En dansk historiker, Lars Hedegaard, er netop blevet frikendt for sine udtalelser om, at ”piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far”, men kun fordi intentionen om offentlig udbredelse ikke kunne bevises. Begge forhold skal i øjeblikket, efter dommerens vurdering, være opfyldt for straf.
Uanset, hvad man mener om selve Hedegaards projekt, som nogen mener er unødigt konfronterende, så bør alle danskere være særdeles bekymrede over den tendens, der er ved at tage form ved de danske domstole – især når man ved, at citatet blev taget fra en sammenhæng, hvor Hedegaard flere gange understregede, at påstanden ikke var universel (dvs. han understregede eksistensen af undtagelser).
Jeg er ikke altid enig med Hedegaard, men jeg vil til enhver tid forsvare hans ytringsfrihed, fordi det kunne blive mig næste gang. Jeg vil i det følgende beskrive, hvorfor dommen var et brud på den logik, der burde definere juraen, og dermed endnu et skred i vores demokratiske fundament.
Lars Hedegaard har ikke sagt ”alle piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler”. Han har faktisk slet ikke afklaret sin ytrings kvantitet i selve sætningen, og dermed er omfanget af hans ytring ikke afklaret.Til gengæld tager han kvantitativt forbehold andetsteds i interviewet. Der burde derfor ikke være noget at komme efter i en retsstat. Men i Lars Barfoed og Jørgen Steen Sørensens "retsstat" er der masser at komme efter.
Det kan ikke vises, om Hedegaard har ment alle, nogle, eller to. Det er udelukkende, fordi dommeren gætter på tilstedeværelsen af kravet om ”grov generalisering”, som udtalt af Rigsadvokat Jørgen Steen Sørensen. Dermed er de facto sandhedsværdi af en ytring fuldstændig underordnet dommeres vilkårlige skøn i sager om ytringsfrihed. Det er dybt foruroligende, især kombineret med det skred, der sker i fortolkningen af Terrorloven.
Domstolene skaber præcedens for at undergrave sandhedens betydning i skyldsspørgsmålet under påskud af at beskytte os mod f.eks. racisme og terror. En række meningsdannere, der jubler over, at der tilsyneladende tegnes en streg i sandet overfor racisme, overser fuldstændigt dette skred og bliver dermed nyttige idioter for en tendens, der en dag kan ramme dem selv.
