I dagens udgave af Berlingske fremkommer en række medlemmer af Socialdemokraterne med kritik af Helle Thorning-Schmidts særlige rådgiver, Noa Redington.
Det er langt fra første gang i verdenshistorien, at medlemmer af en organisation vælger at rette kritik mod chefens foresatte, selv om det egentligt havde været mere rimeligt at rette kritikken mod chefen selv.
»Han mangler socialdemokratisk forståelse. Det kan godt være, at han har læst på et fint amerikansk universitet og kan mange fremmedord, men den Kloge Åge-dimension er altså ikke tilstrækkelig, når Thorning skal nå de socialdemokratiske vælgere,« siger et S-folketingsmedlem, som ikke ønsker at træde frem ved navn.
»Thorning har brug for en ekstra rådgiver, der kan hjælpe hende med at sætte en dagsorden. Det har hun ikke været god til, og det evner Noa Redington åbenlyst ikke at hjælpe hende med. Thornings defensive optræden på tirsdags-pressemøderne bærer Noa Redington en del af skylden for. Derfor må hun have hjælp i form af en ny eller en ekstra rådgiver,« siger et S-folketingsmedlem.
“Jeg siger ikke, at hun (Helle Thorning-Schmidt) er uden skyld i fadæserne, men en statsminister kan ikke sætte sig ind i alt. Hun skal have de rigtige fakta for at kunne virke troværdig, og derfor er det rådgiverne, som må stå for skud her”, siger Sonja Thybo Thomsen.
Undskyld mig, men denne kritik giver anledning til en række ganske relevante spørgsmål.
Er det ikke Helle Thorning-Schmidts fornemste opgave at være leder for landet, sætte en politisk dagsorden og have styr på substansen?
Har statsministeren ikke selv det fulde ansvar for Noa Redingtons ansættelse?
Kan det overhovedet forsvares ud fra almindelige demokratiske principper, at den politiske ledelse af landet tilsyneladende skal lægges i hænderne på en lille gruppe rådgivere i statsministeriet helt uden folkeligt mandat for derved at kompensere for statsministerens manglende evner?
Kan vi som borgere i samfundet være trygge ved statsministerens dømmekraft, når hun deltager i lukkede møder uden særlige rådgivere eller statsministeriets dygtige embedsmænd?
