Departementscheferne er utvivlsomt nogle af landets bedste juridiske, henholdsvis økonomiske hjerner. De har gjort karriere i etaten, i embedsværket. Systemets mænd hver og én og de er ikke politisk tonedøve eller uden politisk flair. De blander sig selvsagt ikke i partipolitik, hvilket vil så tvivl om deres neutralitet. Det vil skade deres karriere, som de er yderst bevidste om at fremme. De får så rigeligt deres behov for at blande sig i fordelingen af goder og byrder i samfundet dækket, som embedsmænd. De kan bedrive alt den politik de vil, fra sidelinien og uden at blive stillet politisk til ansvar.
Men noget tyder på at de og deres fagforening er lidt for dygtige til at begå sig politisk og forhandle løn hjem, i en økonomisk krisetid, hvor selv politikere er villige til at gå ned i hyre.
Departementschefen varetager ministerbetjeningen, men det er ministeren der er øverste politiske og faktisk også administrative chef i et ministerium. Derfor vil det være naturligt om ministeren er den højst gagerede i et ministerium. Det er imidlertid ikke tilfældet. Det er Departementschefen, der tjener mest. Og ingen embedsmænd i staten må i øvrigt tjene mere end Departementschefen.
Departementschefen i Miljøministeriet, Marianne Thyrring, blev belønnet med en lønstigning på 210.839 kroner, fra det ene år til det andet. Christian Schønau, som er Departementschef i Socialministeriet, fik 198.365 kroner ekstra for sit arbejde. Lidt spydigt kan man sige at, det får han for sit arbejde for de svage og udsatte!
Sammenlagt har cheferne i danske ministerier fået en lønstigning på 8,3 procent fra 2008 til 2009, og gennemsnitslønnen er nu 1.576.858 kroner om året. Det viser tal fra Personalestyrelsen. Det er en lønstigning pænt over den almindelige lønudvikling i Danmark.
Lønfesten forarger flere fagforbund, fordi den kommer midt i en sparetid, hvor det offentlige er på skrump. Derimod mener andre, at lønstigningerne sikrer gode offentlige ledere, skriver Ugebrevet A4, Flere fagforbund har svært ved at se fornuften i de høje lønstigninger, der svarer til en halv bruttoårsløn for en rengøringsassistent. Hvorfor bliver topcheferne belønnet, så nogle tjener mere end landets statsminister, midt i en sparetid, hvor der tales om nulvækst og nedskæringer? Et godt spørgsmål, som kræver en forklaring og ikke fremsigelse af formodninger, fra min side.
Jeg skal hverken forsvare eller gå til angreb på Departementschefernes løn. Jeg vil blot gerne have at vide, hvorfor de har oplevet en betydelig reallønsfremgang.
Den har de fået hjem efter forhandling mellem deres fagforening og arbejdsgiver. Frie forhandlinger, hvor to parter har ”fundet hinanden” og er nået til enighed. En fri forhandling og en situation, hvor efterspørger af arbejdskraft møder udbyder af arbejdskraft. Altså et eksempel på at markedet har fået lov at fungere. Set i forhold til hvad andre topchefer i lignende positioner tjener, er knap 1,6 mio. kr. ikke meget. Tænk blot på at størstedelen af lønnen udsættes for topskatten.
Men jeg er lidt forundret over, at ministre ikke honoreres lige så godt som Departementschefer. Det er det debatten bør handle om, grundlæggende set. Er det mon fordi det er Departementscheferne der kører butikken og politikken og ikke ministrene?
Men noget tyder på at de og deres fagforening er lidt for dygtige til at begå sig politisk og forhandle løn hjem, i en økonomisk krisetid, hvor selv politikere er villige til at gå ned i hyre.
Departementschefen varetager ministerbetjeningen, men det er ministeren der er øverste politiske og faktisk også administrative chef i et ministerium. Derfor vil det være naturligt om ministeren er den højst gagerede i et ministerium. Det er imidlertid ikke tilfældet. Det er Departementschefen, der tjener mest. Og ingen embedsmænd i staten må i øvrigt tjene mere end Departementschefen.
Departementschefen i Miljøministeriet, Marianne Thyrring, blev belønnet med en lønstigning på 210.839 kroner, fra det ene år til det andet. Christian Schønau, som er Departementschef i Socialministeriet, fik 198.365 kroner ekstra for sit arbejde. Lidt spydigt kan man sige at, det får han for sit arbejde for de svage og udsatte!
Sammenlagt har cheferne i danske ministerier fået en lønstigning på 8,3 procent fra 2008 til 2009, og gennemsnitslønnen er nu 1.576.858 kroner om året. Det viser tal fra Personalestyrelsen. Det er en lønstigning pænt over den almindelige lønudvikling i Danmark.
Lønfesten forarger flere fagforbund, fordi den kommer midt i en sparetid, hvor det offentlige er på skrump. Derimod mener andre, at lønstigningerne sikrer gode offentlige ledere, skriver Ugebrevet A4, Flere fagforbund har svært ved at se fornuften i de høje lønstigninger, der svarer til en halv bruttoårsløn for en rengøringsassistent. Hvorfor bliver topcheferne belønnet, så nogle tjener mere end landets statsminister, midt i en sparetid, hvor der tales om nulvækst og nedskæringer? Et godt spørgsmål, som kræver en forklaring og ikke fremsigelse af formodninger, fra min side.
Jeg skal hverken forsvare eller gå til angreb på Departementschefernes løn. Jeg vil blot gerne have at vide, hvorfor de har oplevet en betydelig reallønsfremgang.
Den har de fået hjem efter forhandling mellem deres fagforening og arbejdsgiver. Frie forhandlinger, hvor to parter har ”fundet hinanden” og er nået til enighed. En fri forhandling og en situation, hvor efterspørger af arbejdskraft møder udbyder af arbejdskraft. Altså et eksempel på at markedet har fået lov at fungere. Set i forhold til hvad andre topchefer i lignende positioner tjener, er knap 1,6 mio. kr. ikke meget. Tænk blot på at størstedelen af lønnen udsættes for topskatten.
Men jeg er lidt forundret over, at ministre ikke honoreres lige så godt som Departementschefer. Det er det debatten bør handle om, grundlæggende set. Er det mon fordi det er Departementscheferne der kører butikken og politikken og ikke ministrene?
