Normalbilledet under økonomiske kriser er, at interesseorganisationer kritiserer nedskæringer, hvis de rammer netop deres medlemmer. Fair nok. Men i den nuværende situation, hvor regeringen kløgtigt søger at få så mange som muligt til at være med til at betale regningen, for at vi på den måde bliver ramt mindst muligt, har automatreaktionerne udviklet sig til en farce.
Blot de seneste par dage har Ældresagen, Yngresagen, de studerende, rektorerne, FOA, Sygeplejerskerne, 3F, børnefamilierne, de arbejdsløse, de ufrivilligt barnløse, skuespillerne - eller med andre ord – os alle - klaget over nedskæringerne.
Ingen vil ofre sig .Det eneste der kan opnås en vis enighed om er, at de “rige” skal betale. Men der er ikke “rige” nok til at betale noget som helst, om vi så plukkede dem helt. Og med det i mente kan man undre sig over, hvorfor de ”rige” ikke allerede har etableret en interesseorganisation, der kan hejse flaget, når de bliver plukket af staten. Så ville farcen være komplet.
Kapitalismens potentielt største problem er ironisk nok velfærdsstaten. Den skaber fremmedgørelse og får folk til at glemme, at den eneste rigdom vi har, er den vi selv skaber i vores daglige arbejde. Og at når vi skal spare, ja så er der kun os selv til at spare. Det er altså ikke nok, at naboen gør det.
Selv efter otte år med semiborgerlig ledelse af landet, viser fremmedgørelsen sig stadig ved, at gennemsnitsdanskeren ikke er tryg, før han kan få lov at betale mere i skat. Eller sagt på en anden måde – den dag vi alle mødes på torvet og bytter penge, da må vi blive trygge?
Hvis den kultur skal ændres – og det skal den, hvis velfærdssamfundet skal overleve – så er regeringen tvunget til at turde levere mere ægte liberal politik. Danskerne skal i højere grad have rådighed over egne midler og dermed mere indflydelse på deres liv. Det er i mine øjne den eneste vej ud af fremmedgørelsen og ind i engagement, forståelse for det fælles bedste og en større tænding på tilværelsen. Og dermed mere velfærd for os alle.
Blot de seneste par dage har Ældresagen, Yngresagen, de studerende, rektorerne, FOA, Sygeplejerskerne, 3F, børnefamilierne, de arbejdsløse, de ufrivilligt barnløse, skuespillerne - eller med andre ord – os alle - klaget over nedskæringerne.
Ingen vil ofre sig .Det eneste der kan opnås en vis enighed om er, at de “rige” skal betale. Men der er ikke “rige” nok til at betale noget som helst, om vi så plukkede dem helt. Og med det i mente kan man undre sig over, hvorfor de ”rige” ikke allerede har etableret en interesseorganisation, der kan hejse flaget, når de bliver plukket af staten. Så ville farcen være komplet.
Kapitalismens potentielt største problem er ironisk nok velfærdsstaten. Den skaber fremmedgørelse og får folk til at glemme, at den eneste rigdom vi har, er den vi selv skaber i vores daglige arbejde. Og at når vi skal spare, ja så er der kun os selv til at spare. Det er altså ikke nok, at naboen gør det.
Selv efter otte år med semiborgerlig ledelse af landet, viser fremmedgørelsen sig stadig ved, at gennemsnitsdanskeren ikke er tryg, før han kan få lov at betale mere i skat. Eller sagt på en anden måde – den dag vi alle mødes på torvet og bytter penge, da må vi blive trygge?
Hvis den kultur skal ændres – og det skal den, hvis velfærdssamfundet skal overleve – så er regeringen tvunget til at turde levere mere ægte liberal politik. Danskerne skal i højere grad have rådighed over egne midler og dermed mere indflydelse på deres liv. Det er i mine øjne den eneste vej ud af fremmedgørelsen og ind i engagement, forståelse for det fælles bedste og en større tænding på tilværelsen. Og dermed mere velfærd for os alle.
