Kronik af Medhat :
Siden slutningen af januar 2010 og efter den tidligere ægyptiske, præsident Mubarak blev afsat fra magten på grund af den ægyptiske revolution og som led i det arabiske forår, har verden været interesseret i og spekuleret meget på, hvordan det vil gå i fremtiden for Ægypten - og hvilken vej det vil gå.
Kan Ægypten blive et Iran nummer 2 i et område med et strengt islamisk regime, eller vil Ægypten fortsætte med at være et land med tolerance og gæstfrihed, hvor der er plads til alle, på trods af deres religion?
Der har været forskellige udmeldinger fra alle de involverede parter i Ægypten om fremtiden, først og fremmest fra det militære, midlertidige overgangscouncil og ikke mindst fra dem, som kaldes Mubaraks tilhængere. Der er fortsat forvirring på højt plan og det er ligesom den forvirring, vi oplever dagligt på Tahrirpladsen og andre steder i Ægypten, hvor der demonstreres flittigt for alt og imod alle.
Vi har næsten efter hver fredagsbøn oplevet en demonstration, hvor årsagerne og begivenhederne dertil er blevet kaldt noget forskelligt.
Vi oplever både dem, som demonstrerer for demokrati og andre demonstranter, som er modstandere af demokrati og frihed. Så er der en anden gruppe, som demonstrerer for Islam og islamisk magt. Endvidere er der dem, som vil have sharia i landet og endeligt dem, som ønsker Mubarak tilbage og ikke mindst dem, som hylder det midlertidige militærcouncil og ønsker, at de skal blive ved magten.
Men hvorfor løber islamister og Salafister af med sejren?
Svaret er komplekst og man skal faktisk helt tilbage i historien for at danne et overblik over, hvilken historie, som ligger bagved udviklingen. Det ægyptiske, muslimske broderskab (Al-Ikhwan Al-Muslimun) har eksisteret gennem generationer og blev dannet i 1929 af Hassan El-Banna.
Bevægelsen var beregnet til at bekæmpe den ikke religiøse, ægyptiske forfatning fra 1923 og oprette en mere religiøs stat og har altid, uden held, forsøgt at spille en afgørende rolle på den politiske scene i Ægypten, men den fik aldrig lov til det fra magthaverne, som blev uvenner med dem. Medlemmerne af Det Muslimske Broderskab gik under jorden i Gammal Abd El-Nassers tid, efter at de forsøgte at myrde ham, og det lykkedes dem senere at myrde den anden ægyptiske præsident, Anwar El Sadat, som tidligere satte dem i ægyptiske fængsler rundt omkring.
Efter Mubarak arvede magten fra Sadat, fik Det Muslimske Broderskab det heller ikke nemt under hans regime. Alle tre ægyptiske præsidenter var magtfulde og endte med at blive diktatoriske i deres opførsel, især når de blev genvalgt til præsidentembede. Der var altid 99,999%, som havde stemt på dem og det var selvfølgelig falsk.
Diktatorerne har etableret en grusom, hemmelig efterretningstjeneste, som beskytter dem, så ægypterne er blevet bange og har ikke turdet gøre noget. Det er farligt at ytre sig og især om politik. Alle 3 har tjent store formuer til dem selv, familier og venner. Resten af ægypterne er fattige eller bliver tvunget til at slås for deres daglige brød. Korruption, undertrykkelse og fattigdom er kendetegn for Ægypten. Folk tør ikke andet end at rette ind.
Det værste ved magthaverne er, at de har siddet på magten, indtil det sidste og har ikke villet give slip.
Så både Naser og Sadat døde, mens de var præsidenter, men Mubarak var så grov, at han ville give magten til sin søn Gammal.
Naser var den værste overfor Det Muslimske Broderskab. Han kom til magten efter et militærkup imod den tidligere, ægyptiske kong Farouq. Naser var officer i hæren og meget nationalistisk. Han var meget populær og den mest kendte leder i den arabiske verden. Man husker tydeligt den dag i 1967, hvor Naser ønsker at træde tilbage fra magten, som ægyptiske præsident, efter det voldsomme nederlag efter 7 dages krigen imod Israel.
Han anerkendte, at det var hans skyld, at Ægypten havde tabt krigen. På grund af hans popularitet, gik ægypterne i millionvis ud på gaderne for at bede ham om at blive ved magten. Naser blev også verdenskendt, efter at han sammen med Tito fra Ex-jugoslavien og Nehro fra Indien, dannede den alliancefri bevægelse, som var uafhængig af de 2 store alliancer. En vestblok (Amerika og vest-Europa) og østblok (Sovjet og øst-Europa) i den kolde krigs tid. Naser var modig og råbte altid højt op om moral og ideologi, hvilket sit folk og resten af den arabiske verden elskede ham for. Han har altid skældt ud på forskellige lande og hængt deres ledere ud og kaldt dem for imperialister og beskyldt dem for grov udnyttelse m.m. Han nationaliserede Suezkanalen og har altid med været socialist og antivesten. Han var god ven med Sovjet samt østblokken. Her var Det Muslimske Broderskab ikke ønsket og det gik under jorden. Broderskabet forsøgte at myrde ham, men det mislykkedes og de løb væk, gik under jorden med liv og sjæl og mødtes på hemmelige steder, hvis de overhovedet turde.
Sadat var taktisk klog og blev ven med Vesten og USA og smed det russiske folk ud af Ægypten. Han forsøgte at give frihed
til Det Muslimske Broderskab, men de var for meget overfor ham. De begyndte at kritisere ham og til sidst smed han dem i fængsel, ligesom Naser havde gjort.
Mubarak var ikke bedre end Naser eller Sadat overfor Det Muslimske Broderskab - tværtimod.
Så Det Muslimske Broderskab har eksisteret hele tiden på trods af hårde tider og strenge vilkår. De har af og til forsøgt at vise sig fra deres gode side ved at iværksætte gavnlige projekter, der især støtter de fattige ægyptere. De har etableret mange gratis, eller næsten gratis sundhedsklinikker. I de muslimske helligdage har de altid været ude med deres særlige look og givet mad og penge til de fattige ægyptere. De har altid og gennem årene vist gode gerninger under de 3 diktaturregimer, hvor Naser, Sadat og Mubarak var ved magten, når de kunne få lov til det. Så i realiteten har befolkningen ikke oplevet dem som andet end gavnlige, martyrer eller undertrykte på flugt og/eller i fængsler og som er blevet uretfærdigt behandlet af regimet. Måske vil folk på en eller anden måde belønne dem nu og det kan være en forklaring på alle de stemmer, som de fik ved det nuværende parlamentsvalg i Ægypten. Så hvis det kommer til stykket, er den almindelige, fattige ægypter i realiteten ligeglad med ytringsfrihed, kvinde undertrykkelse og demokrati, bare de får noget at spise og har tag over hovedet. De Muslimske Broderskab har gennem årene forsøgt at kritisere magthaverne med, at de ikke har magtet opgaven og de har forsøgt at hjælpe de fattige ægyptere med at give et lille nap i ny og næ. Det er virkeligt interessant nu, hvordan Ægypten bliver under Det Muslimske Broderskabs magt. Et parlament, hvor flertallet er islamister og salifister?
Personligt håber jeg, at de unge ægypteres død på Tahrir pladsen i Kairo ikke vil være forgæves. Formålet var at komme af med Mubaraks diktaturregime for at få et bedre demokrati, ytringsfrihed samt bekæmpelse af kvindeundertrykkelse, men så fik islamister og salafister overtaget magten i stedet for. Vil det gavne den fattige ægypter? Og hvordan er det med demokrati, ytringsfrihed og kvindeundertrykkelse? Det er svært at svare på.
Med venlig hilsen
Svendborg
www.medhat.dk
