GENOPTRYK fra www.coin.dk
Det er et almindeligt anerkendt faktum, at flere kvinder end mænd stemmer på de socialistiske venstrefløjspartier, hvor villigheden til at tvinge og true via statsapparatet er større, end det alt andet lige er tilfældet i borgerlige partier. De mest diktatoriske partier findes med andre ord til venstre.
Dermed ikke sagt, at man i de eksisterende borgerlige partier, hvor mænd i højere grad stemmer har en særlig velfunderet og principiel indstilling til, hvornår, det er - og ikke er - legitimt at anvende magten.
Men de socialistiske partier går ikke desto mindre i front, når det gælder den politiske magtanvendelse og tvangen, der finder sted via statsapparatet. Og flere kvinder end mænd stemmer som nævnt på disse socialistiske partier, der vil bestemme over vores liv, reducere vores frihed og konfiskere vores ejendom.
Spørgsmålet er nu det simple: hvorfor er det sådan?
Svaret er uden tvivl komplekst. Som udgangspunkt er det imidlertid nødvendigt at udelukke enhver form for ”determinering”. Kvinder har lige så meget fri vilje som mændene.
Og nogle kvinder er frihedsorienterede og respekterer de individuelle frihedsrettigheder i langt højere grad end de fleste mænd. Nogle gør det rent faktisk i en absolut forstand, og baserer vel at mærke deres stillingtagen på et helt grundlæggende filosofisk system.
Jeg gentager: nogle kvinder tager politisk stilling på basis af virkelig tænkning. De har via tankeprocesser erkendt, at mulighederne for, at man kan skabe sig en værdig tilværelse, kun kan opstå på frihedens betingelser. Dette betyder, at de er blevet overbeviste om, at man må respektere andres retmæssigt erhvervede ejendom samt deres tros-, tanke-, handle-, og ytringsfrihed.
Ovenstående gør socialismen derimod ikke; den erstatter frihedsrettighederne med ”kræverettigheder”, hvor nogle skal være slaver af andres behov.
Hvis man ikke ved hvad ”kræverettigheder” er, kan man bare besøge Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten eller Socialdemokratiet. Jo længere man kommer ud på venstrefløjen desto mindre plads er der til noget som helst andet end krav, som andre med magt skal tvinges til at opfylde. Derfor er det foragteligt at være socialist, og kvindelige socialister er nøjagtigt lige så foragtelige som de mandlige.
Et svar på spørgsmålet om hvorfor danske kvinder stemmer mere til venstre end danske mænd, kunne have at gøre med kvinders traditionelle placering, der gør, at vigtigheden af at argumentere logisk, traditionelt set har været mere begrænset end mændenes. Jeg tror at denne forklaring kan forklare den relativt højere grad af venstreorienteret stemmeadfærd selv den dag i dag.
Min bevisførelse for påstanden om, at ikke-fornuft spiller en central rolle, er den simple, at langt flere danske kvinder end danske mænd, direkte henviser til deres følelser, når de skal begrunde politisk stillingtagen.
Min begrundelse bygger på egne erfaringer, hvor jeg aldrig nogen sinde har hørt en mand direkte sige, at jamen det føler jeg, selv om det naturligvis også er måden mange mænd, når frem til politiske valg – blot ved at føle og ikke tænke. Disse mænd siger det imidlertid som hovedregel ikke højt; for de ved godt, at ”jamen det føler jeg” i virkeligheden ikke er gyldig argumentation.
Dette må derfor forklare en meget stor del af venstreorienteringen for kvinderne. Mange kvinder siger således ”Jamen det føler jeg” højt og trodsigt, og nærmest med noget man kan betegne som stolthed. At de på samme tid viser overfor den, de taler med, at de regner deres hjernekapacitet for så uendeligt lidt, berører tydeligvis ikke disse venstrefløjskvinder ret meget.
Undertegnede har nu engang hørt dette ”Jamen, det føler jeg” sagt så mange gange, at jeg er helt og aldeles overbevist om, at mange kvinder vitterlig mener, at dette er en valid måde at argumentere på; og jeg er netop vokset op i et venstreorienteret miljø. Her finder man dermed en slags stolthed i kraft af følelseshenvisningen over, at man ikke kan henvise til en objektiv standard, og at man er fuldstændig principløs i sin argumentation. (Der er med få undtagelser i øvrigt tale om universitetsuddannede mennesker).
Komikeren Evan Sayet kalder dette for "the cult of indiscriminateness" [ http://www.youtube.com/watch?v=eaE98w1KZ-c ], altså at man dyrker det ikke-diskriminerende, hvor alt anses for lige godt.
Hvis dette er tilfældet, er man netop stolt af at bruge sine følelser og ikke sin fornuft, eftersom fornuften mere end noget andet diskriminerer:
Med fornuften udvælger man; man sondrer; måler, og vurderer sandt og falskt. Fornuften er kort sagt bindeleddet mellem ER og BØR.
Med følelserne kan noget derimod være sandt det ene øjeblik, og noget helt andet det næste. Samtidig er der ikke nogen standard som sådan for stillingtagen. Og det er netop denne standard, som er det første man fjerner i sin bevidsthed, når man ikke vil diskriminere, og tage stilling på basis af fakta og konsekvenser.
Hvad er det så, man som kvindelig socialist føler sådan på den lange bane? Man føler åbenbart, at man har ret til disse goder kaldet ”ydelser” eller ”velfærd”, som man kan opnå via demokratiet. Man føler at man har retten til at gå i stemmeboksen, og sørge for at andre kan aftvinges det, som disse andre har skabt ved produktiv adfærd. Og det man vil aftvinge andre er alt, hvad man føler, man har ret til at aftvinge.
Alt dette med argumentation, demonstration (det betyder bevisførelse og ikke fredsmarch), rationalitet, fornuft, logik, og ikke mindst spørgsmålet om retfærdighed er man praktisk talt komplet ligeglad med, eller rettere man viser gang på gang at man tager afstand fra sandhed og fakta. Spørger man den venstreorienterede om dette plyndringstogt er retfærdigt lyder svaret derfor blot at ”det er det da!” eller ”det synes jeg det er”; og man fornemmer i de tilfælde den venstreorienteredes stolthed over sikkerheden i følelsen af, at plyndringen er retfærdig. Den sikkerhed giver den socialistiske grundfølelse åbenbart. En psykologisk forklaring på sikkerheden i denne socialistiske følelse kan skyldes mængders holdninger: det vil sige oplevelsen af, at så mange andre føler det samme.
Niveauet som jeg beskriver her, og som jeg vel at mærke er vokset op med, er altså ikke ret højere end hvad man finder hos et barn i fireårsalderen. Og jeg tror, at grunden til at så mange kvinder har denne barnagtige indfaldsvinkel til politik og dermed også til spørgsmål, der handler om hvad der er rigtigt og forkert; samt årsagen til at flere kvinder end mænd vrager friheden for deres medmennesker ved at stemme på de socialistiske partier, der afskaffer friheden, måske skyldes at kvinder ikke altid er blevet behandlet ligeværdigt, når det gælder argumentation: Det kan nok ikke udelukkes, at der er nogle kulturelle forhold, der betyder, at det er mere acceptabelt for kvinder at være barnagtige, når det gælder moralske, filosofiske og politiske spørgsmål.
Måske er der her bidraget til at mænd giver deres venstreorienterede kvinder en ny chance for at lære at argumentere på et principielt grundlag.
For uden principperne og standarder for hvad der er rigtigt og forkert, så forsvinder til sidst også det civiliserede oplysningssamfund; og vi vender så tilbage til stadiet for de formørkede samfund, som man finder i primitive uudviklede uudviklede egne af verden (der også er socialistisk egalitære), såvel som i de samfund, der findes i de lande, der var på vej frem imod moderniteten men hvor man i stedet derefter gik den forkerte vej, og endte i stagnation og undertrykkelse - såsom det er tilfældet i Cuba og Nordkorea (og tidligere Rusland). I disse lande er ligestillingen således ret høj; men ufriheden er vel at mærke også til at tage og føle på. - Det ville således være sørgeligt, hvis flere kvinder i politik blot betød at bevægelsen frem i retning mod det socialistiske diktatur blev fremskyndet.
Det mest principfaste og frihedsorienterede menneske, undertegnede er bekendt med, er i øvrigt den kvindelige forfatter-filosof Ayn Rand [http://da.wikipedia.org/wiki/Ayn_rand ] . Jeg tror hun ville have været fuldstændigt målløs over de sørgelige danske forhold, når det gælder mange kvinders indfaldsvinkel til politik.
Skrevet i 2008.
