Kurrild-Klitgaard: Politisk uvidenhed, privat klogskab | Magt og Marked

"Vi, der er borgere i moderne, demokratiske samfund med veludbyggede uddannelsessystemer, er oplyste og i stand til at træffe kloge valg mellem po...

Peter Kurrild-Klitgaard,

24/04/2014

"Vi, der er borgere i moderne, demokratiske samfund med veludbyggede uddannelsessystemer, er oplyste og i stand til at træffe kloge valg mellem politiske alternativer.  På den måde forenes de mange til én folkevilje.

Sådan postuleres det ofte, ihvertfald implicit.  Man kan sige, at det i bund og grund er dét, som vores moderne massedemokrati ses som i praksis byggende på.

Men samtidigt antages det, at de selvsamme mennesker, der erkloge nok til at vælge mellem politikere og politikker, der handler om krig og fred, fattigdom og velstand, og berører millioner af menneskers liv og levned, er for dumme til at træffe beslutninger, der vedrører dem selv.  I den moderne, allestedsnærværende, demokratiske velfærdsstat er vi kloge nok til at bestemme over andre–men for dumme til at bestemme over os selv, når det gælder selv relativt simple spørgsmål om mad, drikkevarer, tobak, legetøj, TV-programmer og rensning af tagrender.

***

Måske det forholder sig næsten lige omvendt? At vi som mennesker generelt er ok til at træffe valg på egne vegne: Det lykkes trods alt for de fleste af os at overleve til forbi de 70 år og at undgå at slå andre ihjel.  Det er muligt for langt de fleste med succes at få børn og opdrage dem, spare op, købe hjem, o.s.v.  Beslutninger, der ofte er dybt komplicerede og potentielt omkostningsfulde.

Til gengæld lykkes det med jævne mellemrum vælgerne at vælge politikere, der træffer katastrofale valg, koster menneskeliv i massevis eller formøbler enorme formuer–og ovenikøbet genvælge dem.

Måske er vores viden om de ting, der kun berører os perifert eller indirekte naturligt nok begrænset, og i særdeleshed hvis det samtidigt er komplekse emner?  Måske er vi kloge på egne vegne og dumme på kollektivets?"