Blind høne kan også finde et korn.
Trods den romantiske retorik om at ville kæmpe for arbejdere har SF’s ledelse intet gjort for lavtlønnede.
Selvhad er efterhånden den eneste sikre bestanddel af moderne socialisme.
Socialistisk Folkeparti er blevet et parti for sadomasochistiske funktionærflagellanter. Et parti for vellønnede bedsteborgere, der gerne vil betale høj skat for at købe aflad for deres dårlige samvittighed – men i øvrigt lever trygt, bekvemt og økologisk. Kun de reneste af de rene står tilbage, godt fem procent.
Stort set ingen ufaglærte eller faglærte arbejdere stemmer i dag på SF, trods partitoppens ihærdige bestræbelser på at tiltrække almindelige lønmodtagere med overtræk på kassekreditten.Andelen af arbejdervælgere hos SF er – ifølge de seneste Megafon-målinger – faldet ned på niveau med andelen hos Liberal Alliance og De Konservative, altså nul og niks.
På godt og ondt er SF (stadig) et højere middelklasseparti for »piloter, bankdirektører, overlæger, professorer, advokater« og andre af de privilegerede grupper, som skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) netop har udskreget til at være folkefjenderne. Klasseforræderne kommer indefra; skræmmebilledet kan ses i spejlet.I virkelighedens verden har SF og Det Radikale Venstre efterhånden samme vælgerprofil – for flertallets vedkommende med en længere uddannelse. At finde en SF-vælger i en beskidt blå kedeldragt er efterhånden lige så svært som at finde en SF-toppolitiker, der har haft et reelt job, bortset fra lidt studenterarbejde.
Når de ledende kadrer af SF’ere, også kaldet ’arbejderisterne’, kværner løs om deres solidaritet med »dem, der står tidligt op, smører leverpostejmadder, afleverer ungerne og tager på arbejde«, kommer de reelt til at fremstå som en gruppe pietistiske præster, der prædiker rituelt selvplageri som en fromhedsøvelse.
Under dække af et opgør med de gamle SF’eres hippie-agtige fascination af indianerstammer, stofmisbrugere og transseksuelle – eller det, som Mattias Tesfaye har kaldt for ’sidde ned og snakke om utopia-kultur’ – er de unge ’arbejderister’ pudsigt nok ved at skabe en ny form for symbolpolitik.’Arbejderisterne’ taler gerne om at ville kæmpe for »dem, der trækker i kedeldragter eller orange veste; dem, der har værktøjsbælte; dem, der tager en uniform på«. Men i praktisk politik er det småt med initiativer, der skaber flere lærepladser, nye job og mindre snak.
Paradoksalt nok har den altdominerende fløj i SF, herunder ’arbejderisterne’, accepteret en politisk kurs, som ikke alene er dikteret af Det Radikale Venstre – men som også i hverdagen virker modsat af de erklærede solidariske hensigter.
Selv om de unge ’arbejderister’ – med topfolk som netop Thor Möger Pedersen, sundhedsminister Astrid Krag (SF) og næstformandskandidat Mattias Tesfaye i spidsen – ynder at kalde sig selv for realister, er de mere idealistiske og romantiske end de få og typisk ældre SF’ere, som i det mindste er ærlige nok til at stå ved deres højtravende hattedamehumanisme.
Kultursocialisterne på SF’s venstrefløj foregøgler ikke andet end det, de siger.
Arbejderismen virker – i hvert fald i munden på SF-ministrene – som en blanding af dagdrømmeri og selvbedrag....
Men hvad sker der i SF? De selvpineriske funktionærflagellanter plager hinanden med vrøvlekonkurrencer om, hvem der er sande socialister. Det er ikke svært at forstå, hvorfor alle arbejderne flygter.
Læs også kommentarsporet. Man kan som altid få et godt grin over Politikens lille menighed.
