Det er blevet hverdag i EU. Der er ikke mere champagne, og fyrværkeriet er forbi. Øst- og vesteuropa er forenet i et samarbejdende fællesskab. De sidste balkanlande er på vej ind i klubben i stedet for at føre krig. Det er et overordnet gode, som vi ikke må glemme i dagligdagens irritation over bureaukratiet og forskellige smådiskussioner om unionens kompetenceområder. Derfor er jeg stadig EU-tilhænger. Ja/nej-diskussionen er for alvor ved at være uaktuel. Danmark kan ikke melde sig ud af EU. Hvis ikke vi havde EU, måtte vi opfinde et: Et Europa bestående af nationalstater i skiftende alliancer, som det var virkeligheden indtil Anden Verdenskrig, er ikke fremtiden.
Danmark udmærker sig i EU-sammenhænge ved forbehold, særordninger og ”fodnoter” af en hver slags. Det er nok et særkende ved Danmark, som vi åbenbart kan tillade os. Sådan har vi næsten historisk tradition for at begå os i internationale fora. Og det er måske ikke så ringe endda. Eftersom vi er et af verdens mest velstillede og velfungerende lande, og fordi vores beliggenhed giver os en afgørende strategisk betydning, fordi vi har en 1000-årig arv som selvstændig nation, ikke har gjort os skyldige i folkemord og meget andet, som andre folk må slås med. Vi kan tillade os lidt mere.
Derfor kan vi også godt indtage mere nuancerede standpunkter til EU's videre udvikling end så mange andre: Er det smart at køre videre med Euroen, hvis man ikke samtidig kan enes om, at det ikke går, at nogle lande bare lader pengene fosse ind og ud af statskassen, mens andre ender med at skulle betale regningen? Skal vi virkelig lade EU begynde at opkræve skat til den fælles drift? Disse spørgsmål burde egentlig ikke diskuteres som et ”SKAL DANMARK VÆRE MED ELLER EJ” – men snarere – er det vejen frem for hele Europa? Og for at kunne det, må man selvfølgelig være med og ikke lukke sig inde i et ”vi-har-nok i os-selv”-bur?. Eftersom vi ikke ønsker at ”komme med ved bordet” – og heller ikke får nogen fordel ved det - i form af at tilslutte os euroen lige nu, må vi på andre områder melde mere konstruktivt og positivt ud.
1) Vi skal ikke føre negativ symbolpolitik, som det er sket med den nye grænsekontrol. Lad mig minde om, at selv om regeringen forsøger at tale sagen ned – ”det er sund fornuft, det er ikke mere end andre har osv.”, så var det jo ikke derfor, den blev indført. Regeringen ønskede jo ikke selv at bruge flere penge på toldkontrol ved grænserne. Politiet anbefalede det ikke. Alligevel lod man DF få det for en stemme for 2020-planen. Alligevel lod man DF udskrige det som en genetableringen af grænsen, hvorefter man så har brugt end frygtelig masse ressourcer på at tale det ned og forsvare det, noget, man oprindelig selv var imod. Sikke en ynk!
2) Det næste, vi med fordel kan gøre, er at fjerne Danmarks første forbehold, der går tilbage til 1972, den såkaldte ”sommerhusregel”, der forbyder andre end danskere at købe fritidshuse i Danmark. Tænk, hvis Europas aviser i stedet for den smålige tolddebat kunne være fyldt med historier om, at Danmark nu lukker op for andre europæere, ligesom de gør for os, at man nu kan købe et sommerhus i det smukke, grønne land mod nord, med den friske strand og de søde imødekommende mennesker.
At det så oven i købet ville give en tiltrængt vækst, nye arbejdspladser og pengeomløb i udkantsdanmark behøver jeg jo så slet ikke nævne i denne omgang.
