Hvis det lugter af lort, og det smager af lort… Ja, tænk! Så er det nok en lort.
Når vi bliver præsenteret for noget, som vi skal forholde os til, så bruger vi som mennesker vores egen kulturelle referenceramme til at afgøre, hvad det er, vi har at gøre med. Her er det præcis, at ovenstående logiske slutning tages i brug. Hvis noget lugter og smager som noget, vi kender, så er sandsynligheden for, at det er det samme ganske betydelig. Dette gælder også i politik, hvor vi igennem de seneste to år har oplevet, at to partier på det nærmeste er indgået i en ikke reversibel symbiose, hvor den ene lort smager og lugter som den anden.
Det er ingen hemmelighed, at de to partier i tale er Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, der selvom de har vidt forskellige skriftlige politiske programmer, alligevel er indgået i et parløb, hvor det er umuligt at skelne det ene parti fra det andet. De politiske udtalelser er uden tvivl synkroniseret, og aftalerne om hvordan en ged barberes er på plads allerede inden trimmeren er tændt og geden er præsenteret. Den helt entydige fordel i denne strategi er, at vælgerne er 100% sikker på, at de to partier arbejder i samme retning, og de begge er interesseret i at arbejde med den politiske “løsning“, de har præsenteret. Dette står helt i modsætning til den borgerlige fløj, hvor trioen VKO ofte modsiger hinanden og skælder og smælder. K siger skattelettelser, V siger nix og DF siger PENSIONISTER! Man ved måske, hvad det enkelte parti vil, men man aner ikke om de i sidste ende – populært sagt – kan tælle til 90! Som vælger bliver man derfor usikker, man ved ikke om K kan sikre skattelettelser, man ved ikke om LA får indflydelse, så reformerne kan sikres, og man ved ikke om V fortsætter med sin semi-socialistiske politik. Vi har altså fire partier, der hver især tegner en profil – og hvis ikke andet, så kan man jo sætte et kryds ud fra den profil, som man selv sympatiserer mest med. Den samlede plan er dog rigtig svær at få øje på, og netop her vinder den encellede amøbe, som nogen ynder at kalde S/SF.
Men nu til mit egentlige spørgsmål. Hvad nu hvis man ved, at man vil stemme på Fair Forandring/Løsning/Fidus/Call-it-what-you-like-it-is-still-not-a-good-plan? Hvem skal man stemme på, for de to involverede partier har indgået et parløb så tæt, at man ikke kan kende forskel på dem mere. Selvstændigheden, individualiteten er forsvundet. Socialismen har sejret af helvedes til, og de to partier har ensrettet sig selv i bestræbelserne på at få taburetter. Hvis jeg nu spurgte DIG: Hvad er forskellen på S og SF? Kunne du så give et svar? Sikkert ikke!
Hvis jeg spurgte Ole Sohn og Nick Hækkerup – Kunne de så give et meningsfyldt svar? Umiddelbart ville du sikkert svare: Selvfølgelig, men så se lige med i Tirsdagsanalysen fra den 5. april, hvor Nick og Ole netop får det spørgsmål… Spol frem til 30:00 og nyd Ole træde vande, da han skal forklare, hvorfor man skal stemme SF frem for S, og smil når Nick afviger spørgsmålet med den klassiske “Det vil jeg ikke svare på her“.
Så når nu SF lugter og smager som S, mon ikke det så i virkeligheden er det samme parti!
Det store spørgsmål er så bare, hvad det nye storparti skal hedde. Må jeg foreslå 3SF?
