Hvorfor vælger nogle indvandrere, at deres børn skal gå på privatskole ? Jeg tænker på, om de overhovedet har noget alternativ, hvis de vil deres børn det bedste - og det gør de.
Men kan det tænkes, at det er det danske samfund, som frivilligt tvinger dem til at forlade folkeskolen og gå i privatskole? Og svaret er, måske! Hvordan kan det være, at indvandrerfamilier prioriterer privatskole?
Vi har været vidne til en undersøgelse af antropolog Annette Haaber ved Københavns Universitet om tilmelding til privatskole af børn med anden etnisk baggrund og det viser sig, at der er en kraftig stigning. Det er interessant at høre forskellige forklaringer på fænomenet. F.eks bliver der nævnt det med, at folkeskoler ikke er gode nok og spørgsmålet er, om det har noget på sig?
Uden at generalisere hører vi om de skrækeksempler med dårlige lærere, som kan ikke nå eleverne, enten fagligt eller socialt. Og det er absolut ikke opmuntrende, hvor eleverne ikke bliver motivet eller stimuleret i fagene - tværtimod udvikler de dårligt kendskab til faget eller decideret hader det. Når det er sagt, så har vi også hørt, at der faktisk findes elite skolelærere, som er virkelige mestre og eleverne kommer at elske faget samt får gode karakterer.
En anden og vigtig forklaring, som jeg også tror meget på er, at mange indvandrere er meget disciplinerede og det er noget de er vokset op med, hvor mentalitet og kultur spiller en rolle. Her forventes der meget af deres børn. De forsøger at give dem den bedste uddannelse og støtter dem, så de kan få en karriere. Hos mange indvandrere er det høj status at få en akademisk uddannelse og at uddanne sig til læge, ingeniør eller lignende. At være håndværker eller sygeplejerske er lav status. Det kender jeg f.eks fra Ægypten, hvor næsten alle elever i folkeskolen og i gymnasiet ønsker at være enten læge eller ingeniør og de slider for nå disse mål samt får al opbakning fra deres forældre. Det har jeg oplevet på min egen krop, hvor min fars drøm var at se mig læse medicin og blive læge og til det vil jeg sige, at det lykkedes for mig og ham at nå målet.
Når vi tænker på ghettoerne, såsom Vollsmose eller Gellerup, så er folkeskolen der fyldt med tosprogede elever. Hvis forældrerne har mere overskud og ambitioner, vil de gerne have deres lille Hassan væk fra den lokale skole med flertal af tosprogede elever, så derfor vælger de privatskole uden for ghettoerne. Alternativt vil det blive den arabiske eller muslimske private skole. Valget på, hvilken privat skole, som Hassan skal gå på, afhænger af forældrernes kulturelle og uddannelsesmæssige baggrund. Hvis de er højt uddannet og stammer fra storbyer fra deres hjemland og er knap så religiøse, så er der ingen tvivl om, at de vælger en ganske almindelig privat skole. Hvis de overhovedet ønsker at blive boende i ghettoerne - og omvendt, hvis de f.eks ikke har en uddannelse samt er religiøse og hvis de ikke vælger alternativer til ghettoskolerne, som de fleste af den type ikke gør, så vælger de den muslimiske/arabiske/tyrkiske privatskole. Der er også 2 vigtige elementer, som afgør, hvilken skole de vælger til deres børn og hvor meget de ønsker, at deres børn vokser op som danskere eller vokser som andengenerationsindvandrere. Det har selvfølgelig meget med forældrernes indstilling at gøre. Hvis de er af den slags, som forsøger at integrere sig og akklimatisere sig og lære den danske kultur/mentalitet/sprog, så fylder deres modersmål ikke ret meget. De arbejder med at have et stærkt tilknytningsforhold til Danmark. Men omvendt, hvis de betragter Tyrkiet eller Pakistan som hjemme og er dårligt integreret, så sørger de for, at børnene vokser op med den arabiske/tyrkiske/pakistanske kultur og tradition og her kommer modersmålet ind, som er nødvendigt for at videregive børnene deres kultur og tradition.
Hvis forældrene er ortodokse muslimer, så vælger de selvfølgelig en muslimsk privatskole til deres børn. De vil ikke risikere, at der i den almindelige folkeskole er nogle, der kigger skævt til dem eller deres børn, hvor det i dagens Danmark mange steder ikke er velset at være muslim. Måske vil de undgå, at deres børn bliver mobbet med, hvad de f.eks. spiser, deres påklædning eller deres navn.
Vi ved, at mobning i folkeskolen er et stort problem og vi ved, at børn bliver mobbet med et eller andet, og at være muslim kan være et oplagt mobbeemne. Derfor ender Hassan sammen med Ahmed, Mohammed og Fatima, side om side, enten i ghettoskoler, koranskoler eller privatskoler og sjældent i en almindelig folkeskole. I skoler med flertal af elever med anden etnisk baggrund(tosprogede), bliver de smeltet sammen med resten af eleverne. Ingen svinekød, fastende i Ramadan og allervigtigst, de kan tale sammen på andet sprog end dansk. I sådanne skoler dyrkes og forstærkes alt andet end dansk kultur og danske vaner. Disse kommende nydanskere vokser op med en anden følelse og tilhørsforhold end de danske børn. Der er risiko for splittelse, og bitterhed over samfundet er nogle gange tilstede. De kan fortsætte med at leve i et parallelsamfund resten af deres dage på trods af, at de er født og vokset op i Danmark. Sådan noget skal vi helst undgå. Her bliver det jo samfundets opgave hurtigst muligt at få en bedre integration og en løsning på ghettoproblemerne m.fl. I mange år har vi hældt mange penge ud for at pynte og udsmykke ghettoernes fysiske rammer, uden der bliver rykket eller flyttet på de sociale sammensætninger i ghettoerne. Dem, der bor der er stemplede og ingen socialt velfungerende familier vil bo der, heller ikke indvandrere, hvis de har råd til noget andet og er velfungerende. Vi har lukket øjnene for ghettokulturerne og mentaliteten i mange år, hvor parallelsamfundet yngler under de bedste vilkår.
Efter min mening er løsningen at fjerne ghettoerne og forsøge at smelte indvandrerne sammen med det danske samfund samt forlange af vores indvandrere, at de skal live op og lade sig integrere. Jeg er helt sikkert på, at når vi løser vores integrationsproblemer ved at fjerne vores ghettoer samt alle traditioner, der vokser i ghettoerne, vil andre små problemer forsvinde automatisk og uden besvær.
F.eks jeg kan forestille mig, at indvandrerfamilien vil acceptere, at deres små piger vil kassere tørklædet, hvis det kun er deres piger i hele folkeskolen, som går med det. Og det er jo noget andet, hvis de er mange flere, som anvender hovedbeklædning i samme skole, så kan de faktisk støtte hinanden i at bevare tørklædet.
Når ghettoerne er væk, forsvinder også parallelsamfund og vi hindrer de små piger i at gå med tørklæde i folkeskole og antallet af tosprogede elever bliver fordelt ligeligt i antallet af klasser og med tiden kan Hasan måske få lyst til at gå tilbage til folkeskolen.
Med venlig hilsen
Medhat Khattab, speciallæge
Svendborg
