Skadefryd anses normalt ikke for en pæn følelse. Den bør man ikke have.
Og man bør heller ikke danse på sin fjendes grav. Heller ikke Bin Ladens. Det er der mange fromme folk, som har indprentet os her på det seneste.
Men man må – vistnok – godt glæde sig, når en alvorlig trussel bliver afværget eller stærkt formindsket. Sådan har jeg det med Helle Thornings eventuelle eliminering fra slutspillet om 2020-planen.
Skadefryd hører pudsigt nok ikke med blandt katolikkernes syv dødssynder. Men hovmod gør. Og det er dér jeg lige siden, hun kom til, har haft mit problem med Helle Thorning. ”Jeg kan slå Anders Fogh,” råbte hun ud over forsamlingen af socialdemokrater, der var inviteret til at hylde vinderen af formandsopgøret dengang i 2005.
”Jeg kan slå Anders Fogh”, og så dette brede, kunstige, sejrssikre smil ud i salen.
Det er hovmod i den ægte udgave. Og der er også nok noget hovmod i, at hun og Sass Larsen allerede er begyndt at rejse ud i de store hovedstæder for at samle materiale og kontakter til at opbygge stabe af pr-rådgivere og spindoktorer. Så de er klar den dag, hvor Our Glorious Queen fantaserer om at rykke ind i Statsministeriet.
Dette her hedder også hybris, dvs. overmod, der påkalder sig gudernes hævn, og som straffes med nemesis.
Men altså, jeg er så glad for, at skadefryd ikke er syndigt, og at ønskedrømme slet ikke er det. For jeg har altså en varm drøm om at se Helle Thornings smil stivne og blive afløst af en rigtig sur mine, hvis de Radikale og regeringen plus DF når frem til et forlig.
Helst sådan at hun kommer til at ligne Søren Krarup på en dårlig dag.
