Ingen velfærd uden velstand

Ulrik B. Petersen,

02/09/2014

... og ingen velstand uden hårdt arbejde.

Det foretrukne mål blev at skaffe sig en så behagelig tilværelse som muligt ... Det var jo ikke nødvendigt at arbejde, da staten betalte løn til alle og enhver for at udføre de såkaldte borgerpligter, og befolkningens store ubemidlede flertal blev mere og mere indstillet på at benytte sin politiske magt til at leve af offentlig understøttelse. Og som al anden arbejdsfri indtægt virkede statsunderstøttelsen demoraliserende ... En overgang troede man at kunne genopvække samfundsånden med nye love, og et sandt lovgivningsraseri tog sin begyndelse. Følgen af en så naiv tro på formaliteternes magt over menneskehjertet blev naturligvis, at man bare fik en mængde love og forordninger som ingen kunne holde rede på, og at praktisk talt hver eneste indbygger blev lovovertræder ...  

Dette kunne næsten være en historisk beskrivelse af Danmark i vor tid, men er faktisk historikeren Carl Grimbergs beretning om Athen for ca. 2.350 år siden. Ifølge Grimberg endte Athen som en "småtskåren ravnekrog".

Ganske vist er Danmark i disse år til akkompagnement af et næsten unisont kor af hyl og jammer ved at skrue lidt ned for hævdvundne rettigheder, hvor borgere ved at ynkeliggøre sig i tilpas grad, kunne lade sig livsvarigt underholde af staten. Da denne sociale gavebod var på sit højdepunkt, kunne en dansker som teenager ansvarsfrit kaste sig ud i eksperimenter med alkohol eller narkotiske stoffer og dermed blive så fysisk nedbrudt at han/hun i praksis kunne pensionere sig selv fra tyveårsalderen. Der er et stykke vej igen med normaliseringen, for danskerne er stadig flittige til at kræve og benytte sig af lægelige diagnoser, der kan tjene to formål, dels at skaffe "den syge" en livslang pension, og dels, hvis der er tale om børn, at fritage forældrene for det moralske ansvar for (fejlslagen) børneopdragelse. Således florerer en del modediagnoser, der alene har interesse, fordi der kan være penge eller ansvarsfritagelse forbundet med dem. Desuden er mange ikke ivrige for at arbejde, fordi "det ikke kan betale sig".

Når velfærden i disse år må nedjusteres, skyldes det ikke at politikerne har særligt lyst til at lægge sig ud med deres vælgere, som de har lovet guld og grønne skove, men at den danske velfærdsmodel ikke er bæredygtig. Det er omsider ved at dæmre i magtens cirkler, men endnu ikke i befolkningen, at der trods alt skal være nok af "brede skuldre" til at bære byrderne for de smalskuldrede. Af flere grunde, bl.a. demografiske, begynder det at knibe med nok af de brede skuldre. Desuden er et rundhåndet velfærdssamfund åbenlyst uforeneligt med en generøs asyl- og familiesammenføringspolitik.

Hvad der har bragt de vestlige kulturer frem i forhold til andre kulturer er efter min opfattelse et mix af frihed for religiøs undertrykkelse, opfinderlyst, industrialisering samt hvad man kunne kalde calvinistisk arbejdsmoral. I tiltagende grad har de vestlige  samfund udviklet sig i mere civiliseret retning, idet et af kendetegnene for et civiliseret samfund er at vold er sidste udvej for at fremme eller forsvare synspunkter og interesser. Også dette har befordret velstanden. Opfindelser af teknik og maskiner har været forudsætningen for at masseproducere og dermed billiggøre varerne, og forne tiders arbejdsmoral og -disciplin har nødet folk til at passe deres arbejde, selvom det ikke var særlig sjovt, behageligt eller "meningsfuldt".

De fleste store opfindelser er gjort gennem de sidste 200 år, og der er næsten alle gjort i Vesten, eller mere præcist, i angelsaksiske lande, fortrinsvis USA. De såkalde BRIKS- lande  (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) som en tid har syntes at vinde på den korte bane fordi de har et overskud af arbejdskraft, der er billigere end i de vestlige lande, er ikke vundet frem pga. stor opfindsomhed; det er ikke fra disse lande, vi ser ny teknologi opstå.

Velstanden i de europæiske lande accelererede i 1960'erne. I familierne blev det muligt at anskaffe bl.a. køleskab, vaskemaskine, tørretumbler og TV, og der kom supermarkeder, der lettede indkøbene, og tøj blev forbedret med kunstsstoffer. En del fik bil og nogle byggede hus etc. Kvinderne fik mere frihed og kom på arbejdsmarkedet i voksende tal. Kvindens frigørelse fra hjemmearbejdets trældom havde sin rod i opfindelser, masseproduktion og en rimelig arbejdsmoral, der fik folk til at gå på arbejde, også når det var surt. Samt naturligvis opfindelse af P-pillen og anden forbedret antikonception. Også fri abort har bidraget til kvindernes øgede fri- og lighed. Især kvinderne har meget at takke amerikansk opfindersnilde for, da alle hjemmets maskiner er opfundet af amerikanerne. Også P-pillen, for den sag skyld

I dag er arbejdsmoralen i Danmark dårlig, for Danmark har udviklet sig til et slapt og dovent rettigheds- og lønmodtagersamfund, hvor folk kræver mere i socialydelser og højere løn end konkurrencen tillader, og samtidigt ikke vil tage personligt ansvar. Desuden vil mange hellere holde fri end at bestille noget. Det er faktisk svært at få øje på de politisk opreklamerede "hårdtarbejdende danskere", især ikke hvis man ser på kontorerne fredag eftermiddag, selvom der er nogle få udvalgte brancher, hvor der kan være travlhed. Så længe vi i Vesten fortsætter med at insistere på høj løn uden at kunne levere væsentlig højere kvalitet, og vi ikke er tilstrækkeligt innovative, vil dette mønster ikke ændre sig, og Vesten vil uundgåeligt blive relativt fattigere. Danmark mangler producerende virksomhed, men næsten ingen gider at skabe arbejdspladser for andre end sig selv, for de vil stå alene med risikoen, mens et helt samfund står klar til at malke dem, hvis de tjener penge. Der er et åbenlyst misforhold mellem risiko og gevinst, som politikerne kun langsomt tør opbløde på grund af venstreorienteret automat-retorik. Det har ikke været en gratis omgang gennem flere generationer at indoktrinere befolkningen til et indædt marxistisk inspireret had til erhvervslivet.

Danske produktionsvirksomheder er gennem de sidste 25 år forsvundet i hobetal, mens ledende politikere og embedmænd har lukket øjnene. Arbejdspladserne er lukket eller udflaget til andre lande, godt hjulpet af tåbelige politiske paroler som fx. "Danmark skal være et servicesamfund",  "vi skal eksportere velfærdsteknologi" eller være et "videnssamfund". For ikke at glemme naragtige udmeldinger om at nu vil politikerne gøre dette  eller hint for at skabe jobs. Ingen politiker har nogensinde skabt så meget som et eneste job, der ikke var helt eller delvist betalt af skattemidler. 

Ordet "videnssamfund" vidner om intellektuel nedsmeltning i den politiske tænkning ud fra en forestilling om at man skulle kunne leve af eller eksportere viden, samt at det er nogenlunde ligegyldigt, hvad man ved. Viden er ganske vist gerne positiv ud fra en dannelsesmæssig betragtning, men ikke typisk en suveræn basis for at skabe et levebrød. Enhver erfaring belærer nemlig om at viden uden kunnen er gold. De såkaldte videregående uddannelser har endnu meget at lære mht. til at uddanne kandidaterne til både at vide og at kunne, en følge af at de fleste universitetslærere ved de videregående erhvervsrettede uddannelser, aldrig selv har haft "hænderne i bolledejen".

Vi er i færd med at solde velstanden op, både fordi den personlige, politiske og institutionelle ansvarsfraskrivning har ladet sig dybt forankre i folkekulturen, og fordi vores lille land er belemret med et ineffektivt forvaltningsbureukrati, der er mindst dobbelt så stor som det behøver at være. Danmark indtager ikke længere nogen prominent plads på listen over rige lande. Desværre er der kun udsigt til forværring.

Ender Danmark som en småtskåren, fattig ravnekrog ligesom Athen ? Det er svært at være optimist.

Kilde: