Lykketoft er ude med kritik af Regeringens thornings politik. I går var den mindre kendte MFer Bruus (S) ude med kritik om dagpenge politikken.
Thorning presses derfor lige nu fra 5 sider. Fra den borgerlig fløj, fra de røde støttepartier, internt i partiet, fra RV, som ikke vil diskutere dagpenge-politikken, samt fra de økonomiske nøgletal, som bare ikke giver Regeringen det opsving, de elelrs har lovet danskerne de sidste 3 år og som de har prøvet at tale varm, med Vestagers mange fejlagtige prognoser.
Selv om Thorning hårdnakket påstod at hun ikke var kandidat til en toppost i EU, så ved det danske vælgerkorps, at damne blev vejet og fundet for let.
Men især de angreb der kommer internt i partiet fra Lykketoft og Bruus, falder på det helt rigtige tidspunkt. For åbenlys intern kritik man kan sætte navn på, det er noget der kan skade et parti voldsomt, frem for de anonyme, som ledelsen nemmere kan afvise.
I vinters kom "vikaren fra helvede", Karsten Høng, ind i SFs folketingsgruppe, efter at Baastrup var gået ned med stress, sandsynligvis fordi hun havde støttet op om Bødskovs løgne.
Høngs bramfrie stil om SFs politik medførte i sidste ende så stærk intern uenighed, at Villhelmsen trak stikket.
Man skal derfor ikke undervurdere intern kritik, da det skader et partis image utroligt meget. I politisk psykologi taler man ligefrem om "troværdigheds image". Hvis det lider alvorligt skade, kan midtervælgerene være mere tilbøjelig til at sætte Xet hos de borgerlige.
