Klimaet er i oprør – i hvert fald det politiske klima. Der skal gøres noget mod den menneskabte klimatrussel – og alle der maner til en smule besindighed er uansvarlige og ”fornægtende”.
Det er ikke sagen i sig selv, der er det største problem – det er agendaerne bag, der bliver drevet frem at et stærkt ønske om øget kontrol og en global styreenhed, der skal finde løsninger alle skal rette sig efter.
Så når vi læser om veldokumenterede fakta om global opvarmning i dagspressen, og at den seneste trussel mod menneskeheden i virkeligheden er overbefolkning, skal vi ikke ukritisk tage alle deres statistikker og grafer for gode varer. Der ageres ud fra en på forhånd planlagt dagsorden.
FN og den endegyldige sandhed
Helt tilbage fra oldtiden talte filosofferne og demokratiets fædre om overbefolkning, og at problemet med demokratiet var, at menigmand med tiden ville være med til at bestemme – husk på at demokrati var forbeholdt den borgerlige elite og de politisk oplærte. Det var bestemt ikke meningen, at almindelige, ulærde mennesker skulle have indflydelse på de overordnede linjer – det var de, i bedsteborgernes øjne, slet ikke i stand til at forholde sig til.
Som en forlængelse af dette tankesæt har vi i dag store globale organisationer som FN, EU, WHO m.fl., og til en hvis grad vores eget folketing, der stråler i al sin cand.polit.-hed. Det er den politiske elites ret og pligt at regere over masserne, forstås.
FN og dets underorganisationer har igennem mange år arbejdet målrettet på at iscenesætte sig selv som den ultimative globale autoritet på en lang række områder, og har især markeret sig som indehaver af den endegyldige sandhed om planetens miljø- og klimamæssige udfordringer – ingen diskussion eller debat er længere ønskelig.
Lånte fjer og klimareligionen
Overordnet set er der en række fundamentale problemer med FN’s ageren og den rolle FN tiltænker sig selv, hvoraf de mest grelle er undermineringen af befolkningernes selvbestemmelse og FN’s pseudo-religiøse tilgang til emnet.
Historisk set er FN med deres Sikkerhedsråd og forsamling af landsoverhoveder nogenlunde i medlemslandendes magt og har ikke på alle områder haft sine egne holdninger og interesser at pleje, da de har ageret relativt stringent ud fra medlemslandenes direktiver. Dette er desværre langt fra tilfældet i FN’s mange underorganisationer, der i høj grad har kraftige selvopholdelsesmotiver og som lever deres eget liv som selvstændige organisationer med egen ledelse, charter og økonomi. Når disse underorganisationer således, iført deres lånte FN-fjer, driver deres forskelligartede agendaer frem, blåstempler dette slægtsskab organisationernes meninger og holdninger i sådan en grad, at regeringer over hele verden adopterer disse ofte stærkt spektakulære påfund og retningslinjer. Denne indirekte styring foregår i de politiske lag og kommer ikke altid borgerne i de enkelte lande for øren, før det er nagelfast lov. FN’s menneskefjendske ”Agenda 21” er et trist eksempel på dette – og generelt er de lidt ”blødere” politiske emner som miljø, klima, sundhed og demografiske udfordringer overeksponeret for denne slags snigløb.
FN’s underpanel IPCC er et lidet velkomment eksempel på dette – klimapanelet er et studie i politisk korrekthed, selektiv vidensoptagelse og de udvalgtes klub, samtidig med at de påstår at have den endegyldige sandhed. IPCC, FN og de respektive nationale regeringer presser klimadagsordenen igennem under påskud af at det er et officielt FN-anliggende og underminerer derved befolkningernes selvbestemmelse via salami-metoden; de spiser stykke for stykke indtil de bestemmer det hele.
Hvad næsten er endnu værre er, at FN ikke kan udskille sit politiske virke fra dets stærke halv-religiøse undertoner. Det er veldokumenteret, at FN i mange år har været stærkt influeret af new age-filosofi og har været arnested for en fanatisk Moder Jord-kult. Specielt World Summit i 1992 var et veritabelt slaraffenland for ”det alternative”. Det smitter af på hele FN’s forståelse af miljø og klima og derved er agendaen fastlagt i forvejen – jorden er pr. definition i knibe. Om problemet måtte være orkaner, istider, forurening eller klimaforandringer er i grunden irrelevant – FN ser sig selv som dem, der har eneretten på både diagnose og løsningsmetode.
Et påskud for kontrol
Det, at jorden nu påståeligt altid er i knibe, fremturer som en to-hovedet drage; FN og medlemslandedes regeringer udnytter strategisk klimasagen til at detailkontrollere og beskatte verdens befolkninger med klimaskatter, produktionsreduktioner, miljøsanktioner, land- og vandplaner og mange andre topstyrede forordninger. Jo flere penge og jo mere magt, der allokeres til at imødegå de til enhver tid skiftende klimaforandringer, jo mere vil den dagsorden fylde i medierne, undervisningsmaterialerne og i regeringernes principprogrammer – jo mere det fylder i medierne mv. jo flere penge flyder der – det er altså en selvforstærkende cyklus, som ingen, ingen videnskabelige fakta skal vove at bryde.
For at kunne være sikre på at ingen forbryder sig mod klimaet må alle facetter af menneskets virken nu detailkontrolleres – industrien, landbruget, husholdningerne mv. bliver målt og vejet, aflæst og kontrolleret, og statens administration vokser – og staten får mere magt og kan udskrive flere skatter. Kig på din el-regning eller din faktura for fyringsolie – og også indeholdt i forbrugsvarernes priser – og du vil finde klimaskatterne, de såkaldte CO2-afgifter.
Det handler ikke om klimaet – det handler om alt andet...
