"Kære justitsminister, vil De beskytte borgernes grundlovssikrede forsamlingsfrihed?"

Borgerhenvendelse 7

Torben Mark Pedersen,

07/08/2014

Borgerhenvendelse 7.8.2014

Justitsminister Karen Hækkerup

Der er anmeldt en demonstration ”For Israel og imod antisemitisme” på Rådhuspladsen i København søndag d. 17. august kl. 14.

Ved den afholdte fredsdemonstration forrige fredag på Christiansborg Slotsplads blev demonstrationen angrebet af unge arabiske mænd med stenkast, og politiet ”flyttede” den fredelige demonstration og kørte de fredelige demonstranter væk i busser. Flere talere inklusiv den israelske ambassadør blev hindret i at tale.

Det er en krænkelse af fredelige borgeres forsamlingsfrihed, jf. Grundlovens § 79:  ”Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.”

Det kan forventes, at den pro-Israelske demonstration søndag d. 17. kan blive udsat for tilsvarende voldelige angreb, så mine to spørgmål til Dem som justitsminister er:

1. Hvordan vil De som justitsminister sikre, at vores grundlovssikrede ret til at forsamles fredeligt ikke krænkes af politiet, men at politiet tværtimod forsvarer Grundloven og forsamlingsfriheden?

2. Vil De som Justitsminister pålægge politiet at sikre, at demonstrationen kan afholdes i fred og ro og med den fornødne beskyttelse af de forsamlende borgeres sikkerhed?

Med venlig hilsen en bekymret borger

Torben Mark Pedersen

Adresse...

---

Ovenstående er sendt til justitsminsiter Karen Hækkerup via ministeriets kontaktformular, http://www.justitsministeriet.dk/kontakt

Kilde: