DET ER TANKEVÆKKENDE at sammenligne DR's to seneste søndagsserier: ' Lykke' og ' Borgen'. ' Lykke' er en let komedie, som giver en ret urealistisk, men morsom beskrivelse af hverdagen i medicinalvirksomheden SanaFortis. ' Borgen' er en dramaserie, som - på trods af enkelte komiske elementer - i udgangspunktet giver en alvorstung og tilstræbt realistisk beskrivelse af det politiske liv. Politik er ikke noget, man skal lave sjov med.
Det er en tilsnigelse at udlede en trend på basis af to observationer. Men alligevel. Hvornår har der i Danmark sidst - om nogensinde - været en komedieserie om den offentlige sektor og det politiske liv? ' Riget' af Lars von Trier rummer elementer af satire, men den er 17 år gammel. ' Olsen-banden' er biograf-film - og alle bortset fra én indspillet for mere end 30 år siden. Alt i alt ikke imponerende, når man tager i betragtning, at Danmark har verdens største offentlige sektor. Der burde være nok at lave sjov med. Det har Sveriges Television indset. Her har man produceret første sæson af den succesfulde komedie ' Starke Man', som gør grin med politikere og kommunalt ansatte i en fiktiv kommune. Anden sæson sendes i efteråret 2011.
BBC's ' Yes Minister' og ' Yes Prime Minister', som blev produceret i perioden 1981-88, er et andet eksempel på en komedieserie, som spidder politikere og bureaukrater. Et af afsnittene handler om et nyt hospital, som har været åbent i 15 måneder med 350 administratorer, men uden patienter, fordi der ikke er råd til også at ansætte læger. Da ministeren påtaler dette, indvender embedsmanden Sir Humphrey, at hospitalet er et af Storbritanniens mest veldrevne.
Dette plot er urealistisk - men næppe mere end meget af det, der foregår i SanaFortis. Og det er morsomt, fordi der er et element af sandhed i overdrivelsen.
Den private sektor er udsat for konkurrence, og kunderne kan derfor gå et andet sted hen. Det skaber et stærkt incitament til altid at tænke på kundernes behov. I de offentlige velfærdsmonopoler er der derimod en noget større fare for at miste dette fokus.
REGIONERNES FORHOLD til privathospitaler er et godt eksempel. Privathospitaler har vist sig at kunne levere mange ydelser billigere end de offentlige sygehuse.
Vi får mere sundhed for de samme penge. Regionerne har reageret ved at oprette såkaldte friklinikker på de offentlige sygehuse. Friklinikkerne får frihed til at benytte nogle af de samme principper som privathospitalerne: specialisering i standardiserede operationer, friere rammer til at optimere arbejdsopgaver og arbejdsgange samt resultataflønning.
Som følge heraf er De Vestdanske Friklinikker 52 pct. mere produktive end gennemsnittet af offentlige hospitaler.
Bemærk, at oprettelsen af friklinikker først skete, da konkurrencen fra privathospitalerne opstod.
Flere regioner har begrundet oprettelsen af friklinikker med ønsket om at ' holde patienterne i eget regi'.
Dette motiv kan undre. Hvorfor ikke benytte privathospitaler i stedet og koncentrere sig om at få styr på resten af forretningen, som formentlig også kan effektiviseres? I denne uge offentliggjorde Cepos en ny undersøgelse, som viste, at privathospitalerne faktisk også er billigere end friklinikkerne - 19 pct. billigere. Og det blev derfor foreslået, at privathospitalerne blev inviteret til at drive hele afdelinger på de offentlige sygehuse.
Dermed kan der opnås en bedre udnyttelse af den kapacitet, som alligevel findes, og som regeringen har besluttet at bruge 40 mia. kr. på at udbygge i de kommende år. Forslaget fik støtte af sundhedsminister Bertel Haarder. Men formanden for regionerne, Bent Hansen, ville ikke høre tale om det. I Sverige har man ellers gode erfaringer, ligesom det har fungeret fint på Aabenraa Sygehus de sidste 10 år, hvor et privathospital har stået for skanninger.
(Dette er en forkortet og lettere redigeret udgave af min faste klumme Modpol fra Politiken den 19. marts 2011)
