Israel, Det Palæstinensiske Selvstyre, og hvad loven siger.
Det ”moderate” Fatah på Vestbredden og det ekstremistiske Hamas i Gaza har fornylig indgået en forsoningsaftale i Egypten
Og hvad vil det rent faktisk betyde for Israels sikkerhed? Fatahs styrker, finansieret af millarder fra både amerikanske skatteydere og europæiske, vil danne fælles front mod Israel, med Hamas i spidsen. Hamas vil udslette Israel, og alle forsøg på kommunikation med ”zionistfjenden” er utænkelige. Fatah støtter nu direkte hardcore terrorister.
I det sydlige Libanon har Hezbollah fået rettet mere end 40.000 raketter rettet mod Israel, skulle en ny krig bryde ud. Iran står i baggrunden, sammen med Syrien. Israel kæmper ikke kun en krig mod nogle få millioner Palæstinensere på Vestbredden og i Gaza. Israel kæmper imod Iran, Syrien, Libanon, PA, og måske snart også Egypten.
Israel vil forsvare sine borgere imod angreb, som gjort mange gange før. Israel vil forsvare sine borgere selvom det med FN-sikkerhed (100%!) kommer til at koste dem på den diplomatiske front. Israels bestræbelser på at forsvare sine borgere vil møde stor kritik, og det er endda på trods af international lov giver Israel, eller ethvert andet land, fuldt ud mandat til at forsvare sig præventivt.
Den internationale krigslovgivning foreskriver at enhver brug af magt eller militær anvendelse af BÅDE en hær og en oprørergruppe skal være ”proportionel” – ganske grundlæggende er retsprincippet at ”midlerne der kan bruges for at skade en fjende er ikke ubegrænsede”. Proportionaliteten fastsætter altså nogle basisrammer for hvor vidt en hær må gå, således hæren ikke udøver vold udover hvad der er nødvendigt for opnåelsen af sine militære mål. Dette retsprincip er både fæstet i selve det ratificerede dokument fra Hagen for mere end 100 år siden, samt almindelig sædvane i international lov. Proportionaliteten og dets lovmæssige implikationer gælder således også alle sager hvori vi har en militær overlegen aktør, som Israel, og det lovmæssige koncept ”proportionalitet” gælder ligeledes også for Israels internationalt kritiserede ”gengældelsesaktioner”.
For at kunne bestemme en korrekt og acceptabel ”proportionalitet” er der en hel del at tage højde for, i international lovgivning tager man især hensyn til hvorvidt, eller i hvilken grad - en fjendsk aktør har begået krigsforbrydelser, handler svigagtigt eller stadig gør. Israels fjender såsom Hamas, Fatah, Islamisk Jihad og Hezbollah har alle sammen bevist at de er skyldige i gentagne og eksplicitte brud på adskillige konventioner, de overtræder faktisk international lov i dette øjeblik.
Indenfor lovens rammer kan bedrageri i krig være acceptabelt, men Hagen Landkrigsreglementet, Genevekonventionerne af ’49 samt tillægsprotokollen fra ’77 foreskriver eksplicit at det er ulovligt at placere militært isenkram eller personel i meget befolkede områder – Skal man tro Røde Kors’ Præsident Jacob Kallenberger bor der i Gaza tre gange flere end på Manhattan – med andre ord, 28 millioner mennesker. Dette må naturligvis være en regnefejl af hr. Kallenberger (eller propaganda, døm selv). Skulle han mene Gaza City, så er der altså kun en befolkningstæt på lige under 7000; cirka én fjerdedel af Manhattans befolkningstæthed. Det er ydermere ulovligt at forhandle en våbenhvile på plads i ond tro, blot for at stille sig selv bedre til et kommende angreb, det er ulovligt at gemme sig bag symboler beskyttet under Genevekonventionen, så som Røde Kors. Det er også ulovligt at benytte sig af ”objekter af religiøs natur” og ”helligdomme som udgør en kulturel eller spirituel arv for folket” i krig – alle er eksempler der bliver set igen og igen i både Libanon, Gaza og på Vestbredden.
Disse love er ikke kun lovfæstet i overstående konventioner ratificeret af næsten hele verden, men også den internationale almindelige sædvane som har ligeså stor autoritet.
Imens bedrageri kan være et godkendt redskab i krigsførelse, er svigagtighed derimod et ”alvorligt brud” på loven for krig. Hagens krigsreglement gør det ret klart at det er ulovligt at placere militært personel eller isenkram i meget befolkede civile områder. De videre omstændigheder der gør sig gældende ang. Svigagtighed kan man finde i Geneve-tillægsprotokollen af 1977. De Palæstinensiske og Libanesiske terroristers mål med at gentagne gange gøre brug af menneskelige skjolde er at isolere Israel og gøre hende juridisk ansvarlig for civile tab. Tab som aldrig skulle have været fundet sted, havde de Palæstinensiske og Libanesiske grupperinger overholdt lovens regler.
På trods af Hamas’, Fatahs, Islamisk Jihads og Hezbollahs tætte forbindelser til civilbefolkningen, og i mange tilfælde sammensmeltning med selvsamme, er det ikke ensbetydende med at Israel ikke er juridisk berettiget til militært selvforsvar. Det er Israel. Dermed ikke sagt at Israel skal have ret til at gøre som Hun lyster uden at skulle stå til ansvar, det skal Hun, og med den opmærksomhed der er på hende fra det internationale samfund – på trods af hundredetusinder bliver slagtet i f.eks. Sudan – så skal Hun nok blive holdt i en meget kort snor. Det kan ikke understreges nok at Israel og hendes handlinger, som alle andre nationer, skal vurderes ud fra en kontekstlig sammenhæng – primært den at fjenden som sagt ikke tøver med grov svigagtighed.
Set på baggrund af Israels tidligere konfrontationer med fjender der ikke har haft nogen som helst betænkeligheder med udpræget og uundskyldende svigagtighed i bl.a. Gaza og Libanon, har Israel ikke én eneste gang været skyldig i ”ikke-proportional” krigsførelse. Alle kombattanter, inkl. De i Gaza og Libanon, er forpligtet til at overholde den internationale krigslov. At de skal det, som ikke-statslige aktører, bunder ikke kun i Martens-klausulen fra indledningen af Hagen-konvention nr. II om Land Krigsførelse, den er sågar også inkl. I artikel tre i de fire Geneve-konventioner af 1949 – samt tillægsprotokollerne.
Under den israelske offensiv i Libanon i 2006 var der flere som gjorde meget ud af at gøre opmærksom på at Israel var aggressoren, hvilket enhver tåbe burde indse slet ikke er muligt. Israel kan pr. Definition ikke være aggressoren så længe Libanon og Israel er i en tilstand af krig – en tilstand de har været i siden Israels oprettelse - på Libanons ønske.
Den Israelsk-arabiske konflikt handler ikke om at Israel udøver ikke-proportional militær magt, den handler ikke om israelsk aggression i hverken Gaza eller Libanon, sågar Vestbredden. Den handler om at alle Israels fjender ikke skyr nogen midler, og ikke ligger skjul på deres ønske om et folkemord i Israel. Hvor Israels fjender ynder at handle med terror og svigagtighed, så tager Israel tit fuldstændig uhyrlige foranstaltninger.
Jeg nævner gerne et eksempel; en kammerat i hæren af officerrang lå med sine tropper under kraftig beskydning fra et hus i et bybillede, hvor den eneste synlige forskel på en terrorist og en civil var geværet. Han efterspørger luftassistance til at destruere huset, og den fjendtlige ild.
1. Den Israelske central ringer til alle telefoner tilknyttet de, som er registreret som beboere i huset.
2. Den israelske central sender en sms til alle telefoner tilknyttet de, som er registreret som beboere i huset.
3. Den israelske central beder officeren adressere dem med en højtaler – imens de er under ild og er forsøgt dræbt.
4. Så bliver der sendt et fly som smider en røggranat i gaden ved siden af huset, for at markere det, og forhindre at civile bliver dræbt i tilstødende huse.
5. Så bliver der sendt et fly som smider en gummibombe på taget af huset, for at fortælle de civile som stadig kan være til stede, at nu kommer der en bombe. Dette advarer naturligvis også terroristerne.
6. Derefter går der cirka 5 minutter til flyet kommer, i denne tid skal officeren planlægge en flugtrute for civile, og kaste røg- og tåregasgranater ind i bygningen.
Alt dette tager cirka 25 minutter, altså næsten en halv time, hvor terrorister ikke skyr nogen midler for at dræbe soldaterne der ligger og venter, totalt handlingslammede. Var Israel ligeglade med civile, ville dette blot tage 5 minutter, og alle bygninger i hele gaden ville være reduceret til murbrokker.
Til september vil de Forenede Nationers Generalforsamling med største sandsynlighed anerkende en Palæstinensisk stat, en stat der vil blive oprettet parallelt med Israel. De to dominerende partier i denne regering vil være Fatah og Hamas, hvoraf ingen af dem anerkender Israel. Se billedet i øvre højre hjørne af Fatahs hjemmeside – her er intet Israel. Fuldstændig i overensstemmelse med deres eget partiprogram som bl.a. i Artikel 12 kalder for ”den fuldstændige befrielse af Palæstina” og i Artikel 19 ”kampen vil ikke ende før udslettelsen af den zionistiske enhed og befrielsen af Palæstina”. Dette er også i komplet overensstemmelse med hvad de udsender af materiale i både aviser og tv. Tager vi det lidt mere diplomatiske parti, som faktisk vil få flertal i en Palæstinensisk regering, så skriver Hamas allerede i indledningen af deres partiprogram at ”Israel vil eksistere og blive ved med at eksistere, indtil Islam udsletter det, som det har udslettet andre før.”
Facit er at Israels fjender ingen respekt har for nogen som helst humanitær lov, og i det øjeblik at en Palæstinensisk stat bliver erklæret uafhængig – i strid med bl.a. Montevideo-konferencens artikel 9 og 10 - kan Israel se frem til en ny defensiv krig, en krig mod en fjende som stadig ikke anerkender international lov, en krig mod en fjende som ikke skyr nogen midler for at myrde uskyldige civile israelere og jøder, en fjende som ikke viger tilbage for folkemord.
