Ja til Patentdomstolen: Vi har lukket ræven ind i hønsehuset

Afstemningen om Patentdomstolen viser, at de fleste danskere ikke anede, hvad de stemte om

Klaus K,

27/05/2014

Afstemningen om Patentdomstolen viser, at de fleste danskere ikke anede, hvad de stemte om.

Det skyldes en gennemført mediepropaganda fra ja-siden: De danske medlemmer af den globale business-elite, Novo, Danfoss, Grundfos, Lundbeck, DI m.fl. samt regeringen & den danske statsadministration.

Propagandaen har hvilet på tre falske påstande:

1. At det er godt for iværksættere, hvis der findes mange patenter i Danmark.
2. At det er godt, hvis danske virksomheder kun skal søge patent ét sted: Hos en fælleseuropæisk instans frem for både i den europæiske instans og i Danmark.
3. At emnet var for kompliceret til at vælgerne kunne forstå det, og derfor skulle de bare stemme ja.

Det første er forkert, det andet er dybest set ligegyldigt, og det tredie er ren arrogance.

Danmark er innovativ på grund af få patenter

Ja-siden har konstant fremstillet Danmark som "idéland". Som et land med små, innovative iværksættere, der holdes tilbage af bureaukrati, så de ikke kan opnå patenter og dermed ikke kan forhindre udenlandske virksomheder i at stjæle deres fantastiske ideer. Og den købte vælgerne desværre.

For virkeligheden er helt anderledes. Danmark består ganske rigtigt af mange innovative iværksættere, men det skyldes i høj grad fraværet af patenter. Danmark har hidtil været et nemt & trygt land at være iværksætter i, netop fordi Danmark er et land med relativt få patenter - mange patenter ville til gengæld have begrænset udfoldelserne og innovationen ... Derfor stemte små iværksættere nej.

- Martin Thorborg: Så er den ged barberet


Med ja'et til Patentdomstolen åbnes der imidlertid nu for, at store udenlandske patent-ejere kan lamme en myriade af små danske iværksættere, især på IT-området, med krav om at stoppe deres business eller betale ved kasse ét ...

For de krænker de stores patenter. Fremover vil 66.000 nye udenlandske patenter blive gældende i Danmark årligt - patenter, der ikke gælder idag. De repræsenterer i værste fald 66.000 nye krav.

- 100 gange så mange udenlandske patenter som danske i Europa

- IT professionelle ærgrer sig over, at danskerne stemte ja til patentdomstolen

Hertil kommer prisen som de mange ekstra patenter vil belaste dansk økonomi med - den er af patentdomstol.eu beregnet til 88 mia kroner henover 30 år, eller ca. 3 mia årligt. Det bliver med andre ord dyrere at være dansker.

Danskerne har simpelthen stemt ja til at lukke ræven ind i hønsehuset. Og den kan ikke lukkes ud igen ...

Men ræven er naturligvis kåd: "Danskerne har stemt ja til at gøre livet lettere for danske virksomheder og opfindere," siger repræsentanten fra industrien til Politiken.

Nej. Sandheden er, at danskerne er blevet manipuleret til at gøre det uhyggeligt let for ræven at tage for sig af retterne i hønsehuset. Sådan er det.

Die dumme dänen, siger tyskerne. Der er mange danskere, der stadig tror, at de blindt kan stole på hvad medier, politikere og organisationer fortæller dem. Men den går ikke længere - for hvis de gør det, kan det få samme ubehagelige konsekvens, som når hønsene tror på, hvad ræven fortæller.

Kilde: