Der er med overvejende sandsynlighed krig på vej i Mellemøsten.
Og - man fristes til at sige som normalt - er det de aldeles tankeløse arabiske palæstinensere, der er den direkte årsag til den kommende konflikt.
Dette plagede folk, der igennem 63 år systematisk er blevet misbrugt af deres "egne" i et perverst politisk spil, besidder ganske enkelt ikke evnen til at handle rationelt. Senest klart demonstreret med deres forsøg på at blive officielt anerkendt som stat af FN.
Forsøget på denne præmature anerkendelse er monumentalt ubegavet, hvis man ønsker freden, og er derfor desværre også et tydeligt tegn på, at de arabiske palæstinensere simpelt hen ikke vil freden. De elsker offerrollen, og når man skærer alt retorikken væk, så er kravet et krystalklart signal om deres sande intentioner: En udryddelse af staten Israel!
Anerkendelse som det 194. FN land skal formelt gå gennem Sikkerhedsrådet. Her vil - hvilket alle ved - USA nedlægge et veto. Derefter vil Abbas gå til Generalforsamlingen og få et klart flertal for at få ændret deres status fra permanent observatør til ikkemedlemsstat lige som Vatikanet.
Og så eksploderer Mellemøsten. Alle fordomme i den uoplyste arabiske verden vil blive "bekræftet". Det vil starte med en Intifada, hvor den "arabiske gade" går amok på Israel (og USA) og ende med, at Hisbollah i Nord og Hamas i Syd begynder at hælde deres mange raketter ind over Israel.
Og så kommer krigen ... og den efterfølgende fordømmelse af Israel fra stort set alle. Inklusive vores egen kommende udenrigsminister Villy Søvndal (sic!).
Det er sørgeligt forudsigeligt. Det ved palæstinenserne udmærket godt. Dette såkaldt initiativ er derfor ikke stupid blackmail i tiende potens, men en ond, kynisk og irrationel handling. Over for deres egen befolkning. Det er de unge vildfarne og vildledte mænd uden håb om en fremtid i fred og fordragelighed, der vil dø. Ikke de fede korrupte katte på Vestbredden eller de religiøse galninge i Gaza. Den onde spiral af blod og gengældelse vil fortsætte. Palæstinenserne svigter deres egne i deres had til jøderne.
Fred kan kun komme ved direkte forhandling mellem to parter. Mellem Israel og mellem Det Palæstinensiske Selvstyre. En statsdannelse kræver veldefinerede grænser aftalt parterne imellem. Ikke dikteret af trediemand. Alt andet er en farlig absurditet. Dette er jo en banal selvfølgelighed.
En anerkendelse af en palæstinensisk stat nu delegitimerer Israel som en lovlig suveræn stat og giver iøvrigt ingen mening udfra et perspektiv om at skaffe noget, der bare minder om en varig fred. Derudover giver det de rabiate blod på tanden, fordi det samtidig legitimerer galningene fra Hamas.
Israel har altid villet freden. Palæstinenserne aldrig. De har endnu ikke kunne tage sig sammen til at anerkende Israel, og de uddanner (for EU og USA penge) systematisk deres ungdom i, at en etstatsløsning (læs: udryddelse af Israel/jøderne) er hvad fremtiden byder. Dette er i realiteten det største problem for freden, fordi den derfor fortoner sig i fremtidens tåger.
For Israel handler dette om en eneste ting: Om sikkerhed. Om at en kommende palæstinensisk stat er afvæbnet, og at der eksisterer en sikkerhedszone, så Israel kan forsvare sig, når (jeg skriver ikke "hvis") palæstinenserne efter en statsdannelse vil fuldbyrde deres mål: At smide jøderne i havet.
Velmenende fredsduer som eksempelvis vores egen Herbert Pundik har givet udtryk for, at denne proces kan opfattes positivt, fordi den indirekte legitimerer det meste af 67 grænserne, men det bygger på den i mine øjne naive tiltro til, at de arabiske palæstinensere gerne vil freden.
Jeg forstår godt håbet, men aner ikke, hvorfra denne tro kommer? Al empiri viser jo det stik modsatte.
Det er nu, at det ansvarlige internationale samfund skal sige utvetydigt fra over for palæstinenserne. Det er nu især EU skal stå sin moralske prøve. Det er lige nu, at alle stærke kræfter her i 12. time skal gøre alt, hvad de kan for at overtale palæstinenserne til at trække deres ansøgning tilbage.
Hvis man ønsker det godt for de arabiske palæstinensere, så vil en godkendelse i Generalforsamlingen hævet over enhver saglig tvivl være noget nær det værst tænkelige, der kan ske!
