Kald mig bare Maud ...

CaBroKo

12/06/2013

... for ligesom Maud Varnæs fra Matador har jeg ingen sympati for ammende mødre i det offentlige rum. Og især har jeg ingen sympati for forsøget på at tvinge restauratører til at acceptere de ammende i restaurant eller café.

Et barn har brug for ro omkring sig i de første måneder. Og meget kan man sige om caféer, men ro er ikke det første, der falder en ind. Hvor ville det dog være en god nyhed, hvis mødre begyndte at vise ægte interesse for "ønskebarnets" udvikling i stedet for at lade som om, livet kan gå uanfægtet videre efter barnets ankomst.

I anledning af ammekampagnen har tv igen vist optagelserne fra 1970'ernes københavnske rådhus, hvor Tine Schmedes fra Kvindelisten ammede sit barn under borgerrepræsentationens møde. Det syntes hun og hendes tilhængere var helt naturligt.

Har man oplevet at sidde til et møde, hvor en deltager har medbragt et lille barn, ved man hvor generende det er for diskussionen, og at mødet er mindre konstruktivt end det kunne være. Små børn er distraherende.

Nej, jeg har ikke lyst til at spise frokost i en ammestue, eller bare at drikke kaffe der for den sags skyld. I storbyer lever vi så tæt på hinanden, at vi må vise hensyn for ikke at skabe splid. At man har sat et barn i verden berettiger ikke til at markere hele verden som sit territorium, hvor kun ens egne regler gælder.

Kilde: