Hvorfor angreb feministerne familien?
Udgivet for 698 dage siden i Politik
Tilføjet 16/03 05:20 til Boblere af Henrik Gøtke
Ideologiske bevægelser er generelt bevægelser indeholdende ”de naive” regeret af ”de manipulative”, og feminismen er ingen undtagelse. Den feministiske bevægelse kan anskues som en krypto-fascistisk kult, i hvilken kvinder opfordres til at samles i hemmelighed, med det formål at hade mænd. Dagens kulturelle og politiske krig mod familien har flere årsager, af hvilke feminismen er langt den vigtigste.
Feminismens første bølge i det tidlige tyvende århundrede var slet ikke mod familien. Faktisk var ét af deres krav, at styret i hjem og ved arne skulle være kvindens domæne.
Det var udelukkende et resultat af feminismens anden bølge ide sene 1960´ere, at det feministiske angreb på familien begyndte. Neil Lyndon var i sin bog ”No More Sex War” fra 1992, sandsynligvis den første til at spore oprindelsen af ideologien af feminismens anden bølge til marxismen.
Der havde været en flod af højt profilerede snigmord i U.S.A. gennem 1960´erne: Kennedy´erne, Martin Luther King, Malcom X og så videre. Disse begivenheder, pointerede Lyndon, stank af korruption og konspiration. Alligevel trak det politiske etablissement på skuldrene og gjorde intet. De der var bekymrede erkendte hurtigt, at det politiske højre var ligeglade; effekten heraf blev, at de drev til venstre i forsøg på at finde løsninger. Som Lyndon formulerede det: ”Vi havde ingen andre steder at gå hen end mod Øst”.
Den Kolde Krig var på dette tidspunkt i fuldt sving, og den unge middelklasse i Vesten blev politik engagerede i emner som Vietnam og sorte amerikaneres borgerrettigheder. Der var en radikal kløft mellem disse unge og deres forældre, udgørende en næsten inkompatibilitet. Ungdommen fandt intet i deres forældres politiske kultur, der kunne forsyne dem med de svar de søgte; faktisk var deres forældres politiske kultur ofte dømt til at være problemernes årsag.
1960´ernes unge generation, som Lyndon refererer til som ”Det nye Venstre” søgte efter inspiration i Kina og Sovjet unionen, og adopterede Marxisme-Leninisme-Maoisme. Marxisme var blevet det foretrukne politiske verdenssyn hos mange unge radikale, inklusive feministerne, og Lyndon prøver at analysere hvordan det skete.
Kort sagt beskrev Karl Marx samfundet i termer af en kamp mellem forskellige økonomiske klasser: Det magtfulde fabriksejende bourgeoisi og proletariatets underprivilegerede arbejderklasse. Marx erklærede, at hele historien er historien om politisk kamp. Han så derfor det menneskelige samfund som essentielt karakteriseret af konstant konflikt mellem uforenelige interessegrupper.
Den binære klasseanalyse tilbudt af Marx, var rammet i termer af økonomiske klasser, men dette, hævder Lyndon, blev adopteret af Black Panther bevægelsen til en beramning i termer af race. I stedet for, at samfundskampen var en kamp klasserne imellem, så opfattede Black Panthers det som en kamp racerne imellem, og dette, hævder Lyndon, var oprindelsen til den fascistiske karakter af den nye venstrefløjs tankegang.
Denne tankegang blev igen adopteret af den tids feministiske bevægelse. Samfundet blev præsenteret i quasi-marxistiske termer, som værende den uendelige historiske kamp kønnene imellem, i hvilken mænd er givet rollen som det magtfulde bourgeoisi, og kvinderne rollen som det undertrykte proletariat.
Så Lyndon hævder, at feministerne af de sene 1960´ere og tidlige 1970´ere, var svært influerede af den amerikanske kamp for sorte borgerrettigheder. Mange feministiske historikere ville være enig deri. Det er interessant at notere sig, at John Lennon og Yoko Uno skrev en sang på det tidspunkt, der hed ””Woman is the nigger of the world”.
Sloganet ”Det personlige er politisk” er i almindelighed associeret med feminismen, og Lyndon hævder, at det opstod med Black Panthers. Interessant nok tillægger Jung Chang det i Wild Swans til Mao selv, fra hvem det uden tvivl blev taget af Black Panthers, og i sidste instans fra der til feministerne.
Lyndon hævder, at det opstod med Black Panthers. Interessant nok tilskriver Jung Chang i Wild Swans dette til Mao, fra hvilken det uden tvivl blev adopteret af Black Panthers, og derfra videre til feministerne.
Den endelige mutering af marxistisk teori ind i arenaen af seksualpolitik, var det sidste store store paradigmeskift i den nye venstrefløjs tænkning, og dette er som konsekvens heraf den ideologiske arv vi i dag lever med.
Denne adoption af marxistisk teori var uden tvivl den mest betydningsfulde grund til det feministiske angreb på familien. De bør her bemærkes, at omkring dette tidspunkt var prævention til rådighed, hvilket betød, at kvinder for første gang var i stand til at styre deres egen fertilitet. Før dette betød sex risikoen for at skulle tage sig af et barn; under disse omstændigheder var afmonteringen af familien ikke en reel mulighed. Det var delvist ”pillen” der gjorde angrebet på familien mulig.
For at forstå det feministiske angreb på familien, så er det nødvendigt at forstå den marxistiske tankegang om emnet. Marx levede under den industrielle revolution, og var imponeret over ideen om maskinel produktion. Han anså folk for værende simple komponenter i et system af politisk økonomi, og han mente, at vi fra fødslen var ”ubeskrevede tavler” – vore sind afgøres af vor miljø, ikke af noget indvendigt. Han anså familien som et levn fra en tidligere tids pastorale landsbyliv, som ikke længere var passende for maskinalderen. Hvorfor ikke også industrialisere børneproduktionen?
Marx´s kollaboratør Engels skrev i 1840´erne ”The Origins of the Family, Private Property and the State”. I bogen argumenterer Engels, at den mandlige fabriksarbejder tjener kapitalen, og hans kone tjener arbejderen. Lige som han er slave af fabriksmaskinen, så er hun slave af ham. Hun er hans ulønnede træl, der sikrer at han kommer på arbejde. Hun skal også avle flere arbejdere. På den måde tjener hun kapitalismen. På den måde maler Engels et billede af familien som umenneskeliggørende og stærkt politiseret. Denne bog blev meget indflydelsesrig blandt feminister i 1960´erne, og er én af grundene til, at familien siden hen har været under angreb.
Ideen om industrialiseret børneproduktion blev bragt til sin logiske konklusion – og satiregjort – af Aldous Huxley i sin klassiske roman ”Brave New World”.
Dominic Lawson beskriver i sit essay ”You Can Blame it All on Karl Marx”, hvordan disse ideer blev afprøvede – og forkastede – i Sovjetunionen:
”I Sovjetunionens tidlige år var der et ægte forsøg, bedst beskrevet i Ferdinand Mount´s ”The Subversive Family”, på at påføre familien marxistisk tænkning. Lunacharski, uddannelseskommissæren erklærede, at ”vores problem nu er at slippe af med husholdet og befri kvinderne fra børneomsorgen…termen ”mine forældre”, ”vore børn” vil gradvist forsvinde”.
Dette, hævdede Lunacharski, ville muliggøre overgangen til ”det offentlige samfund, der vil erstatte den hjemlige arne, ja, denne stagnerende familieenhed der isolerer sig fra samfundet. En ægte kommunist ville undgå en sådan permanent ægteskabsparring, og ville søge at tilfredsstille sine behov gennem frie gensidige relationer…så man ikke kan afgøre, hvem der har et nært forhold til hvem. Det er social konstruktion”.
Konsekvenserne af denne politik var præcis som de havde været i den ”sociale konstruktion” vi nu ser i dele af vore indre byer: social kaos, efterladte børn og hastigt tiltagende antal kønssygdomme. Sovjetunionen´s kommunistiske parti begyndte hurtigt at forkaste den marxistiske tilgang til familielivet. Nye love blev introduceret for at tvinge skilte forældre, ikke staten, til at bidrage til plejen af deres børn. Skilsmisse blev gjort mere vanskeligt og dyrt.
Feministerne af de tidlige 1970´ere var tilsyneladende ikke klar over Sovjetunionens eksperimenter i familiens gen-bearbejdelse, eller de valgte at ignorere dem. Erin Pizzey beskriver sine erfaringer med optagelsen i feministbevægelsen i 1971:
”Mit første møde fyldte mig med tvivl. Det blev afholdt i et meget middelklasseagtigt hjem i Chiswick, og jeg sad og så på plakaterne af Mao på væggen i opholdsstuen. Da jeg af værtinden blev spurgt, hvorfor jeg var mødt, svarede jeg, at min mand var fjernsynsreporter og meget sjældent hjemme, og jeg følte mig ensom og isoleret med mine to børn. ”Dit problem er ikke din isolation, men din ægtemand. Han undertrykker dig, og han er en kapitalist”. Jeg gjorde opmærksom på, at hun også havde en termin der skulle betales, så hun var også kapitalist, og min mand undertrykkede mig langt fra, og i øjeblikket passede han børnene, så jeg kunne deltage i dette møde…Jeg fik udleveret Mao´s Den Lille Røde og SHREW Magazine. Jeg tog det med hjem, og var rystet over det had det spyede mod mænd”.
Pizzey blev til sidst smidt ud, da hun nægtede at fordømme mænd og familien.
”Jeg erkendte gennem læsningen af kvindebevægelsens litteratur, at de tusindvis af kvinder der var journalister, beskæftigede i fjernsynsbranchen og plejesektoren, var besluttede på at ødelægge familielivet i England. ”Gør det personlige politisk”, var ét af mange slagord. Så tusindvis af voldelige og meget forstyrrede kvinder angreb normale lykkeligt gifte kvinder og vores traditionelle livsform.
Marxistiske feminister kom til den overbevisning, at når familien var et aspekt af kapitalismen, kan kapitalismen ikke destrueres uden at destruere familien. Dette er argumentativt sludder, selv for en ortodoks marxist. I marxistiske termer er den kapitalistiske produktionsmåde den underliggende økonomiske samfundsbase, og familien er en del af den ”ideologiske superstruktur”. Den økonomiske base afgør den ideologiske superstruktur. Altså er det argument, at man ikke kan destruere kapitalismen uden at destruere familien forkert set: for en marxist kan man ikke destruere familien uden først at destruere kapitalismen: hvis kapitalismen skaber familien, så vil det følge, at når først kapitalismen forsvinder, vil familien forsvinde med den. Det omvendte er ikke tilfældet. Sovjetunionen forstod uden tvivl dette, men 1970´ernes feminister havde enten ikke læst Marx ordentligt, eller var intellektuelt korrupte.
Den franske feminist Simone de Beauvoir erklærede i 1976 i et interview med Betty Friedan, at ”ingen kvinde burde tillades at gå hjemme og opfostre sine børn, for hvis et sådan valg var muligt, ville for mange kvinder vælge det”.
Mange andre var af samme opfattelse:
"Kernefamilien skal ødelægges…Uanset hvad det medfører er ødelæggelsen af familien en objektiv revolutionær process” Linda Gordon
”Vi kan ikke ødelægge ulighederne mellem mænd og kvinder før vi ødelægger ægteskabet” Robin Morgan
”Ægteskabet har eksisteret til fordel for mændene; og har været en legalt sanktioneret metode til kontrol over kvinder…Vi må arbejde på at ødelægge det. Enden på ægteskabet som institution er en nødvendig betingelse for frigørelsen af kvinder. Det er derfor vigtigt for os, at tilskynde kvinder til at forlade deres ægtemænd og ikke leve individuelt med dem…Hele historien må omskrives i termer af kvinders undertrykkelse. Vi må gå helt tilbage til kvindelige religioner som heksekunst” The Declaration of Feminism
Anden bølge af feminismens angreb på familien var efter ”pillen”, og baseret på misfortolkning af marxistisk teori. Efter marxismen på den internationale scene var besejret, blev det marxistiske angreb på familien aldrig adresseret. Det er første nu, at nogen begynder at artikulere problemerne.
I forsøget på at spore oprindelsen til krigen mod familierne, findes en anden vigtig faktor der bør bemærkes, nemlig den tiltagende radikale lobby for homoseksuelle. I de tidlige 1970´ere fandt der inden for feministbevægelsen et kup sted i U.S.A. og Storbritannien.
”The Lavender Menace” var en uformel gruppe af radikale lesbiske, skabt i protest mod eksklusionen af lesbiske og lesbiske problemer fra feministbevægelsen. Frasen ”Lavender Menace” blev først brugt i 1969 af Betty Friedan, præsident for NOW, for at beskrive den trussel hun mente associeringen med lesbiske udgjorde for NOW og den spirende feministiske bevægelse. Friedan og andre heteroseksuelle feminister var bange for, at associeringen ville vingeskyde feministernes evne til at opnå seriøse politiske forandringer, og at stereotyperne ”mandeagtig” og ”mandehadende” lesbiske, ville udgøre en nem måde at afskrive bevægelsen.
Men i sidste instans vandt den lesbiske lobby, og de lesbiske kom til at dominere NOW og meget af den feministiske bevægelse. Som Rene Denfeld Skriver i sin fremragende bog ”The New Victorians”, ”Det er lidt i stil med, at NAACP (National Association for the Advancement of Coloured People) ville beslutte at prioritere homoseksuelle problemstillinger, fordi nogle sorte tilfældigvis var homoseksuelle”.
Det blev meget hurtigt afgjort, at heteroseksualitet i sig selv var en social konstruktion af kapitalismen. Derfor var de eneste virkeligt frigjorte kvinder – og de eneste virkelige feminister – lesbiske.
I en meget oplysende artikel ”Min forbrydelse mod den lesbiske stat” beskriver skuespillerinde Jackie Clune hvordan hun blev lesbisk på universitetet:
”Der var et tiltagende antal arbejderklassestuderende, der som mig blev involveret i studenterpolitik. Der var ugentlige demonstrationer, sammenkomster og anti-regeringskrav. Vi var vrede over det meste af hvad Thatcher fremlagde…Sideløbende med min gryende politiske bevidsthed kom en spirende interesse i feministisk politik…Det var omkring det tidspunkt, at jeg stødte på et essay af Adrienne Rich med titlen ”Compulsory Heteroseksuality and Lesbian Existence”. I denne artikel postulerede Rich, at det for de fleste kvinder var muligt at gøre valget at blive lesbiske, hvis de kan forkaste den internaliserede homofobi – ”kræfternes samlingspunkt” – de oplever med hensyn til foreningen af samme køn. Hun argumenterer, at det heteroseksuelle hegemoni er et flygtigt men dog magtfuldt psykologisk fængsel, fra hvilket de fleste kvinder kunne bryde ud med viljens magt”.
Lesbianisme syntes på det tidspunkt for mig at være en logisk udvidelse af min feministiske tænkning, og en radikal måde at omstyrte den kapitalistiske forskrift for kvinder.
Clune´s essay er et godt eksempel på den politiske tendens, der lærte folk, at man skal være homoseksuel, for at være en god radikal; man kan ikke være heteroseksuel, og samtidigt være en god socialist eller feminist.
Unge mennesker blev opfordret til at indgå homoseksuelle relationer, for at demonstrere venstreorienteret tilhørsforhold. Hanif Kureishi berører i sin roman ”The Buddha of Surburbia” dette i en scene, hvor den unge biseksuelle indiske skuespiller beder sin socialistiske ven kysse ham, for at bevise sin dedikation til den socialistiske sag.
I sit essay ”Feminism´s Third Wave” beskriver Angela Fiori heterofobi på amerikanske universiteter i 1990´erne.
Universiteternes ”date-rape” kampagner i de tidlige 1990´ere var ikke motiveret af en ægte bekymring for kvinders velbefindende. De var en del af et forsat forsøg på at delegitimere heteroseksualitet overfor unge, attraktive kvinder, ved at dæmonisere mænd som voldtægtsmænd.
Daphne Patai og Christina Hoff Sommers har beskrevet hvordan akademiske feminister, især på kvindestudier, har skabt et miljø, der meget ligner en religiøs kult.
”Hvis klasserummet er meget heteropatriarkalt, med en begynderklasse på 50 eller 60 elever, med få feministiske studerende – så definerer jeg sandsynligvis min opgave som værende af rekrutteringsmæssig karakter…at overbevise de studerende om at kvinder er undertrykte”, sagde professor Joyce Trebilcot fra Washington University, som citeret fra ”Who Stole Feminism?”
De sataniske børnemisbrugsheksejagter i 1990´erne, var endnu et lignende forsøg på at dæmonisere mænd, familien og heteroseksualiteten, og med tvang opløse glade velfungerende familier, for at skabe mere brændstof for skilsmisser og ”børnebeskyttelsesindustrien”. Dette var sandsynligvis den marxistisk inspirerede, feministiske, antifamiliebevægelses højdepunkt.
Dette har kort sagt været den ideologiske oprindelse for krigen mod familierne og fædrene. Konsekvenserne af denne sociale revolution er nu ved at blive tydelige.
I sit fremragende essay ”Divorce as Revolution” beskriver Steven Baskerville de bredere politiske og økonomiske implikationer af situationen.
Mere end nogen anden enkeltfaktor kan alle store personlige og sociale patologier kan føres tilbage til faderløshed: voldelig kriminalitet, substantielt misbrug, graviditeter uden for ægteskab, fravær, selvmord og så videre. Faderløshed overskygger langt både race og fattigdom som indikator for social afvigelse.
Resultatet af tre årtiers tøjlesløse skilsmisser er, at et stort antal mennesker – mange af dem regeringsmyndigheder – nu har en professionel og økonomisk interesse i at tilskynde dette. Dagens skilsmisser er ikke blot et fænomen; det er et regime – et gigantisk bureaukratisk imperium der gennemtrænger nationale og lokale styrer, med kanaler til den private sektor…Uanset hvor fromt de omtaler deres forpligtelser overfor faderløse, fattige og voldelige børn, forbliver det faktum, at disse praktiserende har store interesser i at skabe så mange af den slags børn som muligt. Måden at gøre dette på er at fjerne fædrene…Så længe fædrene forbliver hos deres familier, tjener skilsmissebehandlerne intet.
Når fædrene er eliminerede fungerer staten funktionelt som erstatning for, beskytter af, og forsørger af familien. Ved at fjerne faderen skaber staten også en mængde problemer den selv skal løse: fattige børn, børnemisbrug, ungdomskriminalitet og andre problemer associeret med hjem med én forælder. På den måde er skilsmissemaskinen selvforstærkende og selvudvidende. Ufrivillig skilsmisse er et fantastisk redskab, der tillader den uendelige udvidelse af statens magt.
Det svulmende hysteri over ”husvold” synes opildnet til med lignende hensigter. ”Alt hvad denne ”husvoldsindustri” handler om, er at fjerne børnene fra deres fædre”, skriver klummeskribent John Waters for Irish Times. ”Når de har fået fjernet fædrene, vil de fjerne mødrene”. Donna Laframboise fra Canada´s National Post undersøgte krisecentre for voldsramte kvinder, og konkluderede, at de konstituerede ”skilsmisseforretninger”, hvis formål ikke var at beskytte kvinder, men fremme skilsmisser. Disse krisecentre, ofte offentligt finansierede, igangsætter beedigede skriftlige erklæringer mod fædre, der accepteres uden bekræftende vidnesbyrd fra dommere, i retfærdiggørelsen af fjernelsen af børn.
Fædre kriminaliseres yderligere gennem børnepengebyrder, der konstituerer det finansielle brændstof for skilsmissemaskinen, underskrivende en unilateral skilsmisse og givende alle involverede yderligere incitamenter til at fjerne andre børn fra deres fædre.
Liberty Magazine offentliggjorde dokumentariske beviser på, at ”børnepengeplagede” fædre i det store hele er embedsmændenes og den udøvende magts kreationer, med en interesse i at skabe flere kriminelle at retsforfølge.
Hvis man samler alle disse elementer, hvad der begyndte som en radikal kommunistisk æra, har nu vokset sig til en multimilliard, mandehadende industri. Et monster der udelukkende eksisterer for at beskæftige folk der ødelægger familien. Det er den slags vi er oppe imod.
For de fleste kvinder og mænd verden over er ideen om, at de ville være bedre stillede uden deres familier fuldstændigt absurd. Havde det ikke været for marxismens og fremkomsten af radikale homoseksuelle rettigheders agenda, ville dette med næsten sikkerhed aldrig været sket.
Disse ideer tillades at florere uudfordrede, fordi, som Pizzey sagde, foregår alt i hemmelighed. Der findes intet virkelighedscheck, så det urimelige kommer meget hurtigt til at synes rimeligt. Kombiner dette med den arrogante foragt for demokratiet og det individuelle valg, promoveret af folk som de Beauvoir, og vi står med en mekanisme der fostrer vanvittige politikker mod de der ikke ønsker dem.
Det er først nu, at råddenskabens symptomer er begyndt at blive synlige for offentligheden i form af døde børn, at vi begynder at tage notits af tingene. Den feministiske bevægelse har længe været moden for undersøgelser der længe har været negligerede. Som en amerikansk dommer engang sagde: ”Sollys er det bedste middel til desinficering”.
Gad vide hvornår mænd vågner op og forstår at deres fødselsret er overleveringen af kulturen, altså deres fædres kultur?
Flere artikler fra Politik
Avis: S og SF skjulte regnestykke bag ringen
Udgivet for 3 timer og 6 minutter siden i Politik
Tilføjet 12/02 08:49 til Boblere af Jesper Ørsted
Kilde: jp.dk
JP's leder om leksikon.org: Propagandisterne
Udgivet for 3 timer og 30 minutter siden i Politik
Tilføjet 12/02 06:54 til Boblere af Ola Hansen
Kilde: jp.dk
Uden for kategori: Halløj i godhedsindustrien
Udgivet for 1 time og 25 minutter siden i Politik
Tilføjet 12/02 10:29 til Boblere af Einer T. Ludvigsen
Kilde: jp.dk
S og SF fuskede med ring-milliarder
Udgivet for 2 timer og 9 minutter siden i Politik
Tilføjet 12/02 09:08 til Boblere af Einer T. Ludvigsen
Kilde: ekstrabladet.dk
Statsministeren hedder Noa
Udgivet for 1 time og 29 minutter siden i Politik
Tilføjet 12/02 10:20 til Boblere af Morten Dreyer
Ny rapport: Offentligt ansatte arbejder for lidt
Udgivet for 1 time og 5 minutter siden i Politik
Tilføjet 12/02 10:50 til Boblere af Kim Ursin
Kilde: bt.dk
Feministernes opgør med det åbne samfund
Udgivet for 16 minutter siden i Politik
Tilføjet 12/02 11:39 til Boblere af Lennart Kiil
Kilde: manfo.dk
Grøn afgift giver minimal miljøgevinst
Udgivet for 1 time og 21 minutter siden i Politik
Tilføjet 12/02 10:33 til Boblere af Jesper Ørsted
Kilde: b.dk
Lars Trier Mogensen: Regeringen er sin egen værste fjende
Udgivet for 49 minutter siden i Politik
Tilføjet 12/02 11:06 til Boblere af Jesper Ørsted
Kilde: politiken.dk
Så hårdt er livet på kontanthjælp
Udgivet for 15 minutter siden i Politik
Tilføjet 12/02 10:51 til Boblere af LarsLarsen1
Radikal: Jeg håber jeres kæreste dør
Udgivet for 17 timer og 36 minutter siden i Politik
Tilføjet 11/02 18:18 til Boblere af Afskaftopskattennu
Kilde: jp.dk
Groft Sagt: Græsk gidselleg
Udgivet for 12 timer og 56 minutter siden i Politik
Tilføjet 11/02 22:51 til Boblere af Einer T. Ludvigsen
Kilde: b.dk
Ny stramning af rygeloven er det rene vanvid.
Udgivet for 12 timer og 56 minutter siden i Politik
Vindmøller og den forbudte kernekraft.
Udgivet for 23 timer siden i Politik
Tilføjet 11/02 12:42 til Boblere af Holger Skjerning
Landbrugsminister er ligeglad med den private ejendomsret | Fair Forbud
Udgivet for 18 timer og 39 minutter siden i Politik
Tilføjet 11/02 17:16 til Boblere af Carl Andersen
Kilde: fairforbud.dk
Kong Kokain
Udgivet for 14 timer og 59 minutter siden i Politik
Tilføjet 11/02 20:30 til Boblere af sorenh
Kilde: tobak-jatak.dk
Radikal kovending om døds-debat
Udgivet for 15 timer og 26 minutter siden i Politik
Pensionsalderen i Sverige sættes op fra 65 til 75 år - for at finansiere indvandringen fra ikke-vestlige lande?
Udgivet for 1 dag, 4 timer og 31 minutter siden i Politik
Tilføjet 11/02 07:00 til Boblere af Winston Smith
Kilde: blogs.jp.dk
Smuk og slank på statens regning
Udgivet for 16 timer og 52 minutter siden i Politik
Tilføjet 11/02 18:53 til Boblere af Mac
Kilde: ekstrabladet.dk
Betalingsringen: SF's kronjuvel
Udgivet for 23 timer og 16 minutter siden i Politik
Avis: S og SF skjulte regnestykke bag ringen 12/02 08:49 - 137 klik
JP's leder om leksikon.org: Propagandisterne 12/02 06:54 - 126 klik
Svend Auken: Betal mine dummebøder, eller jeg smadrer dig! 11/02 23:50 - 119 klik
DMI totalt til grin: 2011 var et meget varmt år! 11/02 22:33 - 113 klik
Juicekæde risikerer kæmperegning efter kontrolbesøg - Media | www.business.dk 11/02 10:36 - 953 klik
Vindmøller og den forbudte kernekraft. 11/02 12:42 - 447 klik
Radikal: Jeg håber jeres kæreste dør 11/02 18:18 - 433 klik
Gallup: Blå blok udbygger sit solide forspring 11/02 07:21 - 431 klik
|
|
Danmark som forgangsland Tilføjet 09/02 17:21 af Allan H. Nielsen |
|
|
Fra Hayek til de Historieløse Tilføjet 05/02 13:50 af Kasper Planeta Kepp |
|
|
Tobinskat: Den forkerte løsning på det forkerte problem Tilføjet 31/01 09:44 af Henrik Ræder Clausen |
|
|
Er de nyuddannede og studerende simpelthen bare for forkælede? Tilføjet 28/01 19:19 af Maria Holme Overgaard |
|
|
Skolens stjernestunder Tilføjet 26/01 08:37 af Lasse Birk Olesen |
| Flere klummer | |

Bookmarklet

