LA: Nej til bankunion. Lad eurolandene redde deres egen elendige banker

Liberal Alliance vender sig imod tanken om, at Danmark skal tilslutte sig eurolandenes bankunion, som SF i en kronik i dagens Information opfordr...

Torben Mark Pedersen,

15/04/2014

Liberal Alliance vender sig imod tanken om, at Danmark skal tilslutte sig eurolandenes bankunion, som SF i en kronik i dagens Information opfordrer til.

"Der er 6.000 banker i EU, som danske skatteborgere potentielt kan komme til at betale for at redde. Det, synes vi, er en ganske uacceptabel byrde at lægge på danskerne, som allerede betaler rigeligt i skat," siger Liberal Alliances spidskandidat til Europa-Parlamentet Christina Egelund.

De 18 eurolande er blevet enige om at opbygge en fond til redning eller afvikling af nødstedte banker på 55 milliarder euro over otte år. Fra starten skyder landene 40 pct. i puljen.

"De elendige økonomier i Sydeuropa er politikernes ansvar. Euroen er politikernes ansvar. De dårligt drevne banker er bankernes eget ansvar. Det kan aldrig blive danske skatteborgeres ansvar," siger Christina Egelund.

Liberal Alliance er modstander af euroen og ser en klar sammenhæng mellem den fejlkonstruktion, som den fælles valuta er, og de problemer, som de sydeuropæiske økonomier og banker befinder sig i.

"Grundlæggende må man lade falde, hvad ikke kan stå. Det gælder de dårligt drevne banker, og det gælder for så vidt også euro-konstruktionen, hvis det kommer så vidt. Euroen var en fejl, og der vil komme flere problemer i fremtiden," siger Christina Egelund.

Den Europæiske Centralbank vil i bankunionen få den afgørende beslutningsmyndighed om for eksempel en banklukning i Danmark.

"Danskerne er massivt imod euroen, og så synes jeg, det er meget betænkeligt at forsøge at snige alle euroens problemer ind ad bagdøren og vælte dem over på danskerne, uden de bliver spurgt. Jeg mener, at et spørgsmål om bankunion kan sidestilles med suverænitetsafgivelse og burde lægges ud til en folkeafstemning, inden danskerne bindes op på de forpligtelser, der pålægges os," siger Christina Egelund.