Kopiering og tyveri er to forskellige ting. Mens tyveri efterlader bestjålne ofre – og derfor er strengt forbudt – så fremmer kopiering, at en højere grad af materiel og åndelig velstand kan nå ud til stadigt flere mennesker. Når vi ikke kan kende forskel på kopiering og tyveri, så risikerer vi, at borgerne lader sig regulere af stadigt flere regler og forbud, at fri handel bliver underlagt mere overvågning og kontrol, og at vores samfund bliver fattigere, end det kunne være blevet.
Hvis Peter stjæler Pouls cykel, så må Poul gå. Hvis Peter derimod bygger en kopi af Pouls cykel, så er der to cykler, og hverken Peter eller Poul behøver at gå. Tyveri er forkert, kopiering er godt!
Et tyveri er en ufrivillig omfordeling af et gode, som gør tyven rigere, men den bestjålne fattigere. Udbredt tyveri medfører, at incitamenterne til at skabe og investere forsvinder. Derfor er en høj grad af respekt for ejendomsret en betingelse for, at et samfund kan opretholde bæredygtig velstand. Ejendomsret er fredsskabende, fordi den der tror på ejendomsret afstår fra at deltage i uproduktive konflikter om fordeling af knappe goder. I stedet tilfredsstilles behov gennem fredelige transaktioner på markedspladsen.
Anderledes er det med kopiering. Når et produkt, et kunstværk eller en opfindelse kopieres, så står intet bestjålet offer tilbage uden sin ejendom. Tværtimod forøger kopiering et samfunds samlede velstand, så flere mennesker får adgang til flere goder. Når mennesker kopierer, bør det ikke skabe konflikter og ufred, for kopiering er ikke et våben i en kamp om knappe goder.
Det bekymrer mig, at de regler og forbud, der regulerer kopiering, aldrig har været flere og mere omfattende, end de er i dag. Et eksempel er ophavsretten, som begrænser friheden til at kopiere bl.a. bøger, musik og software. Ophavsretten omfatter historisk mange værker, og den periode hvor kopiering er reguleret har aldrig været længere. Et andet eksempel er patentsystemer, som begrænser friheden til at kopiere opfindelser. Patentsystemer er mere omfattende og mere globale end nogensinde før.
Reguleringen af kopiering er gået amok. Jeg vil ikke være med til mere. Lad os hellere se på, om nogle af de mange regler og forbud kan undværes.
Et symptom på at noget er galt er, at den megen lovgivning kun undtagelsesvist lader sig håndhæve. På trods af ihærdig og bekostelig indsats fra lovgivere, advokater, politi, skattevæsen, toldere og interesseorganisationer, så kopieres der fortsat på livet løs: Musik, solbriller, bøger, software, film, møbler, legetøj, medicin, tasker, ure, opfindelser og meget mere – noget kopierer vi selv, resten køber vi, i det omfang toldmyndighederne lader os slippe afsted med det. Erhvervslivet føler sig truet af den omsiggribende kopiering, særinteresser efterspørger statens særlige beskyttelse, og politikere står klar med mere toldkontrol, flere regler og hårdere straffe. Allerbedst ville det være, hvis de mange nye regler kunne gælde i hele verden, for kun sådan kan vi beskytte danske arbejdspladser. Sådan lyder det fra vore folkevalgte, som ikke synes skræmt af de mange fejlslagne eksperimenter med protektionisme, som historien har at byde på.
Vi glemmer alt for let, at kampen mod kopiering er forbundet med betydelige omkostninger.
Hvor går grænsen for, hvor mange skattekroner staten bør bruge på at forhindre, at kopiprodukter indgår i frivillige transaktioner, som efterlader både købere og sælgere tilfredse? Er vi parate til at acceptere den grad af magtkoncentration og regulering af international handel, som er nødvendig for, at forhindre kopierede produkter? Er vi parate til, at overvåge udveksling af information på internettet i en sådan grad, at kopiering af musik, film og software kan undgås? Er vi parate til af samme årsager at overvåge postvæsenet? Såfremt det var ønskeligt, kan kampen mod kopierne så overhovedet vindes? Og hvis den kan, vil vi da opfatte resultatet som en sejr?
Hvis du kan læse spørgsmålene ovenfor og alligevel forsvare omfattende kontrol med kopiering, så er det måske fordi, at du abonnerer på én eller flere af følgende tvivlsomme forestillinger:
Først er der forestillingen om, at den som skaber et gode altid har ret til en passende belønning. Dette argument er sammenligneligt med det, som nogle arbejdsløse akademikere bruger, når de insisterer på »løn der passer til fem års uddannelse«. Det problematiske ved argumentet består i, at man forestiller sig en magisk sammenhæng mellem indsats og belønning. Selvom indsats ofte betaler sig, så findes der ingen økonomisk lov, der garanterer en sådan sammenhæng. Når et gode er let at kopiere, så er det kun naturligt, at udbuddet øges, og at prisen alt andet lige må falde. Fra et overordnet perspektiv er der ingen grund til at beklage en sådan udvikling, idet faldende priser alt andet lige frigør knappe ressourcer i økonomien, som således kan anvendes på nye formål, der ellers ikke havde været råd til. Kopiering bidrager således til skabelsen af ny velstand.
Et andet populært argument for regulering af kopiering er dét, at friheden til at kopiere vil få udviklingen af nye idéer til gå i stå. En mere nøgtern analyse er, at mens udviklingen af visse idéer måske vil svækkes, så vil udviklingen af andre styrkes. Fri kopiering vil gøre det nemmere, at kombinere eksisterende idéer, og der vil blive skabt mere konkurrence om, at omsætte den gode idé til produkter, der kan sælges til attraktive priser. Det er således langt fra givet, at regulering af kopiering fremmer vækst og innovation. Økonomerne Michele Boldrin og David Levine mener, at det modsatte snarere er tilfældet. De er forfattere til den anmelderroste bog Against Intellectual Monopoly. Hvis du tror, at verden vil gå i stå, hvis kopieringen sættes fri, så læs denne bog!
Et beslægtet argument er, at kopiering truer et mangfoldigt udbud af bøger, musik og andet ophavsretsbeskyttet materiale. Jeg har svært ved at tro på denne dommedagsprofeti. For det første bør man huske på, at »bredden« allerede i dag må benytte forretningsmodeller, der ikke afhænger af ophavsretten, hvis den vil skabe en levedygtig forretning. Således udgiver musikere ikke bare deres musik – de spiller også koncerter; forfattere skriver ikke bare bøger – de holder også foredrag; og IT-virksomheder sælger ikke bare software – de sælger produkter, konsulenttimer og »software as a service«. I dag kan kun de største kunstnere leve af ophavsretten alene – og de ville naturligvis også kunne leve uden. Når de gamle forretningsmodeller svigter, så er det ikke konsekvensen af en sørgelig historie om, at forbrugerne ikke længere læser bøger eller lytter til musik. Det er i stedet en positiv historie om nye teknologiske muligheder, lavere distributionsomkostninger og glade forbrugere. Måske er de nye forhold slet ikke et problem for kulturindustrien – noget tyder i hvert fald på, at det på trods af omfattende kopiering er muligt at tjene penge. Min opfordring til kunstnerne, cheferne i musikbranchen og forlagsdirektørerne er derfor: Find jer en bæredygtig forretningsmodel eller find jer et andet arbejde!
Europol har gjort opmærksom på, hvordan kopivarer eksporteres af organiserede kriminelle, der også er involveret i narkotikahandel, menneskehandel og andre lyssky aktiviteter. Så længe der er stor efterspørgsel efter kopierede produkter, så bør det ikke komme som nogen overraskelse, at forbud og regulering medfører, at et attraktivt marked overlades til kriminelle aktører. Samme udvikling kan man opleve i samfund, hvor alkohol, euforiserede stoffer eller prostitution forbydes. Dette forhindrer dog ikke Dansk Industri i, at bruge Europols efterretninger i lobbyarbejdet for øget kontrol med import af kopivarer.
Man støder ofte på det argument, at kopivarer kan være sundhedsskadelige, og at de derfor må forbydes. Udbredelsen af dette argument bør vække undren, for hvorfor skulle et produkt alt andet lige være mere farligt, blot fordi der er tale om en kopi? Risikoen ved at benytte et produkt afhænger snarere af, i hvor høj grad produktet er gennemprøvet, om det overholder anerkendte standarder, og om anmeldelser og testresultater er tilgængelige for eventuelle købere. Et forbud mod kopiering medfører, at kopiprodukter produceres, distribueres og sælges i det skjulte, og således forsvinder den åbenhed, der ofte er en betingelse for god kvalitetssikring. Det bør ikke overraske, hvis det er forbudet imod kopiering, der gør kopivarer farlige – ikke det forhold, at der er tale om kopier.
Har læseren endnu ikke ladet sig overbevise af mit forsvar for friheden til at kopiere, så er der måske alligevel håb. Læseren kan umuligt være enig med mig i, at alle borgerne i eksemplerne nedenfor er kriminelle, som fortjener bøder, frihedsberøvelse eller på andre måder at blive mødt af statens voldsmonopol:
En undersøgelse foretaget af Gallup i 2010 fandt, at 36 procent af alle danskere mellem 18 og 27 år af og til eller hyppigt kopierer film og musik i strid med gældende lov. Du kender med stor sandsynlighed indtil flere af dem. Et flertal af danskere under 29 år mener ikke, at disse mennesker bør betragtes som kriminelle. Hvad mener du selv – måske er du i familie med en »forbryder«?
Det er blevet ganske almindeligt, at klip fra diverse TV-udsendelser kan findes på YouTube og lignende sider på internettet. Dette er ofte i strid med loven. Helt absurd er det, når staten pålægger borgerne at betale for »public service«, hvorefter de samme borgere forbydes at kopiere det materiale, som de selv er blevet tvunget til at betale for. Danmarks Radio kæmper en ihærdig – men umulig – kamp for at forhindre, at ophavsretsbeskyttet materiale ender på internettet. Sidste efterår gjorde en kendt politiker opmærksom på sig selv ved at sammenklippe egne optrædener fra diverse TV-programmer. Det oprindelige klip blev hurtigt fjernet fra internettet efter henvendelse fra Danmarks Radio, men nogen havde åbenbart en kopi, som nu lever videre. På YouTube har en anden bruger delt mere end 500 videoklip – de fleste stammer fra Danmarks Radio eller TV2 og er således omfattet af ophavsretten. Er der tale om en vaneforbyder, som straks må stoppes, dømmes og straffes?
En kvinde har købt to ure på internettet for 177 USD per styk. Urene var tiltænkt som gaver til kvindes døtre. Forsendelsen blev imidlertid tilbageholdt, undersøgt og beslaglagt af myndighederne, som vurderede, at der var tale om kopier. Kvinden blev af Sø- og Handelsretten dømt til at betale for destruktion af urene og for sagens omkostninger. Fortjener denne kvinde samfundets straf, eller skal hun have lov til at handle på internettet i fred?
En forretningskæde importerede kopierede opvaskebørster, hundeskåle og skohorn. For denne »forbrydelse« blev kæden af Højesteret idømt en bøde på 200.000 kroner. Fortjener man samfundets straf, hvis man har gjort sig skyldig i import af en kopieret opvaskebørste?
I en meget omtalt sag har en tysk domstol bremset Samsungs lancering af deres Galaxy Tab i det meste af EU – herunder i Danmark. Samsungs Galaxy Tab ligner Apples konkurrerende produkt iPad på en række områder. F.eks. har de omtrendt samme størrelse, og så har de begge en stor skærm, som der er en sort ramme udenom. På trods af lighederne er der tale om to forskellige produkter. Er Samsung en driftig virksomhed, der blot gør sit bedste for at tilfredsstille forbrugerne, eller har virksomheden bevæget sig ud på et kriminelt skråplan?
Jeg er naturligvis klar over, at jeg med dette indlæg formentlig udsætter mig selv for en del kritik – også fra mennesker, som jeg normalt betragter som politisk allierede. Jeg er f.eks. ved tidligere lejligheder blevet beskyldt for, at ville, »indføre tag-selv-samfundet, hvor vi uhæmmet stjæler fra hinanden og den mest brutale overlever«, mens en anden har ment, at jeg, »beskriver Enhedslistens våde drømme om at alle værdier er fælles eje«. Begge udsagn er helt forkerte.
Min interesse for den omfattende regulering af kopiering blev i første omgang vakt i forbindelse med mit virke i IT-branchen, hvor kampen mod kopiering giver anledning til regelmæssig undren. De mest absurde historier stammer fra USA, men herhjemme kan vi også være med. Jeg har længe undret mig over, hvordan påståede liberale er lykkedes med, at forene idealer som »fri handel«, »konkurrence« og »personlig frihed« med et system, der i mine øjne fremmer protektionisme, og som i sidste ende kun kan håndhæves, hvis man accepterer et overvågnings- og kontrolsamfund. Endelig må jeg nævne Stephen Kinsellas bog Against Intellectual Property, som på overbevisende måde forklarer, hvordan forbud og regulering af kopiering er et angreb på den klassiske ejendomsret – ikke et forsvar for den. Er bogen for stor en mundfuld, så start med denne forelæsning.
Jeg håber, at »den almindelige dansker« vil blive ved med at kopiere. Vi mennesker har altid kopieret hinandens kunst, idéer og opfindelser, og uden den drift havde vi næppe opnået vor tids velstand. Hvor ville menneskeheden have været i dag, hvis det havde været muligt, at patentere opfindelsen af hjulet, og således monopolisere al videreudvikling af idéen? Samtidigt vil jeg gerne advare om, at almindelige borgere – hvis vi ikke passer på – risikerer indskrænkninger af grundlæggende frihedsrettigheder. Hvis vi insisterer på, at staten skal bekæmpe kopiering, så lader det sig ikke gøre uden massiv kontrol og overvågning af internettet, private forsendelser og international handel – jeg ønsker ingen af delene. Særligt agtpågivende bør man være overfor forestillingen om, at der findes en balance mellem den enkeltes frihed til at kopiere og statens ret til at forhindre kopiering – med dette umiddelbart uskyldige argument kan man legitimere hvad som helst.
Erhvervslivet vil jeg gerne minde om, at mens staten og diverse overnationale institutioner måske kan begrænse udbredelsen af kopier på den korte bane, så er det en umulig kamp, som på den lange bane ikke kan vindes. For det første er det en uoverkommelig opgave, at slukke borgernes tørst efter kopier, og for det andet vil tilstrækkeligt insisterende forsøg møde massiv offentlig modstand. Hvis du vil fremtidssikre din virksomhed, så er det en god idé, i videst muligt omfang at gøre dens forretningsmodel uafhængig af statens hjælp til at forhindre kopier. Det er faktisk ikke så svært, som det måske lyder. Der er masser af eksempler på virksomheder – også videnvirksomheder – der klarer sig ganske udmærket uden statens hjælp til at stække konkurrerende aktører.
Landets politiske klasse – som i øvrigt selv har et pragmatisk forhold til kopiering – kan jeg tilbyde et særligt fristende budskab: En gradvis liberalisering af de mange regler og forbud, der regulerer friheden til at kopiere, kan udgøre et betydeligt vælgerpotentiale. Unge vælgere, som traditionelt er let bevægelige, henter de nyeste film på internettet, og viser det sig muligt, at hjembringe et par billige solbriller fra sommerferien, så vil de næppe føle dårlig samvittighed. Intet etableret politisk parti har endnu for alvor udnyttet denne mulighed. Undtagelsesvist er der således god grund til, at være en anelse skuffet over manglen på opportunisme i dansk politik!
Jeg håber, at mange vil være enige med mig i, at prisen for konsekvent håndhævelse af de nuværende regler og forbud er et fattigere samfund underlagt massiv overvågning og kontrol. Vil vi i stedet forsvare vore frihedsrettigheder og skabe mere velstand for flere, så må vi lære at kende forskel på kopiering og tyveri.
