Søren Pind:
Tænk dig, at du skulle stemme for, at sende danske soldater ud i det, englænderne kalder “harms way”. I krig. Med alt hvad det medfører.
Tænk, hvis du som jeg, kender pårørende. Mennesker, der har været der. Og med hele den vægt i bagagen så skal trykke på knappen. Tænk så, at du læser straffeloven. Nærmere bestemt straffelovens § 102 – “Den, som under krig eller besættelse yder fjenden bistand ved råd eller dåd eller til fremme af fjendtlig interesse svækker den danske stats eller dens forbundsfælles kampdygtighed, straffes med fængsel indtil 16 år.”
Tænk hvis du vidste, at Danmark er et af de lande, der sender fleste jihadister til Syrien og Irak. Tænk hvis du vidste, du havde spurgt regeringen, om de var omfattet af ovenstående paragraf (en del af de såkaldte “landssvigerparagraffer”), og regeringen lover dig, retsstillingen nok skal være klar til udsendelsen. Tænk dig, hvis det eneste svar du får i Folketingssalen så er, at man kan dømme folk efter terrorparagrafferne. Hvad det så end betyder. At du mærker en åleglathed, en manglende vilje til svar, en gliden af.
