Martin Krasnik sætter effekt over fakta

Kommentar af Katrine Winkel Holm i Jyllandsposten

Ikke angivet Ikke angivet,

29/11/2014

Kommentar af Katrine Winkel Holm i Jyllandsposten.

Han gør meget ud af at forsvare sin afhøringsform, som mange er dødtrætte af, men nedlader sig ikke til at forsvare sig mod de faktuelle fejl, han har gjort sig skyldig i.

De findes ellers. Lad mig blot nævne et par eksempler.

Tidligere på året interviewede Krasnik den helt unge formand for Konservativ Ungdom, Mikkel Ballegaard, om KU’s ageren i 1930’erne.

Her påstod Krasnik med inkvisitorisk indignation i stemmen, at »hele Københavns … altså Konservativ Ungdom i København, hele den del af organisationen gik jo ud – gik ind i Schalburgkorpset i slutningen af 1930’erne.«

Påstanden gjorde interviewofferet stumt. Det forstår man godt, for den var direkte usand. Schalburgkorpset blev først dannet i 1943, hele Københavns KU meldte sig aldrig ind, tværtimod markerede KU’erne sig i store tal som modstandsfolk. Men usandheden bidrog til at tegne det billede af KU, Krasnik var ude efter.

Det andet eksempel er hentet fra det, der betragtes som Krasniks største sejr: hans interview med Lars Hedegaard i 2013. Det dramatiske højdepunkt i interviewet opstod, da Krasnik hævdede, at Hedegaard havde benyttet en krigsforbryder som en afgørende kilde i bogen ”I krigens hus”.

»Din kilde, Lars Hedegaard, er en mand ...En krigsforbryder!« lød det med dramatisk patos. Det var lodret forkert. Hedegaards kilde, Serge Trifkovic, er en serbisk-amerikansk professor, der har skrevet faste klummer i Washington Post og aldrig er blevet anklaget for krigsforbrydelser.

Hverken Ballegaard eller Hedegaard var hurtige nok til at tilbagevise Krasniks påstande, og derfor sad tv-seerne tilbage med indtrykket af, at Krasnik her rigtigt havde fået skovlen under dem og høstet en stor saglig sejr. Effekten var i top, men det var troværdigheden ikke.

Krasnik er hidtil sluppet fint af sted med sine manipulationer. DR’s Detektor har aldrig tjekket et af hans interviews.

For hvis han fifler med fakta, når han interviewer de mennesker, jeg sympatiserer med, gør han det sandsynligvis også, når han interviewer dem, jeg synes fortjener at få med grovfilen. Som f.eks. den norske Israel-hadende læge Mads Gilbert.

Under dette interview, der gjorde Krasnik til hadeobjekt for alle Israel-modstandere, fiskede Krasnik et citat frem, der var stærkt kompromitterende for Gilbert. Gilbert afviste det fnysende. Havde Krasnik gjort sit hjemmearbejde, ville han vide, at citatet var en unøjagtig gengivelse af hans ord, og at han i øvrigt havde dementeret udtalelsen et utal af gange. Hævdede Gilbert.

Martin Krasnik er god til at fremstå på overfladen, som om han er yderst kompetent og alvidende, hvilket de fleste desværre lader sig narre af. Men med alle de usandheder, han har fremført så skråsikkert, burde man nok tage det, han siger, med et gran salt i fremtiden.