Kollektivisternes blame game efter en tragedie
Når en tragedie finder sted i et populistisk samfund, står levebrødspolitikere og meningsdannere gerne i kø for at kapitalisere på den, hvorimod de, der er tæt på sorgen, iagttager passende respekt. Efter terrorangrebet i Norge har man da også haft andægtig stilhed, i stærk modsætning til herhjemme, hvor det politiske klima som altid er usselt og betændt.
En af de mere ubehagelige metoder er den klassiske ”guilty by association”, som f.eks. det monopollignende Ritzau brugte til at associere Morten Messerschmidt med Breivik, mens andre, der er nævnt langt mere direkte og favorabelt i terroristens manifest, på forunderlig vis ikke udpegedes. Atter andre giver samfundet skylden og ønsker at svække ytringsfriheden for at komme den debat til livs, eller knægte de fritidsaktiviteter, som hævdes at dræbe mennesker. Atter andre giver ofrene (nemlig multikulturalisterne) skylden for, ved deres laden-stå-til at have nødvendiggjort volden.
Trods det åbenlyst smagløse i at misbruge en tragedie politisk er der en vigtig lære i dette pinlige efterspil: De ovennævnte tilfælde er nemlig alle foruroligende eksempler på, at Breiviks individuelle ansvar nedrangeres til fordel for et generaliserende blame game. Men er disse forklaringsmodeller ikke netop symptomatiske for det populistiske, kollektivistiske samfund, Danmark er blevet til?
Vejen mod totalitarismen går altid via kollektivismen
Jo, det er de. For vejen mod totalitarismen, som Hayek beskrev, tager udgangspunkt i undermineringen af den sunde balance mellem individ og kollektiv (f.eks. det socialliberale samfund) og fortsætter via den systematiske nedbrydning af menneskets ret, frihed og selvforståelse (og bliver til statskapitalisme, og derefter diktatur). Kollektive behov adresseres med laveste fællesnævner: Vold, porno, og reality-shows fyldt med banal flokdyrspsykologi udbredes i en lind strøm gennem statsmedierne, mens den information, som tænkende og stræbsomme individer ønsker, bliver bortgemt, forvrænget og undertrykt.
Vi glemmer, at vi er mennesker med rettigheder, moral, ansvar og frihed, og vi reduceres til sociale dyr, der skal indfanges, reddes, mades, styres, og underholdes af en hær af eksperter, meningsdannere og bureaukrater.
Mens psykiatere, sundhedseksperter og andre dele af det medico-industrielle kompleks i statskapitalistiske samfund lever af at sygeliggøre alle mennesker*, så lever meningsdannere og politikere i samme type samfund af at rationalisere alles handlinger. Det første for at sælge rådgivning og medicin og adfærdsregulere. Det andet for at opfinde forhold, der kan bruges til at gennemtvinge nye love og dermed få levebrødspolitikerne til at fremstå produktive.
Ethvert ledigt synspunkt, uanset hvor rabiat eller grotesk, det måtte være, bliver forsvaret, for der er levebrød i social engineering. Den kollektivistiske konsensus er blevet ekstrem, og som George Orwell sagde: I tider med universel løgn bliver det revolutionært at sige sandheden. Det eneste synspunkt, som bliver sjældnere og sjældnere er det helt afgørende vigtige for vores menneskelighed og moralitet, at individet selv er ansvarligt for dets handlinger. Der er på 180grader hundredevis af links og historier fra læsere, der viser, hvor vidt, det er kommet til med denne social engineering.
Dette paradoks skyldes igen kollektivismens selvmodsigende opfattelse af mennesker som sociale dyr uden individuel karakter, der skal reguleres og styres for at opnå en bedre verden. Du er ikke særlig, du er bare syg som de andre, du fejler X, og her er dit (skatteyder-dyre) fix. Eller: Du er ikke særlig, du slog 70 mennesker ihjel, det er samfundets skyld, for du har ingen fri vilje, vi løser det med et fix af samfundet: Mindre ytringsfrihed.
De mere totalitært anlagte og populistiske politikere bruger kollektivistiske forklaringsmodeller i deres behov for at rationalisere f.eks. terror for at ”gøre sig selv nyttige”, og disse forklaringer fjerner fokus fra individet (hvor politikerne ingen legitimitet har) og over på kollektivet (hvormed de kan styre verden) og får derefter ofte lovmæssige konsekvenser, der yderligere medvirker til at afvikle demokratiet**: Denne onde cirkel er en af hovedmekanismerne på vejen mod trældom***. Disse forklaringsmodeller er også denne gang blevet misbrugt.
Samfundet trues ikke af få ekstremister, men af de sociale ingeniører, der misbruger dem
Masser af individer har ved handling vist, at man ikke kan generalisere: Der findes gode og dårlige mennesker, der har bekendt sig til socialisme, kapitalisme, kristendom, jødedom, Islam, anarkisme, ja selv fascisme og kommunisme. Hvorfor? Fordi enkeltmennesker ikke kan indfanges af ideologier, lige meget hvor meget, magthavere forsøger det.
Generaliseringen er empirisk modbevidst igen og igen, og alligevel får løsningen, nemlig individets eget ansvar, aldrig lov til at stå alene, thi der er intet levebrød for den politiske klasse, mediepaverne og smagsdommerne, i individuelt ansvar.
Konklusionen er den velkendte:
Mennesket er et individ med individuelt ansvar. Ideer dræber ikke mennesker, mennesker gør. Samfundets frie debat dræber ikke mennesker, mennesker gør. Anders Breivik var ekstremist og dræbte af egen vilje, ligesom andre terrorister, der har hyldet andre religioner eller ideologier, og længere er den ikke.
Den største trussel mod vores frihed og vores samfund kommer ikke fra disse isolerede, ekstreme handlinger, hvor tragiske de end er, men fra de mørke kollektivistiske kræfter, der prøver at fortælle os, at vi ikke er frie væsner med egen vilje, men at tragedierne har et generelt og kollektivt element, der nødvendiggør yderligere indskrænkelse af vore individuelle menneskerettigheder.
Lad os derfor lægge afstand til de mørkemænd, der prøver at fortælle os noget andet, og som allerede nu ihærdigt arbejder på at kapitalisere på tragedien i Norge.
Noter:
* Forleden sagde de i Statsfjernsynet, at det nu er en sygdom, at spise mere mad end normalt.
** “There is little value in ensuring the survival of our nation if our traditions do not survive with it.“ - John F. Kennedy.
*** “Emergencies have always been the pretext on which the safeguards of individual liberty have eroded.” - Von Hayek
