en følge af udledning af kuldioxid. Endvidere at ændringerne er farlige, men at der er håb forude, hvis udslippet af kuldioxid drastisk reduceres. FNs klimapanel IPCC, Al Gore og Connie Hedegaard er som bekendt fremtrædende repræsentanter for teorien. Imidlertid modsiges den af adskillige polarforskere, der er af den opfattelse, at ”det primært er vanddamp, skyer, vulkaner samt påvirkning fra sol og kosmisk stråling, der i hovedtræk bestemmer den globale klimaudvikling, mens CO2 ser ud til at have en mindre betydningsfuld rolle. Denne støt voksende gruppe af forskere udpeges naturligvis ikke til at deltage i IPCCs aktiviteter.” (citat af Ole Humlum professor i fysisk geografi ved Universitetet i Oslo i Weekendavisen (nr. 28, 2008). Har professoren ret, har vi her at gøre med et klassisk eksempel på politisk styring og en dagsorden, der sætter ideologi over viden.
• Vi bruger en hel del milliarder på ulandsbistand. Som desværre ofte falder i de forkerte lommer (korrupte politikere og embedsmænd, våbenindustrien), ud over at støtten koster en bondegård at administrere? At nødhjælps- og bistandsorganisationerne ikke har interesse i at likvidere deres levebrød er indlysende, men hvorfor reagerer politikere ikke i stedet på fx professor Martin Paldams dokumentation af, at til trods for en meget stor og – mildt sagt - temmelig tendentiøs tolkning af forskningsdata, har det ikke kunnet vises, at udviklingsbistand giver udvikling? (Jf. fx Nyhedsmagasinet RÆSON 1/08).
• Indvandringen har delt den danske befolkning i to fløje, der står skarpt over for hinanden. Kogt ind til benet hylder den ene part meningen indvandring-er-kulturberigende, den anden, at åbne-grænser-er-uforenelige-med-en-velfærdsstat. Morten Uhrskov Jensen giver i sin bog Et delt folk (2008) en grundig og redelig fremstilling af de to stik modstridende diskurser, hvor et par citater kan demonstrere kløften: ”Jeg vægter overholdelsen af de internationale konventioner højere, end om der kommer 4.000 eller 10.000 udlændinge til Danmark ved familiesammenføringer”.(Marianne Jelved, 2004). Javel så, men holder tallene? ”Faktisk mener jeg, at der bør være flygtninge- og indvandrerbørn på alle danske folkeskoler af hensyn til de danske børns dannelse.”(Elsebeth Gerner Nielsen (2000). Javel så, men hvordan rimer den udtalelse med, at flere end nogensinde tidligere vælger friskoler og privatskoler? Hvilken mening om indvandring stemmer bedst overens med det virkelige liv uden for Borgen?
Vi danner meninger ud fra vores for-forståelser af, hvordan verden hænger sammen, først og fremmest vores menneske- og samfundsopfattelse. Vores optik og eksisterende viden uddybes, nuanceres og korrigeres igennem løbende ”dataindsamling” fra læsning, tv, radio og pc, samtaler med andre og ikke mindst personlige erfaringer. Det betyder faktisk - sat på spidsen – at hvis man er abonnent på Politiken eller Information, P1-lytter, Deadline-seer og udelukkende omgås politisk ligesindede i hverdagen, så kan det godt være, at man føler sig vældigt velorienteret, men spørgsmålet er, om man i virkeligheden lever i en osteklokke med forhåndsdefinerede politisk korrekte diskurser?
