Det er det overnationale, der skaber ufred. Det at udstrække statslig, tvangsmæssig myndighed ud over, hvad folk selv bestemmer. Det er jo ikke tilfældigt, at danskerne finder sig i den mest indgribende lovgivning fra Christiansborg, mens direktiver fra Bruxelles om kanel og lakridspiber møder lang større forargelse. Tit undrer det mig, men det skyldes jo hjemmevantheden og trygheden ved det danske demokrati, uanset blåt eller rødt, Helle eller Løkke. Mens regler der udgår fra organer, der er svært gennemskuelige og på fremmede sprog, må udløse den omodsatte følelse, uanset indhold.
Nationalstaten har sin styrke i en løs overensstemmelse med folk, fædreland, modersmål, kultur og religion. Det giver den en enorm legitimitet og muliggør demokrati.
For demokrati er kun muligt i sprogligt homogene nationer. Kun det folk, som kan tale sammen og debattere med hinanden på et fælles sprog, kan også lade sig regere af hinanden. Og det er ikke nok med engelsk, for det mestrer altid kun en lille brøkdel af eliten på et tilfredsstillende niveau.
Nationalstater skaber også fred. Det er enten ønsket om overnationale stater eller uenighed om grænsen mellem nationalstater, som udløser krige. Det kender vi fra egen historie, da der måtte udkæmpes tre krige (1848-50, 1864 og 1914-18), før den dansk-tyske grænse kunne trækkes nogenlunde retfærdigt.
I 1990erne oplevede Europa blodige krige på Balkan med Jugoslaviens opløsning. Men det var typisk krige, som resultat af manglen på nationalstater. I dag er Jugoslavien delt op i selvstændige nationalstater, og på vej mod varig fred. Og for så vidt folkene er blandet på samme territorium, vil denne proces forblive vanskelig, smertefuld og langvarig.
http://jyllands-posten.dk/blogs/henrikjensen/ECE7021777/jo-flere-stater-des-bedre/
- men det er der selvfølgelig ikke meget støtte til - især fra embedsmænd og politikere
