Forsvar for Langballe
Danmarks Jesper Langballe har fået ørerne i retsmaskineriet for sin udtalelse om, at "Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) - og iøvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt."
Sarkasmen i udtalelsen har Langballe forlængst fortrudt offentligt, men derudover har han ret: Der er muslimske fædre, der slår deres døtre ihjel og som ser igennem fingrene med voldtægt af deres døtre - både i Vesten og i den muslimske verden. Britisk politi vurderede ifølge The Independent 10/2 2009, at "Op mod 17.000 kvinder i Storbritanien udsættes for æresrelateret vold, inklusiv mord, hvert år." Leder af indvandrerrådgivningen i Århus og København Leif Randeris udtalte til Politiken 17/11 2005, at ”De familier, hvor tvangsægteskaber forekommer, bruger i stigende grad fysisk og psykisk vold for at påtvinge deres børn en ægtefælle. Vi oplever stadig oftere, at forældrene truer deres børn med at slå dem ihjel, hvis ikke de siger ja." Mordtruslernes omfang er vel og mærke stort, for Randeris var på daværende tidspunkt "i snit med til at give en til to etniske piger om ugen en hemmelig adresse, fordi de har modsat sig et tvangsægteskab og nu er i fare for at blive dræbt.” National Geografic udgav 12/2 2002 artiklen "Tusinder af kvinder dræbes for familiens ære". Her udtaler Widney Brown fra Human Rights Watch, at "I lande, hvor islam praktiseres ... dræbes kvinder af mandlige familiemedlemmer og forbrydelserne opfattes som retfærdige og forståelige." Direktøren for kvindekrisecentret Dannerhuset i København, Vibe Klarup Voetmann, fortalte til Kristeligt Dagblad 11/6 2008, at 70 procent af de 1.400 kvinder (svarende til 980 kvinder), som årligt henvender sig til centret, har "mellemøstlig baggrund". Dannerhuset er kun ét blandt 40 kvindekrisecentre i Danmark, og sammen med det store mørketal på området, er der derfor god grund til at frygte, at antallet af muslimske kvinder på flugt fra bl.a. morderiske fædre og ægtefælder, er flere tusinde - alene her i landet.
Med til historien hører også, at mange mord i muslimske familier sker ved, at pigen presse til at begå selvmord. En tysk undersøgelse offentliggjort i The Local 21/5 viser, at tyrkiske kvinder forsøger selvmord dobbelt så ofte som tyske kvinder. En talsmand for et kvindekrisecenter for indvandrerkvinder i Berlin siger i den forbindelse, at "Nogle gange fortæller pigerne os, at 'jeg vil hellere dræbe mig selv end at lade min bror gøre det.'" Det er formentligt bl.a. af denne grund, at 96 procent af alle selvmordsforsøg i Saudi Arabien begås af kvinder (Arab News 27/12 2007). Sammen med Afghanistan er landet et af de få lande i verden, hvor selvmordsraten er højere blandt kvinder end blandt mænd (Information, 30/8 2008). Kvinder i Afghanistan straffes i øvrigt med fængsel i 20 år, hvis de bliver voldtaget. Som ubehagelig anekdote kan nævnes, at andelen af tvangsægteskaber i Afghanistan ligger på 60 procent, 57 procent af alle brude er under 16 år, 87 procent af kvinderne oplever vold i hjemmet og at straffen for at forlade hjemmet uden at få tilladelse fra manden er 10 år i fængsel (The Independent, 18/8 2008).
Mange af de muslimske kvinder, som flygter til krisecentre eller bliver myrdet eller begår selvmord, fordi de er blevet "urene" som
følge af en voldtægt, kommer fra meget religiøse familier. Denne type familier tillader ofte ikke deres kvinder at være alene i et rum med andre mænd end nære familiemedlemmer. Rent praktisk vil det altså i mange tilfælde netop kun være familiemedlemmer, der har kunnet begå voldtægten.
Langballes påstand om, at muslimske fædre vender det blinde øje til onklers voldtægt af døtrene, er således formentligt ikke helt ved siden af. Der er mange eksempler på, at muslimske familier svigter deres voldtagne døtre. DR kunne 3/8 2009 fortælle, hvordan unge mænd med etnisk baggrund står for organiserede voldtægter af piger med samme etniske baggrund. Voldtægterne lader sig gøre, fordi pigernes forældre vender det blinde øje til, hvis de får det at vide. Tværtimod vil forældrene straffe pigen, hvis de får noget at vide om voldtægten: "De unge mænd ved nemlig udmærket, at pigerne er så bange for deres families reaktioner, at de holder voldtægten hemmelig." Birgitte Karlson, leder af et dagtilbud for piger, fortæller, at fænomenet er ekstremt udbredt: "På bare tre måneder har hun haft kontakt til 15 piger, der har været udsat for en organiseret voldtægt."
Tvangsægteskaber er ganske udbredt i den muslimske verden. Familier, som tvinger deres døtre til at indgå i seksuelle relationer - endda ofte med nære familiemedlemmer - begår reelt organiseret voldtægt. Sådanne påtvunge og livslange seksuelle relationer er desværre bredt accepteret og ofte ligefrem forventet i store dele af den muslimske kultur.
En uhyggelig stor andel af verdens muslimske kvinder lever uden helt basale menneskerettigheder så som friheden til selv at vælge deres påklædning, seksuelle partnere, religion og livsstil. En stor del af kvinderne lever under en konstant og helt reel mordtrussel, som vil blive effektueret, hvis de skulle træde ved siden af islams og den muslimske kulturs begrænsning af kvinders frihed og sikkerhed. Disse mordtrusler virker på samme måde som terror og bistik: Der skal kun en enkelt flydende bombe til, førend verdens hundreder af millioner af flypassagerer ikke længere må tage mere en 100 ml væske med i flyet, og det kræver kun et enkelt bistik, førend både børn og voksne bliver nervøse, når de små kræ nærmer sig. På samme måde skal der kun få bestialske eksempler på mord og tvungne selvmord, kidnapninger til opdragelsesrejser i hjemlandet, indespærringer, udstødelse af familien, vold og voldtægt til, førend muslimske kvinder til helt "frivilligt" at tage slør på, holde sig fra kærlighedens glæder indtil (tvangs)ægteskabet og generelt gør hvad familien, religionen og kulturen forlanger.
Det er på tide, at vestlige myndigheder erkender problematikken. Hvad der sker med muslimske kvinder i Irak, Afghanistan og andre dele af den muslimske verden, er tragisk men svært at gøre noget ved, men bor de i vores lande, så har vi som ansvarlige og bekymrede enkeltpersoner og samfund et ansvar. De mange plakater og foldere på arabisk om vold mod kvinder på landets sprogskoler og socialkontorer viser, at staten - uden at sige det højt - har fået øje på problematikken. Som man kan se af de mange ovenstående eksempler har generel oplysning ikke formået at stoppe problemet. Vi svigter vores ansvar overfor forsvarsløse og skræmte kvinder, hvis ikke vi konfronterer problemet direkte: Vi er nødt til at komme ind bag de ofte meget lukkede indvandrerhjem i det ofte lige så lukkede indvandrermiljø. Løsningen er, at etniske kvinder får besøg af kvindelige socialarbejdere en eller flere gange årligt (med en tolk, når det er nødvendigt). Kun på den måde kan vi sikre os, at vi gør vores bedste for, at en i vestlige øjne undertrykkende behandling af kvinder ikke får lov at slå rod i vores samfund. De kvindelige socialarbejdere skal - uden ægtefældens tilstedeværelse - kontrollere, at kvinden kan tale dansk, er tryg og sikker og er fri til at leve det liv, loven og menneskerettighederne giver hende mulighed for. Besøgene er samtidigt en mulighed for at informere kvinderne om deres reelle rettigheder og muligheder i
Danmark, samt vejledning om, hvordan de kan støtte dem selv og deres børns skolegang og udvikling, så de kan få en succesfuld tilværelse her i landet. Er der efter nogle besøg ingen bekymrende tegn på manglende tryghed eller frihed, kan besøgene enten ophøre eller fortsætte med længere intervaller. Det er muligt, at brødre og mandlige ægtefælder vil modsætte sig denne form for kontrol og vejledning, men så må de flytte til et andet land, hvis de vil være foruden. Vi kan ikke have, at det undertrykkende kvindesyn, som er så udbredt i det islamiske miljø, får plads i det danske samfund.
Hverken et rigtigt demokratisk retssamfund eller rigtige mænd og kvinder kan fortsætte med at vende det blinde øje til muslimske kvinders forhold - slet ikke, når det foregår i vores eget land. Langballe er sådan en rigtige mand. Dem kunne vi og især de muslimske kvinder godt bruge nogle flere af.
Danmarks Jesper Langballe har fået ørerne i retsmaskineriet for sin udtalelse om, at "Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) - og iøvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt."
Sarkasmen i udtalelsen har Langballe forlængst fortrudt offentligt, men derudover har han ret: Der er muslimske fædre, der slår deres døtre ihjel og som ser igennem fingrene med voldtægt af deres døtre - både i Vesten og i den muslimske verden. Britisk politi vurderede ifølge The Independent 10/2 2009, at "Op mod 17.000 kvinder i Storbritanien udsættes for æresrelateret vold, inklusiv mord, hvert år." Leder af indvandrerrådgivningen i Århus og København Leif Randeris udtalte til Politiken 17/11 2005, at ”De familier, hvor tvangsægteskaber forekommer, bruger i stigende grad fysisk og psykisk vold for at påtvinge deres børn en ægtefælle. Vi oplever stadig oftere, at forældrene truer deres børn med at slå dem ihjel, hvis ikke de siger ja." Mordtruslernes omfang er vel og mærke stort, for Randeris var på daværende tidspunkt "i snit med til at give en til to etniske piger om ugen en hemmelig adresse, fordi de har modsat sig et tvangsægteskab og nu er i fare for at blive dræbt.” National Geografic udgav 12/2 2002 artiklen "Tusinder af kvinder dræbes for familiens ære". Her udtaler Widney Brown fra Human Rights Watch, at "I lande, hvor islam praktiseres ... dræbes kvinder af mandlige familiemedlemmer og forbrydelserne opfattes som retfærdige og forståelige." Direktøren for kvindekrisecentret Dannerhuset i København, Vibe Klarup Voetmann, fortalte til Kristeligt Dagblad 11/6 2008, at 70 procent af de 1.400 kvinder (svarende til 980 kvinder), som årligt henvender sig til centret, har "mellemøstlig baggrund". Dannerhuset er kun ét blandt 40 kvindekrisecentre i Danmark, og sammen med det store mørketal på området, er der derfor god grund til at frygte, at antallet af muslimske kvinder på flugt fra bl.a. morderiske fædre og ægtefælder, er flere tusinde - alene her i landet.
Med til historien hører også, at mange mord i muslimske familier sker ved, at pigen presse til at begå selvmord. En tysk undersøgelse offentliggjort i The Local 21/5 viser, at tyrkiske kvinder forsøger selvmord dobbelt så ofte som tyske kvinder. En talsmand for et kvindekrisecenter for indvandrerkvinder i Berlin siger i den forbindelse, at "Nogle gange fortæller pigerne os, at 'jeg vil hellere dræbe mig selv end at lade min bror gøre det.'" Det er formentligt bl.a. af denne grund, at 96 procent af alle selvmordsforsøg i Saudi Arabien begås af kvinder (Arab News 27/12 2007). Sammen med Afghanistan er landet et af de få lande i verden, hvor selvmordsraten er højere blandt kvinder end blandt mænd (Information, 30/8 2008). Kvinder i Afghanistan straffes i øvrigt med fængsel i 20 år, hvis de bliver voldtaget. Som ubehagelig anekdote kan nævnes, at andelen af tvangsægteskaber i Afghanistan ligger på 60 procent, 57 procent af alle brude er under 16 år, 87 procent af kvinderne oplever vold i hjemmet og at straffen for at forlade hjemmet uden at få tilladelse fra manden er 10 år i fængsel (The Independent, 18/8 2008).
Mange af de muslimske kvinder, som flygter til krisecentre eller bliver myrdet eller begår selvmord, fordi de er blevet "urene" som
følge af en voldtægt, kommer fra meget religiøse familier. Denne type familier tillader ofte ikke deres kvinder at være alene i et rum med andre mænd end nære familiemedlemmer. Rent praktisk vil det altså i mange tilfælde netop kun være familiemedlemmer, der har kunnet begå voldtægten.
Langballes påstand om, at muslimske fædre vender det blinde øje til onklers voldtægt af døtrene, er således formentligt ikke helt ved siden af. Der er mange eksempler på, at muslimske familier svigter deres voldtagne døtre. DR kunne 3/8 2009 fortælle, hvordan unge mænd med etnisk baggrund står for organiserede voldtægter af piger med samme etniske baggrund. Voldtægterne lader sig gøre, fordi pigernes forældre vender det blinde øje til, hvis de får det at vide. Tværtimod vil forældrene straffe pigen, hvis de får noget at vide om voldtægten: "De unge mænd ved nemlig udmærket, at pigerne er så bange for deres families reaktioner, at de holder voldtægten hemmelig." Birgitte Karlson, leder af et dagtilbud for piger, fortæller, at fænomenet er ekstremt udbredt: "På bare tre måneder har hun haft kontakt til 15 piger, der har været udsat for en organiseret voldtægt."
Tvangsægteskaber er ganske udbredt i den muslimske verden. Familier, som tvinger deres døtre til at indgå i seksuelle relationer - endda ofte med nære familiemedlemmer - begår reelt organiseret voldtægt. Sådanne påtvunge og livslange seksuelle relationer er desværre bredt accepteret og ofte ligefrem forventet i store dele af den muslimske kultur.
En uhyggelig stor andel af verdens muslimske kvinder lever uden helt basale menneskerettigheder så som friheden til selv at vælge deres påklædning, seksuelle partnere, religion og livsstil. En stor del af kvinderne lever under en konstant og helt reel mordtrussel, som vil blive effektueret, hvis de skulle træde ved siden af islams og den muslimske kulturs begrænsning af kvinders frihed og sikkerhed. Disse mordtrusler virker på samme måde som terror og bistik: Der skal kun en enkelt flydende bombe til, førend verdens hundreder af millioner af flypassagerer ikke længere må tage mere en 100 ml væske med i flyet, og det kræver kun et enkelt bistik, førend både børn og voksne bliver nervøse, når de små kræ nærmer sig. På samme måde skal der kun få bestialske eksempler på mord og tvungne selvmord, kidnapninger til opdragelsesrejser i hjemlandet, indespærringer, udstødelse af familien, vold og voldtægt til, førend muslimske kvinder til helt "frivilligt" at tage slør på, holde sig fra kærlighedens glæder indtil (tvangs)ægteskabet og generelt gør hvad familien, religionen og kulturen forlanger.
Det er på tide, at vestlige myndigheder erkender problematikken. Hvad der sker med muslimske kvinder i Irak, Afghanistan og andre dele af den muslimske verden, er tragisk men svært at gøre noget ved, men bor de i vores lande, så har vi som ansvarlige og bekymrede enkeltpersoner og samfund et ansvar. De mange plakater og foldere på arabisk om vold mod kvinder på landets sprogskoler og socialkontorer viser, at staten - uden at sige det højt - har fået øje på problematikken. Som man kan se af de mange ovenstående eksempler har generel oplysning ikke formået at stoppe problemet. Vi svigter vores ansvar overfor forsvarsløse og skræmte kvinder, hvis ikke vi konfronterer problemet direkte: Vi er nødt til at komme ind bag de ofte meget lukkede indvandrerhjem i det ofte lige så lukkede indvandrermiljø. Løsningen er, at etniske kvinder får besøg af kvindelige socialarbejdere en eller flere gange årligt (med en tolk, når det er nødvendigt). Kun på den måde kan vi sikre os, at vi gør vores bedste for, at en i vestlige øjne undertrykkende behandling af kvinder ikke får lov at slå rod i vores samfund. De kvindelige socialarbejdere skal - uden ægtefældens tilstedeværelse - kontrollere, at kvinden kan tale dansk, er tryg og sikker og er fri til at leve det liv, loven og menneskerettighederne giver hende mulighed for. Besøgene er samtidigt en mulighed for at informere kvinderne om deres reelle rettigheder og muligheder i
Danmark, samt vejledning om, hvordan de kan støtte dem selv og deres børns skolegang og udvikling, så de kan få en succesfuld tilværelse her i landet. Er der efter nogle besøg ingen bekymrende tegn på manglende tryghed eller frihed, kan besøgene enten ophøre eller fortsætte med længere intervaller. Det er muligt, at brødre og mandlige ægtefælder vil modsætte sig denne form for kontrol og vejledning, men så må de flytte til et andet land, hvis de vil være foruden. Vi kan ikke have, at det undertrykkende kvindesyn, som er så udbredt i det islamiske miljø, får plads i det danske samfund.
Hverken et rigtigt demokratisk retssamfund eller rigtige mænd og kvinder kan fortsætte med at vende det blinde øje til muslimske kvinders forhold - slet ikke, når det foregår i vores eget land. Langballe er sådan en rigtige mand. Dem kunne vi og især de muslimske kvinder godt bruge nogle flere af.
