I sidste uge bragte flere medier historien om, at en anonym sæddonor viser sig at have spredt den alvorlige sygdom NF1 til en hel klynge af donorbørn i og uden for Danmark. Svaret kom prompte: reglerne for sædbankernes brug af donorer må skærpes. I erkendelse af at man ikke kan screene for alt, lyder svaret nu, at sæddonorerne ikke må blive biologisk ophav til helt så mange børn som tidligere. Skaden kan altså begrænses til syv børn i stedet for femten, hvis uheldet skulle være ude.
De politiske partier har altid haft svært ved at håndtere de såkaldt "etiske" spørgsmål og fritstiller gerne medlemmerne, når der stemmes. De gælder spørgsmålet om sæd- og ægdonation, homoseksulles deltagelse heri, adoption, aktiv dødshjælp og en række andre spørgsmål, hvor vi er inde og røre ved det inderste af privatsfæren. Denne regnes for at være så hellig, at den nærmest unddrager sig politisk diskussion. Her er man som liberal lidt lettere stillet, i det man dybest set må støtte sig til princippet om, at det enkelte menneske selv må vælge. Det er altså ikke samfundet som sådant, der skal sætte sig til dommer over, hvorvidt det er godt eller skidt at få børn ved hjælp af fremmed, evt. anonym sæd eller æg. Det kan vi hver især have vores private mening om:
Jeg mener f.eks. personligt et eller andet sted, at man springer over, hvor gærdet er lavest, hyller sig i en illusion eller det, der er værre, hvis man prøver at lade, som om barnet ikke har en biologisk far og mor, hvis baggrund er meget vigtig og derfor god at kende. Men andre kan have det anderledes. De kan synes, at barnet ikke behøver at vide, hvor det kommer fra, blot det har nogle gode - hvad det så er - sociale forældre. Så længe der ikke foregår direkte vanrøgt, må lesbiske, bøsser, sterile mænd og kvinder selv indrette sig med en kendt far, en ukendt far, en halvkendt far (eller mor) som de vil.
Så er der selvfølgelig spørgsmålet om, hvorvidt samfundet skal beskytte det ufødte barn mod forældrenes dispositioner. Svaret er blot, at det kan man alligevel ikke. Hvis lovgivningen - som i en række af vores nabolande - stiller den slags krav og f.eks. kræver, at donor skal være registreret og kendt, kan forældrene blot tage til et andet land og få løst deres problemer - det er det ene og mere håndgribelige i sagen. Det andet er, at man indskrænker folks frihed til at bestemme selv. Men hvad så med barnet? kunne man indvende Skal det ikke kunne vælge selv? Her tror jeg, at man kommer til at ligge under for en illusion. Jeg kan jo alligevel heller ikke vælge, hvem der er mine forældre. Det er de bare. Jeg kan heller ikke vælge ikke at have kendt dem. For det har jeg heldigvis.
Så er der sundhedsaspektet: Skal vi ikke sikre størst mulig sikkerhed på klinikkerne? Jo - men ikke en sikkerhed, der er en illusion. Hvis man som 30-årig gifter sig eller får børn med en mand eller kvinde, man synes, man kender, kan der jo også godt være lig i lasten. Der er da ingen tvivl om, at det giver meget mere sikkerhed at kende den mand eller kvinde, som man får børn med, evt. hans eller hendes øvrige famile, så man kan danne sig et indtryk af deres genetiske arv, værdier osv. Og det vil jeg da selv anbefale, at man gør. Men som lovgiver kan jeg ikke bestemme, hvad andre skal gøre på dette område. Det kommer nemlig ikke mig ved.
links:
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2011/05/31/023039.htm
http://www.tv2oj.dk/artikel/989:10---oktober--Barnemorder-var-saeddonor
