Værd at læse

143

Jeg har hørt en luder tale

I går hørte jeg en sexarbejders historie. Det var ikke, som jeg måske forventede med min dumme forudindtagethed, en historie om fedladne, rødmossede mænd, der voldboller brugte og afblegede havneluder-typer. Det var en sympatisk og smuk kvinde, der fortalte en historie om at arbejde. Historien var principielt forankret og drejede sig i sin kerne om, at være frataget retten til liv, frihed og stræben efter lykke. Ikke fordi hun påstod at være den nok så stigmatiserede lykkelige luder. Men fordi hun fremstod imponerende afklaret omkring de helt grundlæggende mekanismer, der afgør, om vi kan leve det liv, vi hver især vurderer er bedst for os selv som mennesker og som del af en familie.

Det mest ulækre ved sexarbejderens historie var ikke de slibrige detaljer, for ingen sådanne blev præsenteret. Det forekom da også totalt irrelevant. Det, der fik det til spontant at vende sig i maven på mig, var beretningen om myndighedernes overgreb og den konstante overhængende trussel om rufferianklager. Om politiet og SKAT i en uhellig alliance på jagt efter den såkaldt økonomiske kriminalitet. Den totale mistænkeliggørelse af private menneskers private gøren og laden og voldsmonopolets ubegrænsede magt. Skattemedarbejderens nedladende kommentar om, at han var den, der kørte Anni-sagen og sexarbejderens alvorlige overvejelser om, hvordan hun skulle takle at stå op hver dag og vide, at hendes liv uden for fængselsmurene kun består på bureaukraternes nåde.

Disse overvejelser er ikke særegne for sex-branchen, selv om arbejderne her nu nok i langt højere grad skal acceptere at være uden for det gode selskab. Det er ydmygende for alle forretningsdrivende at være underlagt et magtmonopol, der ved et fingerknips kan frarøve en sin butik eller dele af den. Det er nedladende at skulle underkaste sig fødevare-bureaukrater, når de besøger en beværtning for at tjekke køleskabstemperaturen. Det er underkuende, når en statsansat skal tjekke arbejdspladsens psykiske arbejdsmiljø på baggrund af et skema med afkrydsningskasser. Det er ikke ydmygende og nedladende, fordi man som forretningsdrivende har til hensigt at sælge varm mælk og bedrive mental tortur på sine ansatte. Det er fordi, man må acceptere den totale underkastelse i et system, hvor skattemedarbejdere og øvrige formyndere har ret til at kloge sig på andres vegne og hvor afregningen sker kontant i de tilfælde, hvor man ikke opfylder de urimelige krav, der stilles.

Når fødevareinspektionen således besøger ens beværtning og stiller krav om, at der skal bygges et vindfang på det 6 m2 bittelille lager, så stiller man sig jo ikke op og spørger: ”Hvorfor sagde I ikke det, da I besøgte os sidste år?”. Og når levnedsmiddelkontrollen påbyder en at opsætte en ekstra dør, der kan afskærme de i forvejen afsides beliggende toiletter, proklamerer man jo ikke: ”Hvilken af jeres åndsvage regler er vores toiletter i uoverensstemmelse med, og hvordan skulle jeg vide det?”. Når de statsansatte kommer igen efter en måned og kontrollerer, om man har investeret virksomhedens penge i ligegyldige materielle foranstaltninger, så råber man jo ikke efter vedkommende: ”Hold nu kæft med alt jeres lort!”.

Og hvorfor gør man så ikke det? Det gør man ikke, fordi man lever og overlever på bureaukraternes nåde. Man kan da vælge, at gøre sig til martyr for at udstille systemets uretfærdighed, men hvis konsekvensen er, at man må undvære sin elskede levevej eller sende familien ud i økonomisk armod, så holder man sig måske fra det. Måske. Eller også står man op dag efter dag og begår små ulovligheder, fordi man mener at loven er umoralsk. Og fordi man mener, at man ikke gør nogen fortræd ved at gøre, hvad der skal til, for at leve det liv man ønsker for sig selv og sin familie.

Som en klog franskmand engang sagde: “No society can exist unless the laws are respected to a certain degree. The safest way to make laws respected is to make them respectable.  When law and morality contradict each other, the citizen has the cruel alternative of either losing his moral sense or losing his respect for the law.”

Når så mange selvstændigt forretningsdrivende igen og igen bryder loven eller overvejer at gøre det, er det muligvis fordi vi har indrettet os med en lovgivning der ikke er respektabel. Det gælder for luderne, som det gælder for alle andre mennesker. Sexarbejderen fortjener den samme respekt for sit liv og sin ejendom, som alle vi andre. Hendes historie er vigtig for os alle, ikke fordi den handler om sexarbejde, men fordi den fuldstændigt afdækker de principielle overvejelser om, hvordan vi ønsker at leve sammen i et respektfuldt samfund, hvor det er muligt at bevare moralen intakt.

54 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere