Flere skuespillere fra Vendsyssel Teater uddelte i weekenden røde kort til retsstaten.
Ganske vist stod der på sedlerne, som rundhåndet blev uddelt af blandt andre Hans Holtegaard, Kresten Andersen og Jørgen Bing den 1. maj i Metropol i Hjørring, at det var racismen, der skulle have det røde kort.
En så from opfordring kan næppe mange være uenige i eller finde på at kritisere. Det skulle da lige være dem, der interesserer sig for retsstatens skæbne. Når man nemlig piller ved princippet om, at den anklagede er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, smuldrer hele fundamentet under retsstaten.
Går man således ind på hjemmesiden www.stopracismen.dk, hvor det fine slogan forsøges nøjere defineret og uddybet, viser det sig, at initiativet aktuelt begrundes med bekymring over perspektivet i en konkret sag, hvor en professionel fodboldspiller har slået ud efter en modstander.
Efterfølgende forsøgte den formastelige, som anstændigvis fik en advarsel af DBU, at retfærdiggøre sig ved at påstå, at den anden spiller var kommet med racistiske udtalelser. Problemet var altså bare, at ingen andre havde hørt ordene, hvorved de blev umulige at bevise eller bare sandsynliggøre.
Dette føler folkene bag ovennævnte initiativ åbenbart er så stort og uoverskueligt et problem, at disciplinærudvalget i DBU opfordres til at droppe et ellers fornuftigt forslag om, at den slags beskyldninger også i sport og fodbold netop bør kunne dokumenteres, hvis de skal føre til påtale med advarsler og karantæne. Kritikerne af DBU mener altså i ramme alvor, at et af de allermest elementære principper i retsstaten bør undergraves.
Det er intet mindre end dybt bekymrende, at lokale skuespillere og for den sags skyld andre kulturpersonligheder landet over ukritisk stiller op til den slags hovedløse manifestationer, men dem om det. Langt mere konstruktivt ville det dog være, hvis de som udøvende kunstnere gik ind for at fastholde og udbygge ytringsfriheden som retsstatens bærende forudsætning.
Ved eksempelvis at få Folketinget til at sløjfe § 266 b, som er den såkaldte racismeparagraf, ville vi helt anderledes målrettet blive i stand til at konfrontere racisternes tåbeligheder med saglige argumenter. Eller for den sags skyld med satirisk hån, spot og latterliggørelse.
I stedet for forblommede formuleringer på en ligegyldig løbeseddel kunne man sætte navne på racisterne, fordi deres idiotiske udtalelser ville afsløre dem.
At bekæmpe racisme er i alle henseender en ærværdig sag, men man bør vælge sine våben med omhu.
Nu højglanspolerer man i stedet sin egen politisk korrekte glorie ved at underminere retsstaten.
Ganske vist stod der på sedlerne, som rundhåndet blev uddelt af blandt andre Hans Holtegaard, Kresten Andersen og Jørgen Bing den 1. maj i Metropol i Hjørring, at det var racismen, der skulle have det røde kort.
En så from opfordring kan næppe mange være uenige i eller finde på at kritisere. Det skulle da lige være dem, der interesserer sig for retsstatens skæbne. Når man nemlig piller ved princippet om, at den anklagede er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, smuldrer hele fundamentet under retsstaten.
Går man således ind på hjemmesiden www.stopracismen.dk, hvor det fine slogan forsøges nøjere defineret og uddybet, viser det sig, at initiativet aktuelt begrundes med bekymring over perspektivet i en konkret sag, hvor en professionel fodboldspiller har slået ud efter en modstander.
Efterfølgende forsøgte den formastelige, som anstændigvis fik en advarsel af DBU, at retfærdiggøre sig ved at påstå, at den anden spiller var kommet med racistiske udtalelser. Problemet var altså bare, at ingen andre havde hørt ordene, hvorved de blev umulige at bevise eller bare sandsynliggøre.
Dette føler folkene bag ovennævnte initiativ åbenbart er så stort og uoverskueligt et problem, at disciplinærudvalget i DBU opfordres til at droppe et ellers fornuftigt forslag om, at den slags beskyldninger også i sport og fodbold netop bør kunne dokumenteres, hvis de skal føre til påtale med advarsler og karantæne. Kritikerne af DBU mener altså i ramme alvor, at et af de allermest elementære principper i retsstaten bør undergraves.
Det er intet mindre end dybt bekymrende, at lokale skuespillere og for den sags skyld andre kulturpersonligheder landet over ukritisk stiller op til den slags hovedløse manifestationer, men dem om det. Langt mere konstruktivt ville det dog være, hvis de som udøvende kunstnere gik ind for at fastholde og udbygge ytringsfriheden som retsstatens bærende forudsætning.
Ved eksempelvis at få Folketinget til at sløjfe § 266 b, som er den såkaldte racismeparagraf, ville vi helt anderledes målrettet blive i stand til at konfrontere racisternes tåbeligheder med saglige argumenter. Eller for den sags skyld med satirisk hån, spot og latterliggørelse.
I stedet for forblommede formuleringer på en ligegyldig løbeseddel kunne man sætte navne på racisterne, fordi deres idiotiske udtalelser ville afsløre dem.
At bekæmpe racisme er i alle henseender en ærværdig sag, men man bør vælge sine våben med omhu.
Nu højglanspolerer man i stedet sin egen politisk korrekte glorie ved at underminere retsstaten.
