En fransk/iransk journalist ved navn Freidoune Sahebjam
befinder sig en dag i den lille iranske by Kupanyeh. Hans bil er brudt sammen
og han søger derfor hjælp i byen.
Han bliver i byen kontaktet
af en kvinde ved navn Zahra, som har en historie han skal høre.
”Kvinder har ingen stemme
her, du skal tage min stemme med herfra”
Og det gør Freidoune, hvilket
bliver til den historie der åbnede omverdenens øjne for de rædsler, kvinder i
islam kan risikere.
Zahra berettede for
Freidoune, hvordan hendes niece Soraya blev udsat for et plot og efterfølgende
dræbt.
Sorayas mand Ali ville
skilles og giftes med den 14 årige Mehri. Men Ali ville ikke forsørge Soraya,
som han ifølge koranen var forpligtet til. Det ville derfor være nemmest for
Ali, hvis Soraya bare forsvandt.
I islam kan en kvinde dømmes
til døden, hvis hun har været utro, derfor anklagede Ali Soraya for utroskab.
Hun blev dømt til stening af
sin mand, byens mullah og sin egen far. En time efter dommen blev hun begravet
til livet, hvorefter byens borgere kastede sten i hendes hoved indtil døden
indtraf.
Denne historie fik Freidoune
med nød og næppe med sig tilbage til omverdenen, han blev forsøgt skudt fordi
hemmeligheden skulle bevares og han skrev en bog udfra tantens beretning.
Tantens tanke var uden tvivl
at råbe verdenssamfundet op for at redde kvinder denne grusomme tortur, men
hvordan er tilstanden så i dag?
Faith Alev og Abdul Wahid
Pedersen er fremtrædende imamer og Wahid er ofte brugt som islamekspert i
danske medier.
Wahid Pedersen udtaler d.
15. april 2002 i kristeligt dagblad:
”at stening til døde er en
meget grusom form for afstraffelse, men det ændrer ikke på, at den set i et
islamisk lys, er blevet forordnet af Skaberen selv. Vi er derfor umiddelbart
ikke bemyndigede til at ændre på samme”
Wahid går altså ind for
stening, fordi det er Allahs ord.
Men læser man koranen,
fremgår det ikke med et eneste ord, at stening skulle være givet af skaberen
selv. Derimod forskriver koranen 100 piskeslag som straf for utroskab.
På spørgsmålet om
hvordan stening mon kan være straffen givet af skaberen selv, når det ikke er nævnt
i koranen, giver Faith Alev på begge imamers vegne følgende forklaring i
kristeligt dagblad 30. maj
”At straffen
ikke er foreskrevet i Koranen ændrer ikke på, at det ifølge flertallet af de
lærde (mudjtahider og muftîer) med speciale indenfor islamisk jura (fiqh) er et
uomgængeligt faktum, at den står foreskrevet klart og tydeligt i
overleveringerne om Profetens sædvane, altså i hadîth-samlingerne. Som
sædvanligt er hadîtherne om denne straf, ligesom i alle andre sammenhænge, en
supplerende kilde til forståelsen af Koranens bud om straffen for hor, da Gud i
Koranen forpligter de troende til at adlyde Ham og Sit Sendebud”
Man kan altså ikke
afvise stening som straf, fordi denne blev praktiseret af Mohammed i 600 tallet,
og dette er lov i nutiden.
Den 10. december 1948 vedtog og offentliggjorde FN's
generalforsamling Verdenserklæringen om Menneskerettighederne. Erklæringen blev
vedtaget med 48 landes jastemmer. 8 lande afholdt sig fra at stemme. Ingen
lande stemte imod. De 8 lande som undlod at stemme var: Hviderusland,
Tjekkoslovakiet, Polen, Saudi Arabien, Ukraine, Sovjetunionen, Syd Afrika, and
Joguslavien.
Som det fremgår af ovenstående, har Iran stemt ja til FNs
verdenserklæring om menneskerettigheder. Man skulle derfor tro, at Iran så også
fulgte disse, men som Freidoune Sahebjam med sin bog udgivet i 1994
er det altså ikke tilfældet.
Men det er der en forklaring på. Lande som Iran har nemlig
deres egen menneskerettighedskonvention: (Cairo Declaration of Human Rights in
Islam=) CDHRI
(The Organisation of the Islamic
Conference) OIC landene underskrev Cairo
konventionen 5 august 1990.
Af denne fremgår det klart og tydeligt at Sharialoven er
gældende. I artikel 19 står der at der ikke må være forbrydelse eller straf,
andet end det i Sharia, og i artikel 24 fremgår det at alle rettigheder og
friheder er underlagt Sharia. Dette bekræftes i artikel 25 som fastslår, at
"Den islamiske Sharia er den eneste kilde til reference for forklaring
eller afklaring af nogle af artiklerne i denne deklaration«
Derfor er både de internationale menneskerettigheder og dem
givet i Cairo erklæringen, fuldstændig ligegyldige og nyttesløse, når det
kommer til kvinders rettigheder i islam. Kvinderne har ganske enkelt ingen
rettigheder, og de kan blive stenet når som helst fuldstændig uden grund.
Denne ugudelige handling er envidere blåstemplet at den
danske imam, mediernes darling Abdul Wahid Petersen.
Man må på sørgeligste vis konstatere, at Sorayas historie,
og Freidounes bog herom, var fuldstændig forgæves, ingen hører kvindernes
stemme, heller ikke det internationale verdenssamfund.
Med vores ignorance af muslimske kvinders vilkår, står vi
selv i køen som stenkastende borgere, der slår kvinder ihjel.
Man kunne ønske sig, at disse kvinders muslimske medsøstre i
vesten, undlod at iføre sig det islamiske tørklæde, da dette er indbegrebet af
at være en rettroende muslim. En rettroende muslim retter sig efter shariaen,
og blåstempler dermed stening.
De muslimske medsøstre i vesten har det frie valg om de vil
iføre sig islams tørklæde, påstår de. Med deres frie valg håner de med deres
tørklæde medsøstrene i lande som Iran, der ikke har noget frit valg, og som
lever med truslen om stening hver dag.
Man må undre sig over, hvordan muslimske kvinder i vesten og
imamer som Abdul Wahid Petersen kan mene at stening er en passende straf, alene
på baggrund af noget der var almindeligt i år 600.
Man må også undre sig over, at resten af verden ignorerer
det.
”Gebærd dig ikke som hykleren, der tror han skjuler sit
bedrag, imens han højlydt citerer koranen
Hafez, iransk digter 14 århundrede.
