(Hermed et kort essay som omhandler nogle tanker om 'FN Erklæringen om Menneskerettigheder' og erklæringens filosofiske ophav. Disse rettigheder bliver mere og mere relevante i et sammenvoksende og globaliserende samfund. Jeg beklager på forhånd hvis der skulle være nogle overfortolkninger af nævnte teoretikere. God fornøjelse - Rasmus Rosenberg, skrevet april 2010)
FN Menneskerettighedernes tilblivelse i 1948 kan i dag betragtes som et globalt politisk fremskridt på mange områder. Niels Mikkelsen beskriver FN’s verdenserklæring som et ”.. monument for en epoke..”[1] i forlængelse af hans refleksion over menneskerettighederne. I hans redegørelse beskriver han en lang række af de problemstillinger som er iboende i FN erklæringen, herunder de politiske og kulturelle normers indflydelse på moralens ophav. Hans artikel er derigennem meget symptomatisk for den diskurs som ligger til grund for FN erklæringens tilblivelse og fremtidige udvikling. Hvordan kan man forene spekulative og utopiske filosofiske tanker med et juridisk funktionssystem, og implementere dette i en global politisk praksis?
Det er en problemstilling som grunder i den klassiske filosofiske diskussion af forholdet imellem etikken og samfundet. Helt tilbage til antikken har man forsøgt at definerer det overordnede etiske grundlag for et velfungerende politisk samfund. En diskussion som fik sit modstykke igennem den kristne/jødiske etik, hvor den enkeltes forhold til gud blev grundlaget for det samfundsmæssige sociale virke.[2] Derfor kan man åbenlyst indsætte FN erklæringen i en etisk diskurs, med grundlag i den klassiske filosofiske og sociologiske tradition, herunder de forskellige etiske teorier.
Jeg vil overordnet redegøre for moralens udgangspunkter i henhold til den filosofisk og sociologiske diskussion. Derigennem vil jeg belyse den problemstilling som FN erklæringen om menneskerettigheder forsøger at omfavne, og indsætte dette i en samfundsetisk og real politisk kontekst.
Etikken og subjektet.
Den filosofiske diskussion om etikkens placering i samfundets tilstand og udvikling, har et rigt ophav af indgangsvinkler. Et overordnet udgangspunkt kan placeres i de 7 etiske teorier (Nyeng, 2008), som danner rammen om den historiske beskrivelse af etikkens genetik og historik. Hvis vi betragter den deontologiske etik, herunder Kants sindelagsetik, får vi ideen om et underliggende universelt grundlag, hvor mennesket kan udlede normerne for sine handlinger – altså et forsøg på at finde en vej, hvorigennem vi teoretisk kan legalisere vores handlinger og rettigheder.
Kants sindelagsetik er på mange måder et af de mest ambitiøse forsøg på at finde et objektivt og universelt standpunkt for moralen i menneskets handlinger og rettigheder. Etikken bygger på universelle principper i menneskets fornuft, hvilket stiller krav til menneskets rationalitet.[3] Hvis mennesket har nogle iboende og medfødte egenskaber til at definere den moralske/gode handling, da må dette være iboende i sindet. Kant taler her om at den gode vilje ligger til grund for den gode handling, hvor vi derfor må definere den gode handling ud fra den gode vilje i sig selv. Det er også derfor at vi kan tale om at sindelagsetik er en pligtetik, da Kant her understreger forskellen på handlinger udledt af henholdsvis pligt eller tilbøjeligheder. Da en god handling er god på baggrund af den gode vilje, da forsvinder det omvendte regnestykke og ideen om en god vilje defineres ud fra effekten af handlingen, som vi ser i konsekvensetikken (utilitarisme).[4] Kant vil frem til at sindet og erkendelsen går forud for handlinger og konsekvenser heraf; ”Den gode vilje er ikke god i kraft af det, den bevirker eller udretter, … men alene i kraft af dens villen ..”[5] Først når handlingen udledes af en pligt, da bliver handlingen moralsk. Når sindet udgør dommer for den absolutte moral, da må mennesket også defineres som absolut ligestillede. Ud fra denne kompromisløse grundtese får vi Kants kategoriske imperativ[6] og praktiske imperativ[7], som begge understreger det enkelte menneskes abstrakte ejendommelighed.
Den deontologiske etik står altså som direkte modstykke til konsekvensetikken, da den forudsætter at subjektet intet ved om konsekvenserne af dets handlinger. Konsekvensetikken er behandlet af blandt andre Bentham og Mill, i form af den mest kendte variation; utilitarisme (nytteetik). For utilitaristerne måler vi ikke handlingens moral ud fra de bagvedliggende viljer, men ud fra virkningen af handlingens konsekvenser. Utilitaristerne ser verden som en lang sammenhæng af mål-middel termer,[8] at vi kan skelne de gode mål fra de dårlige – hvormed vi må kunne skelne gode handlinger fra dårlige handlinger; der hvor der er mest nytte at opnå (eller det mindste onde) finder vi den gode handling. Bentham indsætter termerne i pleasure and pain, hvilket giver ideen om en form for karakterskala for handlingens godhed: ”Sum up all the values of all the plesures on the one side, and those of all the pains on the other. The balance, if it be on the side of pleasure, will give the good tendency of the act upon the whole,..”.[9]
Forskellen på sindelagsetik og konsekvensetik er indlysende, og på mange måder hinandens diametrale modsætning. Men i stedet for at henlede opmærksomheden på den normative diskurs om forskellighederne i de to etikker, som på mange områder i sidste ende er et forsøg på at falsificere begge teorier, vil jeg henlede opmærksomheden på den tiltro der ligger til subjektets egen vurdering af det moralske gode. Det er netop denne drejning som grundlægger menneskets egenværdi, og i sidste ende munder ud i menneskets suverænitet i berøring med samfundet. Derfor er det uinteressant, i indeværende essay, hvilke moralske teorier der tilegnes mest abstrakt eller praktisk brugsværdi. Det er mere interessant at forsøge at indsætte moralen i kontekst med samfundet, altså at belyse problemstillingen omkring subjekternes partikulære moraler og foreningen med det overordnede samfundsmæssige moral.
Etikken og samfundet.
Hegel er den første til at belyse denne problemstilling. Hvordan er det muligt at skabe en almen moral, som er grundlæggende for de partikulære og subjektive moraler?[10] Hegel taler om sædelighed, og argumenterer for at den subjektive sædelighed ikke kan stå alene, da den skal være i forhold til den samfundsmæssige og overordnede sædelighed. Dette forhold går også den anden vej rundt i et inkarnationsforhold, hvormed det partikulære og overordnede er hinandens forudsætning. Subjektet har sit virke igennem institutionerne; familie, samfund og stat – hvor staten er den ydrer nødvendighed for familie og samfund: ”Staten er den konkrete friheds virkelighed… [subjektet skal] med viden og vilje anerkende denne almene interesse som selve deres substantielle ånd og virker for den som deres ultimative mål.”.[11] Hegel vil frem til at individet både har pligter og rettigheder i forhold til staten, hvormed at den partikulære egeninteresse skal forenes med den overordnede og almene interesse. En ide som skaber forholdet mellem forening af den enkeltes frihed og moral, i forlængelse af den almene sædelighed.[12]
Hele pointen med Hegels tilgang til sædelighed og institutionerne skal drages ud af, at Hegel påpeger at der må være en sammenhæng imellem etik og politik. Denne sammenhæng er grundlæggende for den moralske orden i et samfund. Det politiske niveau er altså grundlæggende til for at skabe en moralsk orden i samfundet.[13] Det er hertil vigtigt at pointere at vi mest af alt skal bruge Hegel til at rejse den rigtige problemstilling, og ikke videre behandle det faktum, at Hegel i hans efterspil af Retsfilosofien bliver kritiseret for sin totalitære samfundsopfattelse, at staten er det ultimative mål i sig selv og dermed en forkastelse af det radikale subjekt, i lighed med en platonisk kontekst.
Politik og samfund.
Filosofien har beskrevet nogle bagvedliggende etiske teorier, hvilket hertil har hjulpet med at stille den korrekte problemstilling i forhold til etik og samfund. Men problemstillingen behøver i højere grad en sociologisk og mere pragmatisk vinkel, for at komme nærmere en besvarelse på FN erklæringens begrundelse og funktion i samfundet.
De ovenstående filosofiske vinkler er til en hvis grad præget af utopi og radikal teoretisk baggrund. For at vi skal holde teorierne op imod behandlingen af FN erklæringen bør vi give det teoretiske stof en pragmatisk vinkel. Det er her vi skal se nærmere på Habermas’ diskursetik. Dette vil hjælpe med til at give en mere almen forståelseshorisont, da vi inddrager det politiske aspekt i etikken.
Diskursetikken skal nærmere ses som en proces, end blot en abstrakt sædelighed. Denne form for etik lægger vægt på vigtigheden i den meningsytrende proces, diskursen, som i sidste ende er vejen imod at finde det sande standpunkt for moralen i samfundet. Diskursen skal gennemgå en lang række verificeringsnormer for at der bliver udledt en gældende etik - Nyeng referer her til 5 grundlæggende normer; offentlighed, ligeværd, sandfærdighed, frivillighed og ideen om det gode argument.[14]
For at diskursetikken kan have et eksistensgrundlag behøves en samfundsmæssig offentlighed, hvilken skal være lige tilgængelig for alle borgere. Med andre ord skal der være et iboende og tilgængeligt talerør for borgerne i samfundet. Habermas danner hermed en pragmatisk vinkel på dannelsen af etikken i samfundet, hvilket sker igennem en sproglig proces, som er forankret til troen på en fælles rationalitet i samfundet.
Habermas’ etik (diskursetik) er derfor grundlagt i et enighedsdannende apparat; samfundets diskursive proces. I og med at han mener at alle mennesker skal bidrage til dannelsen af etikken, igennem diskursen, så er der i høj grad også tale om et abstrakt kommunikativt ideal.[15] Er det muligt at danne en etik ud fra fællesskabets kommunikation? Dette spørgsmål ville være urimeligt at stille, da det netop ikke er pointen med Habermas’ teori. Pointen ligger i at subjektet i fællesskab er egnet til at sidestille egeninteresser og skabe et rationelt argument for moralske handlinger, og derigennem over tid at fordre en evig udvikling af etikken. Derfor er det skelsættende ved diskursetikken, at etikken altid er i spil da der igennem diskursen altid er mulighed for at spørge til gyldigheden (Das nein-sagen-können), hvormed spændingsfeltet imellem subjekt og etik udfyldes af en demokratisk samfundsform.[16]
Kant vælger at inddrage den universelle gyldighed hos subjektet, og forsøger at indsætte dette i en etik og politisk filosofi. Men som jeg ovenover pointerede så var der behov for en realitetsorienteret vinkel, hvilket Hegel bidrog med ved at betragte institutionerne som det grundlæggende virke. Sagen er dog at vi igennem Habermas har vist at der skal findes en kombination af de to radikale forhold, som skal indsættes i en demokratisk samfundsmodel.[17]
Det ligger nu ligetil at gå videre til indeværende essays problemstilling, hvor vi skal se nærmere på FN erklæringens begrundelse og funktion i samfundet.
Menneskerettighedernes begrundelse og funktion.
Mange af paragrafferne i menneskerettighederne har en kontingens med Kants menneskesyn. Kant grundlægger tanken om den individuelle positive frihed i et politisk samfund. Men Kant formår ikke at udfylde tomrummet imellem subjektet og samfundets form. Hegel er her med til at rejse denne problemstilling, men går, på grund af indskrænkningen af subjektets integritet, imod en totalitarisme. Begge filosoffer gør, indirekte eller direkte, rede for at der findes et spændingsfelt imellem subjektet og den fælles etik/sædelighed, men fejler i at definere dette spændingsfelt. Feltet skal defineres som samfundsformen, hvilket Habermas får redegjort for igennem definition af diskursetikken, som grundlægges i den demokratiske samfundsform.[18] Det er i denne beskrivelse af etikken og samfundet, at vi finder begrundelsen af FN erklæringen om menneskerettighederne.
FN erklæringen er netop grundlagt ud fra en abstrakt behandling af menneskets iboende og ejendommelige rationalitet. Derigennem kan der udledes universelle rettigheder, da mennesket, ifølge Kant, kan betragtes som lige af natur. Første sætning i §1 kunne være direkte udledt af kantiansk etik: ”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder…”.[19] Men herfra er vi nød til at lade mennesket indgå i en politisk diskurs om rettigheder i samfundet, hvori FN erklæringen fortsætter.
FN erklæringen bliver derfor udviklet og grundlagt på baggrund af en diskurs som tager udgangspunkt i politik og individet. Man kan med god vilje kalde det for en diskursetik, hvor man har udledt en overordnet morale ud fra det gode argument i mangfoldigheden af FNs medlemmer.
Der er mange indgangsvinkler til begrundelsen af FN erklæringen, men det grundlæggende er at der er tale om et realpolitisk håndværk og et kommunikativt ideal, som ikke kunne være blevet udarbejdet uden en teoretisk indsigt, og uden en diskursiv respekt for hinandens gode argumenter.
Iboende i menneskerettighedernes begrundelse ligger også, i min optik, definitionen af menneskerettighedernes funktion i det global samfund. Vi sluttede at menneskerettighederne havde filosofisk baggrund, med mest tilfældes med Habermas’ diskursetik. Dette var grundlagt i den demokratiske politiske form, som sikrede diskursen og dermed de etisk accepterede domme. Hele funktionen for menneskerettighederne ligger i dens demokratiske form, som har formået at lægge en global dagsorden. Klodens mennesker ved at de altid vil kunne finde opbakning til kravet om et demokratisk virke i kontingens med FN erklæringen om menneskerettigheder. Derigennem har erklæringen sit virke, som eksempelvis tager sig til udtryk i diverse fænomenerne og begreber; NGO’er, CSR, FN Global Compact, modstand imod diktator regimer, klassekampe, ligestillings debatter, etc. Ydermere finder vi en selvforstærkende demokratisk proces igennem funktionen i de 4 friheder; Ytringsfrihed, tankefrihed, frihed for nød og frihed for frygt.[20]
Litteratur henvisning:
- Den samfundsetiske udfordring, Øjvind Larsen
- Menneskerettigheder – filosofisk, juridisk, historisk, politisk, Niels Mikkelsen
- Etiske teorier, Frode Nyeng
- An introduction to the principles of morals and legislation, Jeremy Bentham
- Retsfilosofi, G. W. F. Hegel
- Grundlæggelse af sædernes metafysik, Immanuel Kant
[1] Menneskerettigheder – filosofisk, juridisk, historisk, politisk, Niels Mikkelsen, s. 132
[2] Den samfundsetiske udfordring, Øjvind Larsen, s.41-42
[3] Den samfundsetiske udfordringI, Øjvind Larsen, s.42-44
[4] Etiske teorier, Frode Nyeng, s. 36-37
[5] Grundlæggelse af sædernes metafysik, Immanuel Kant, s. 40
[6] Grundlæggelse af sædernes metafysik, Immanuel Kant, s. 78
[7] Grundlæggelse af sædernes metafysik, Immanuel Kant, s. 88
[8] Etiske teorier, Frode Nyeng, s. 38 øverst
[9] An introduction to the principles of morals and legislation, Jeremy Bentham, s. 40 øverst
[10] Den samfundsetiske udfordring, Øjvind Larsen, s.70
[11] Retsfilosofi, G. W. F. Hegel, §260
[12] Den samfundsetiske udfordring, Øjvind Larsen, s.54-66
[13] Den samfundsetiske udfordring, Øjvind Larsen, s.69
[14] Etiske teorier, Frode Nyeng, s. 111-113
[15] Etiske teorier, Frode Nyeng, s. 111-121
[16] Den samfundsetiske udfordring, Øjvind Larsen, s.165
[17] Den samfundsetiske udfordring, Øjvind Larsen, s.162
[18] Den samfundsetiske udfordring, Øjvind Larsen, s.18-159
[19] Menneskerettigheder – filosofisk, juridisk, historisk, politisk, Niels Mikkelsen, s. 118
[20] Menneskerettigheder – filosofisk, juridisk, historisk, politisk, Niels Mikkelsen, s. 116
