Så kom statsminister Lars Løkke Rasmussen hjem fra en ferie med sin familie på Tenerife og til et pressekorps, der i den grad lugtede blod efter en række ’sager’ om en datters mulige forstuvede ankel og nogle sure madpakker.
I gamle dage, da ham den første Rasmussen fra Venstre sad i Statsministeriet, kom far altid sur hjem fra ferie og kunne på ingen tid skabe ro i familien Danmark. Far var hård, kontant og uden nåde – specielt overfor uvorne journalister. Så de holdt som regel deres mund. Præcis sådan en far vi alle drømmer om.
Den nye far er ikke helt så hård, og han har oven i købet den lidt for moderne indstilling, at han skal være ”far hele livet”. Det går virkelig ikke. Så er man jo en svag far.
Den seneste tids polemik om Løkkes ferie og hans datters ankel følger fuldstændig den ’storyline’, som socialdemokraterne lagde fast, da sagen om Løkkes bidrag dukkede op. Missionen er lykkedes. Løkke fremstår nu som en såre menneskelig men svag politiker, der ikke har styr på livets mange bilag. Løkke er effektfuldt blevet ’framet’ som svag og uden handlekraft.
Den ’storyline’ så man udspille sig for fulde gardiner dagen efter klimatopmødet, hvor medierne straks spurgte: ”Var resultatet nu blevet sådan på topmødet, hvis nu det var ham den anden Rasmussen, der havde ledet slaget?”. De savner den gamle far, der havde orden på sagerne.
Journalister og kommentatorer havde alle til hobe spået, at Løkke efter klimatopmødet ville iværksætte en regeringsrokade straks i det nye år og bruge sin nytårstale til at sætte en ny dagsorden og efterfølgende et nyt hold. Da det ikke skete, og alle kommentatorer dermed tog fejl, blev det udlagt som svaghed og ”intern splid i regeringen”. Og så kører historien om svaghed og uorden igen.
I sidste ende kan statsminister Lars Løkke Rasmussen tabe et kommende valg ikke på sin politik, men på historier om en ankel og en fadøl. Det er den barske og nedslående kendsgerning.
Løkke skal ikke bedømmes på en forstuvet ankel eller en fadøl. Han skal bedømmes på sin evne og vilje til at reformere Danmark og lede nationen igennem en økonomisk krise, der ikke er føget ind over vores grænser som ugræs, og som ikke forsvinder af sig selv.
Han står i spidsen for en regering, der vælger at prioritere 3 burkaer i stedet for et eksploderende statsunderskud op mod 90 mia. kr. Han har siden 2001 været medlem af en regering, der rutinemæssigt har afvist nødvendige reformer af det danske samfund, og i stedet sætter alle kræfter ind på et kaffemøde på en københavnsk skole. Imens verden har buldret forbi os, har vi etableret en national mindestue og hygget os med at pille i egen kulturkanon.
Dét har Løkke ansvaret for, og det skal han bedømmes på. Så må alle andre i mellemtiden parkere deres inderste forhåbninger om den handlekraftige og strenge fader et mere velanbragt sted.
I gamle dage, da ham den første Rasmussen fra Venstre sad i Statsministeriet, kom far altid sur hjem fra ferie og kunne på ingen tid skabe ro i familien Danmark. Far var hård, kontant og uden nåde – specielt overfor uvorne journalister. Så de holdt som regel deres mund. Præcis sådan en far vi alle drømmer om.
Den nye far er ikke helt så hård, og han har oven i købet den lidt for moderne indstilling, at han skal være ”far hele livet”. Det går virkelig ikke. Så er man jo en svag far.
Den seneste tids polemik om Løkkes ferie og hans datters ankel følger fuldstændig den ’storyline’, som socialdemokraterne lagde fast, da sagen om Løkkes bidrag dukkede op. Missionen er lykkedes. Løkke fremstår nu som en såre menneskelig men svag politiker, der ikke har styr på livets mange bilag. Løkke er effektfuldt blevet ’framet’ som svag og uden handlekraft.
Den ’storyline’ så man udspille sig for fulde gardiner dagen efter klimatopmødet, hvor medierne straks spurgte: ”Var resultatet nu blevet sådan på topmødet, hvis nu det var ham den anden Rasmussen, der havde ledet slaget?”. De savner den gamle far, der havde orden på sagerne.
Journalister og kommentatorer havde alle til hobe spået, at Løkke efter klimatopmødet ville iværksætte en regeringsrokade straks i det nye år og bruge sin nytårstale til at sætte en ny dagsorden og efterfølgende et nyt hold. Da det ikke skete, og alle kommentatorer dermed tog fejl, blev det udlagt som svaghed og ”intern splid i regeringen”. Og så kører historien om svaghed og uorden igen.
I sidste ende kan statsminister Lars Løkke Rasmussen tabe et kommende valg ikke på sin politik, men på historier om en ankel og en fadøl. Det er den barske og nedslående kendsgerning.
Løkke skal ikke bedømmes på en forstuvet ankel eller en fadøl. Han skal bedømmes på sin evne og vilje til at reformere Danmark og lede nationen igennem en økonomisk krise, der ikke er føget ind over vores grænser som ugræs, og som ikke forsvinder af sig selv.
Han står i spidsen for en regering, der vælger at prioritere 3 burkaer i stedet for et eksploderende statsunderskud op mod 90 mia. kr. Han har siden 2001 været medlem af en regering, der rutinemæssigt har afvist nødvendige reformer af det danske samfund, og i stedet sætter alle kræfter ind på et kaffemøde på en københavnsk skole. Imens verden har buldret forbi os, har vi etableret en national mindestue og hygget os med at pille i egen kulturkanon.
Dét har Løkke ansvaret for, og det skal han bedømmes på. Så må alle andre i mellemtiden parkere deres inderste forhåbninger om den handlekraftige og strenge fader et mere velanbragt sted.
