Af Linda Kristiansen - folketingskandidat for Radikale Venstre, Tina Fischer - folketingskandidat for Radikale Venstre og Claus Wachmann - Formand for Radikale Venstre i Gladsaxe
Der er 5-6.000 prostituerede i Danmark. 5.-6.000 mennesker, der har lige så meget ret til respekt, anerkendelse og rettigheder som resten af os.
Men når vi læser debatindlæg fra personer som Hanne Helth, Balder Mørk og Pernille Vigsø Bagge, der kritiserer DR for at vise et billede af prostitution, hvor prostituerede ikke kun fremstilles som ofre for ”mænd som vilddyr med en ukontrollabel seksualitet”, så kan vi ikke lade være med at undre os.
Vi forstår ikke den manglende respekt for voksne menneskers eget valg. Vi ser, at man i misforstået godhed fratager en gruppe borgere deres rettigheder – fordi disses valg af livsstil og erhverv ligger langt fra de gængse forestillinger om et godt liv.
Virkeligheden er ikke så sort/hvid, som ovenstående personer ønsker at gøre den. Og ved at insistere på at gøre den sort/hvid, så mister vi muligheden for faktisk at kunne hjælpe dem, der har brug for hjælp. Vi fastholder i stedet alle prostituerede i en stigmatiseret position. En position hvor prostituerede altid vil være ofre – ikke kun i omtale, men også i praksis.
Første skridt på vejen mod at hjælpe – som vi jo alle gerne vil – må være at skille tingene ad:
Prostituerede er prostituerede.
Ofre for menneskehandel er ofre.
Hvis debatten skal blive mere kvalificeret, skal vi være præcise med, hvem vi taler om, når vi debatterer. Og vi bør lade dem, vi debatterer om, komme til orde – præcis som DR har gjort.
Prostitution kan for nogle personer være en midlertidig løsning på et problem af økonomisk eller social karakter. For andre et bevidst valg af livsstil. Prostituerede er en meget sammensat gruppe med forskellige behov. Det er uden for enhver tvivl, at en del af dem har behov for reelle og varige alternativer til det liv, de har. På den anden side må vi også erkende, at en stor del af de prostituerede har foretaget et frit valg blandt flere alternativer.
Vi anerkender dette valg. Det var måske ikke det, vi ville have valgt, men det er ikke os som politikere, der skal bestemme, hvordan folk skal vælge at leve deres liv. Vi skal blot sikre, at alle har mulighed for at vælge et for dem godt liv, uanset hvad deres valg måtte være, blot det ikke skader andre. Og hvad der er godt er individuelt.
Vi må som udgangspunkt tro på, at voksne, myndige mennesker kan træffe egne valg. Ethvert valg bygger på den enkeltes baggrund og aktuelle situation. Hvad der for én er et oplagt valg, kan for en anden være helt uforståeligt. Ingen kan stille sig til moralsk dommer over for den enkeltes valg. Og som radikale politikere skal vi da slet ikke lovgive på baggrund af moral eller tilfældige opfattelser af hvad der seksuelt er "rigtigt" og "forkert". Hvad vi imidlertid kan gøre, er at skabe mulighed for at fortryde et valg.
De prostitueredes behov er at få anerkendt deres valg og undgå stigmatisering. En løsning for dem vil være, at prostitution bliver afkriminaliseret, at erhvervet bliver anerkendt. Det vil sige, at der skal sikres ordnede forhold med adgang til ikke-moraliserende social og sundhedsfaglig rådgivning.
Mange tror fejlagtigt, at rufferiparagraffen (Straffelovens paragraf 228-229) beskytter prostituerede mod personer, der udnytter dem, men virkeligheden er, at den forhindrer prostituerede i at samarbejde med lovlydige forretningsfolk og faktisk tvinger dem til samarbejde med ”lyssky” personer. Prostituerede bør have samme rettigheder som alle andre erhvervsdrivende for at kunne leje lokaler, hyre en revisor og have samarbejdspartnere.
Rufferiparagraffen er i øjeblikket med til at gøre prostitution til noget halvulovligt herhjemme. Afhængigt af hvordan den tolkes, så vil enhver, der tjener på andres prostitution kunne straffes for rufferi med op til 4 års fængsel.
Som Hanne Helth selv har sagt, så er ”rufferiparagraffen helt central fordi den forhindrer folk i helt legalt at drive prostitutionsforretning”. Så længe vi fastholder rufferiparagraffen, så er der næsten frit slag for udnyttelse af prostituerede, da legale forretningsdrivende takker nej til samarbejde med prostituerede pga. risikoen for kriminalisering. Ved at fjerne rufferiparagraffen gør vi det muligt for prostituerede at drive en legal forretning.
Mange tror også, at rufferiparagraffen beskytter mod menneskehandel – men menneskehandel hører under en anden paragraf. Ifølge straffelovens paragraf 262a kan personer ”...straffes med op til 8 års fængsel, hvis de har været med til at rekruttere, transportere, overføre, huse eller efterfølgende modtage en person, hvor der anvendes eller har været anvendt ulovlig tvang, frihedsberøvelse, trusler eller anden utilbørlig fremgangsmåde med henblik på udnyttelse af den pågældende ved kønslig usædelighed, tvangsarbejde, slaveri eller slaverilignende forhold.”
De seneste år har politiets indsats på prostitutionsområdet hovedsagligt handlet om at finde personer, der ikke havde en arbejdstilladelse. Det handlede altså ikke om at forhindre menneskehandel eller give prostituerede bedre arbejdsvilkår. Var prostitution et anerkendt erhverv med en statslig kontrol, på samme måde som vi har kontrol i fx restaurationsmiljøet, så havde politiet kunne spare en del ressourcer på jagten på prostituerede uden arbejdstilladelse, og så kunne ressourcerne sættes mere massivt ind overfor menneskehandel.
Og vi skal ikke bare sende ofre for menneskehandel hjem efter 100 dage, men i stedet gøre som i Belgien, hvor:
- De tilbydes krisehjælp og bliver orienteret om deres rettigheder. I specialiserede centre tilbydes de psykologisk støtte og hjælp samt medicinsk behandling.
- Et samarbejde med politiet om at afsløre bagmændene udløser en opholdstilladelse på tre måneder og et tilbud om en midlertidig arbejdstilladelse.
- Der kan gives en permanent opholdstilladelse, hvis bagmanden bliver afsløret og dømt, og en række andre forhold er på plads. I andre tilfælde kan opholdstilladelsen forlænges for et halvt år ad gangen.
Men lad os sige det kort og præcist: Rufferiparagraffen skal fjernes, så indsatsen bliver målrettet det virkelige problem – menneskehandel. Vi skal have prostitution ud af den grå zone og skabe gennemskuelighed og anerkendelse for dem, der selv vælger faget.
En fjernelse af rufferiparagraffen vil give mulighed for rettigheder. Både til dem der er prostituerede, og for dem der er ofre.
Vi forstår ikke Hanne Helth, Balder Mørk og Pernille Vigsø Bagge.
