LA's eksklusion af Torben Mark Pedersen er et sygdomstegn

Jeg har netop meldt mig ud af Liberal Alliance

Jeppe Juhl,

23/11/2013

Jeg har netop meldt mig ud af Liberal Alliance. Årsagen er eksklusionen af Torben Mark Pedersen.

Der mangler i skrivende stund en officiel forklaring, men det skyldes vist nok, at TMP anses som en dårlig og illoyal holdspiller, der blandt andet på FB offentligt har kritiseret en navngiven og højtstående person fra Frederiksbergkredsen.

Og hvad så...?

Et liberalt parti bør da være det første til at acceptere fri meningsudveksling. Ja, der skal nødvendigvis være en eller anden form for partidisciplin, i særdeleshed i et nyt parti, der let kan få "landsbytosser" ind, og derfor kan have svært ved at formidle deres overordnede politik på en stringent facon, hvis alle ytrer sig om det politiske projekt i øst og i vest. Det forstår og anerkender jeg skam godt. Men det er jo netop ikke tilfældet her.

TMP har ytret sig om noget administrativt og det skal han da have lov til. At ekskludere en kapacitet som TMP, den måske fremmeste og dygtigste fortaler for et liberalt verdenssyn i Danmark, er simpelt hen torskedumt.

Nu kender jeg som sagt ikke detaljerne, men der hersker ingen tvivl om, at beslutningen er kolossal stupid, og i sidste ende vil skade partiet. Det kan jeg så være delvis ligeglad med. Jeg er ikke medlem længere.

TILFØJELSE:

Kære medlem af Liberal Alliance,

Der har i dag været afholdt hovedbestyrelsesmøde i Liberal Alliance. Vi skriver til dig for at fortælle dig, at vi desværre har været nødsaget til at gennemføre i alt seks eksklusioner af medlemmer, der i den forløbne tid har bedrevet partiskadelig virksomhed.

Beslutningerne blev truffet i overensstemmelse med vedtægternes §11.

Liberal Alliance er en frivillig forening – og vi har højt til loftet. Men nogle gange bliver det nødvendigt at skride til at udelukke et medlem af hensyn til det fælles projekt, som så utroligt mange mennesker kæmper så utrolig hårdt for.

Venlig hilsen

Leif Mikkelsen

Anders Samuelsen

Simon Emil Ammitzbøll

Partiskadelig virksomhed. Det lyder som et ekko fra Sovietunionen. At ekskludere TMP for "partiskadelig virksomhed" er en perversitet. Manden har som ingen andre formået - på et utroligt højt og sagligt niveau - at beskrive det liberale verdenssyn. De skulle skamme sig sig i LA-toppen. 

"Højt til loftet" ... what a cosmic joke.

Kilde: