I 2009 startede anstrengelserne for at hjælpe danske soldater,der havde været udsendt i Kongerigets tjeneste,og var kommet til skade.2010 var et godt år til at præcisere,hvor problemerne lå,og samtidig det år,man fra politikernes side valgte at udarbejde nødvendige lovbestemmelser m.v.for, i 2011 at indføre og starte de nødvendige arbejder,for at føre planerne ud i livet.I den henseende var gennemførelsen af Veterancentret den absolut vigtigste.Man samlede kræfterne i Ringsted,hvor 110 specialster inden de nødvendige områder boede under samme tag,støttet af mange andre både der og rundt i landet.
Sammen med andre frivillige er vi en kreds ,samlet i Gruppen"VI SLÅR IHJEL og lever med det " på Fæcebook,der har set ,hvad der sker,når noget kikser. Vi ønsker at holde "gryden i kog".Ikke for at provokere,men for at erindre.Det største hul i systemet er ikke det administrative system eller langsommeligheden i hjælpesystemer,der af og til bremser for hinanden ,ved overlapnin-ger,.Nej.Det er kommunernes sociale sagsbehandlere,der af ren ukendtskab til,hvad der sker under udsendelsern,træffer afgørelser,der er helt uforståelige for de implicerede..Det samme skar for sagsbehandlerne i forsikringsorganisationerne m.fl.De ved ikke,hvad veteranerne udsættes for,og at en discusprolaps "optjent" ved at bære rundt med en Wallon-minesøger i hånden,måske skal vurderes anderledes end,hvis den var fremkaldt ved at bære øl,eller hvis en pådraget skade,f.eks. PTSD,hvis helbredelse kan strække sig gennem år,ikke har godt af at blive sendt i i arbejdstræning hvert halve år.Det nye veterancenter tager højde for en sådan uddannelse.Vi holder gryden i kog,indtil det sker.
Simon Astley-Kristensen ødelagde ryggen under krigen i Afghanistan.Han blev hverken skudt eller sprængt i luften.Derfor får han ingen hjælp fra forsvaret. Manglen på specialuddannede ingeniørsoldater gjorde,at Simon efter et par patruljer fik Wallon-minesøgeren i hånden.Nu var det ham,der skulle gå forrest.Det var lidt "nervøst" i starten-med at gå forrest-men han var en mand med temperament,stort behov for for fysisk aktivitet,og gik derfror rigtig mange patruljer.En patrulje varede 1-5 timer-med krum ryg.Engang var de 13 timer om det,fordi de blev angrebet under-vejs.Han fik konstant ondt i ryggen.Bad om en pause,men afløseren blev syg ????.På`en igen.Under en orlov kunne han knap løfte sin taske.Tilbage ved fronten havde han det forfærdeligt,men han var frivillg og ville ikke svigte kammeraterne,men slap for minesøgeren.
Han var overbevist om,at den nye veteranpolitik ville hjælpe ham.Man fandt ud af,at han havde en discusprolaps.Men den havde han ikke fået i kamp.Han kunne ikke få en arbejdsskade bedømmelse,for så skulle man have udført ensidigt belastende arbejde gennem flere år.Han blev hidsig "De havde jo lovet ham,at de ville tage sig af ham,hvis han blev skadet".Han var som tømrer i superfprm under sessionen.Han havde intet mærket under træningen.Der var ingen tvivl om,hvor skaden stammede fra.Organisationerne kunne intet gøre.Bureaukratiet sejrede.
En prægtig ung mand,der gik forrest med en minesøger for at beskytte sine kammerater i Afghanistan,blev gradvist slidt ned fysisk,ville ikke svigte sine kammerater,ved at prøve at komme hjem,sidder nu i sin lejlighed på Peter Bangs vej i København.Er under antidepressiv behand-ling.Vil bare gerne behandles i det system,som han var gledet ind i,hvis han var blevet skudt på.Politikerne siger."Det må vi se på." Jeg siger."Det kan vi ikke være bekendt at vente på." En flygtning i Sandholmlejren,der brækkede sit ben i et hul,der ikke måtte være der,ville få en bedre behandling.
