Forslag om højere offentlige udgifter? Særbehandling af provinsen? Mere statslig dominans af kulturlivet? ”Solidaritet” som det højeste politiske mål for samfundet? Fingerpegning af skattesnydere mv som værende de mere væsentlige samfundsskurke? Indførelse af kønskvoter? Modstand imod skattelettelser? Skepsis overfor den ”rå kapitalisme”, der skaber ”ulighed”? Lighedstegn mellem ”ligestilling” og ensartede valg og fordelinger? Regulering af længden af folks barselsorlov? Modstand mod skattestop fordi det begrænser stigning i de offentlige udgifter? Kritik af regeringen for at muliggøre private universiteter? Prioritering af højere offentlige udgifter over ”det private forbrug”? Hån af liberale kritikere af medielicens og statsligt TV? Politikere, der skal sætte sig ned og planlægge samfundets grundlæggende regler helt på ny?
Liberal Alliances nye spidskandidat har lidt for alle – men langt fra altid for de liberale. Her er en samling smagsprøver. Ikke fra den pure ungdom, da hun som 37 årig stillede op for SF, men fra en moden, veluddannet, erfaren og tænksom kvinde i midt-40erne og op.
JydskeVestkysten | 20.08.2006
Pyt, pyt, pyt med provinsen
”Der er ført talrige kampe om at få statslige institutioner til provinsen. Og talrige slag er tabt. Det er kampe, der skal føres, men de afgør næppe provinsens fremtid.
Der er også holdt talrige skåltaler på talrige regions- og erhvervskonferencer. De gode viljer står i kø. Men når det kommer til stå sammen om handling og investeringer, kniber det næsten altid.
Vi skal se et andet sted hen. Det vil være et afgørende vendepunkt, hvis vi for alvor turde satse på alt, hvad der i bred forstand har med kulturlivet at gøre. Vores perlerække af provinsbyer skal naturligvis sørge for gode bosætningsmuligheder, hurtig sagsbehandling, når virksomheder ønsker at etablere sig, gode institutionstilbud - ligesom de skal gå i samlet kamp for at sikre en ordentlig infrastruktur og gode uddannelsesmuligheder overalt i regionen.
Alt dette er nødvendigt rugbrød i fremtidens samfund. Men det er smørret, der gøret! Og smørret, det er smukke byrum, kunst, sport, fritids- og kulturarrangementer. Der er en spirende erkendelse af dette. Men investeringerne skal have et ordentligt spark til den gode side, hvis det for alvor skal nytte.
Der er altid ballade, når der investeres i kulturlivet. Men al erfaring viser, at det er alle pengene værd. Et rigt kulturliv kan meget vel blive dét, der afgør om virksomheder og unge mennesker fremover bevæger sig mod Øst eller med overbevisning kan sige, som jeg sagde til københavneren, før jeg sparkede ham: - Pyt selv, din fladpande. Det er da i provinsen, det sker!”
JydskeVestkysten | 22.08.2006
En ny samfundsmodel
”Det er ingen hemmelighed, at vedligeholdelsen af veje, kloakker og bygninger i årevis er blevet forsømt. [...] Hvilke løsningsmuligheder er der så? Den eneste, der umiddelbart melder sig, er, at staten må til lommerne. Set i det perspektiv er det klogt, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har meldt helt klart ud, at der ikke kan blive tale om skattelettelser lige om hjørnet. Forud for større råderum til det private forbrug går naturligvis den infrastruktur i samfundet, som vi alle er afhængige af. Den er forsømt, og nu skal regningen betales.”
JydskeVestkysten | 27.11.2005
Venstres liberale dilemmaer
”Regeringens skattestop kan også vise sig at være en tikkende bombe. Det umuliggør nemlig de investeringer, som en moderne folkeskole og et sundhedsvæsen i verdensklasse fordrer.”
Nyt job | 29.11.2006
»Før Storebæltsbroen fløj jeg tit fra Billund til København, og jeg sagde til mig selv, at vi ikke ville have ligestilling før den dag, hvor der er lige så mange kvinder som mænd i morgenflyet fra Billund. Men der er vi ikke kommet til endnu,« siger hun.
Og det ligger hende på sinde, for hun mener, der skal være balance i tingene.
»Jeg synes, det er meget forkert, at der ikke er flere kvindelige topledere, men jeg synes også, det er meget forkert, at der ikke er flere mandlige børnehavepædagoger eller skolelærere.«
Berlingske Tidende | 04.03.2007
Kvoter for sild og mænd
”Der er altid ballade, når der diskuteres kvoter. Uanset om det drejer sig om sild i verdenshavene eller mænd på barsel. I Danmark taler pæne mennesker ikke om kvoter og ligestilling i samme ombæring. Men i betragtning af, at det går tilbage med ligestillingen i Danmark, bliver vi nødt til at tage fat på emnet. Forklaringen ligger først og fremmest i reglerne omkring barsel. Forud for valget i 2001 kappedes partierne om at byde højest omkring forlængelse af barselsorloven. Den blev udvidet til et år, og det var der mange, også undertegnede, der jublede over. Men medaljen havde en bagside. Det er kvinderne, der går på orlov, og det har en række fatale konsekvenser, som nu begynder at vise sig. For det første er der ikke spor at sige til, at en arbejdsgiver, der har valget mellem at ansætte en ung kvinde og ung mand, lader blikket falde tungt i retning af manden.
Det står lysende klart, at han kan få et farligt besvær med kvinden. Hvis hun vil have børn, kan arbejdsgiveren se frem til to, tre måske fire års fravær med alt, hvad dertil hører af vikaransættelser, sygemeldinger, barnets første sygedag osv. Manden vinder altså markant på point, allerede i ansættelsessituationen. For det andet betyder orlovsfestlighederne, at kvinderne også på andre måder sakker bagud på arbejdsmarkedet. Det går ud over deres pensionsopsparing, og det går ud over deres karrieremuligheder. Det har sin pris at være væk fra arbejdsmarkedet i årevis i den vigtige periode, hvor man skal etablere sig på arbejdsmarkedet. Kvinderne er med andre ord blevet en sekunda-arbejdskraft. Jamen, hvorfor skal samfundet dog blande sig i, hvem der tager barselsorloven, spørger ligestillingsminister Eva Kjer Hansen, der hellere vil holde møder og tale til arbejdsgivernes gode vilje.
Hertil er der kun at sige, at samfundet jo mildt sagt blander sig i temmelig mange ting i forvejen. Politik er adfærdsregulering. Og hvis regeringen mener den flotte tale om, at Danmark skal i front i globaliseringen, må samfundets skjulte ressourcer sættes i spil. En meget væsentlig skjult ressource udgøres af kvinderne, der for længst har overhalet mændene, hvad angår uddannelse, men fortsat har de dårligst betalte jobs og kun sjældent når til tops. I Norge og Sverige er de ikke så håndsky. Her reserveres en god del af barselsorloven til mændene. Der fødes fortsat børn i disse lande, og det er helt normalt og accepteret, at mændene tager deres del af tørnen på hjemmefronten, og kvoteringerne er et væsentligt bidrag til ligestillingen.
DET NÆSTE KVOTE-TABU drejer sig om kvindernes andel af lederstillinger og bestyrelsesposter. I Norge har man taget det drastiske skridt at kræve, at alle aktieselskabsbestyrelser i løbet af en overgangsperiode på to år skal bestå af mindst 40 procent kvinder. Det har været en enorm udfordring, for det er ofte mennesker med ledelseserfaring, der rekrutteres til bestyrelser. Og når der fortsat kun er et mindretal af kvinder på ledelsesposterne, kan det være svært. Men hvorfor ikke kræve, at 25 procent skal være kvinder? Åh nej, protesterer ligestillingsministeren, der er ingen, der ønsker at blive valgt til noget, blot fordi man er kvinde. Men nu forholder det sig sådan, at kvinder gennem århundreder er blevet fravalgt på grund af deres køn. Så mon ikke kvinderne kunne sluge den kamel, det er, at blive valgt blandt andet på grund af deres køn, hvis det fremmer ligestillingen, samfundsudviklingen og Danmarks konkurrencekraft? Ligestilling er ikke en by i Rusland, men det er desværre heller ikke en by i Danmark. Der er lang vej igen. Hvis vi skal gøre os gældende i en globaliseret verden, er der ingen vej uden om. Kvinderne må stå stærkere på udebane, og mændene må aktiveres på hjemmebanen. Et politisk puf i form af kvoter vil være et skridt i den rigtige retning. Det sikrede, trods megen ballade, sildene i verdenshavene.”
Jyllands-Posten | 15.10.2008
DR - en kampplads
”Nanna Jensen, kulturordfører for Venstres Ungdom, fortæller i JP 11/10, at hun har været med til at arrangere en demonstration mod medielicens. Hun vil gøre politikerne opmærksomme på behovet for afskaffelse af medielicensen og en privatisering af DR.
Den demonstration så jeg. Den gik forbi mit vindue i DR Byen i torsdags og bestod af en lille lastbil påført et banner med kampråbet Afskaf medielicensen efterfulgt af seks gående og en cyklende demonstrant. Jeg kan naturligvis ikke udelukke, at demonstrationen voksede sig større undervejs, men kunne alligevel drage et vist lettelsens suk.”
Politiken | 21.01.2010
Universiteternes nye klæder
”Etablering af et privat universitet i Danmark er imidlertid ikke et nybrud, men en falliterklæring for en liberal regering, der ikke har forsømt nogen lejlighed til at fremhæve betydningen af at skabe optimale vilkår for forskning og uddannelse. Mulighederne for selv samme regering har været legio i 00\\\' ernes årti.
[…] UNIVERSITETERNE står over for store udfordringer, og løsningen ligger ikke i private universiteter, men i en tilpasning af klæderne, så der skabes bevægelsesfrihed. […] ETABLERING af et eller flere private universiteter, der kan tage sig af den absolutte elite, løser ikke masseuniversiteternes basale udfordring. Når vi ikke længere spørger, om vi i Danmark får et privat universitet, men i stedet hvornår det kommer, er det en falliterklæring for forvaltningen af en på mange måder god universitetslov. […] Vi vil med private universiteter blot komme til at opleve det samme, som vi har oplevet med de private hospitaler: De er effektive, fordi de har en frihed, som det offentlige sundhedsvæsen ikke har, blandt andet friheden til at være selektive. Netop derfor er de i bund og grund afhængige af den uddannelse og forskning, der finder sted i det offentlige regi.”
metroXpress Danmark | 18.10.2007
En kina-mands chance
”Generationer af ambitøse, flittige og veluddannede kinesiske enebørn er på vej til at skabe sig et liv, der er markant anderledes end deres forældres. I et land, der ganske vist kalder sig socialistisk, men i praksis lader den rå kapitalisme herske. Kinesiske politikere er behageligt fri for meget af det bøvl, vi har i vores del af verden. Demokrati, en fri presse og en kritisk, offentlig debat for eksempel.
I Kina styres den slags benhårdt fra oven. Opskriften på den enorme vækst er i kort form nul politisk frihed kombineret ed noget nær nul økonomiske restriktioner for de foretag - somme. Problemet er, at det også skaber kolossal økonomisk og social ulighed med alt, hvad dertil hører af politiske spændinger.”
Aktuelt | 21.08.2000
Ny politik: Visioner for den moderne solidaritet
”Emne: Solidaritet og medmenneskelighed er ikke \\\'noget\\\' vi som samfund kan få for meget af. Vi kan kun have for lidt. Derfor fordrer solidaritet både mere politik og mere omtanke.
Fravær. Et samfund har behov for solidaritet. Så enkelt kan det faktisk siges. Uden solidaritet giver relationer mellem mennesker ingen mening, og hvad andet end solidaritet er ønskeligt som sammenhængskraft for det moderne samfund. I Danmark står det imidlertid ikke godt til med solidariteten. Faktisk står det så skidt til, at man ofte føler et totalt fravær af den, og dermed også et fravær af den \\\'gode\\\' tanke, at solidaritet er nødvendig, ligesom omsorg for andre mennesker og ansvarlighed er det. Den usolidariske har mange ansigter. Det er selskabstømmeren, hende der udfører sort arbejde, jeg selv når jeg glemmer at købe billet til S-toget, ham der snyder i skat, gymnasieeleven, der tegner på bordet.
Det usolidariske består i ligegyldigheden over for andre, når man glemmer, at man lever som medborger, og dermed er en del af et samfund, når man glemmer at bidrage. Hvis ikke vi skal tabe den stadig eksisterende solidaritet fuldstændig, og hvis vi samtidig skal genvinde noget af den tabte, er der behov for tre helt afgørende forandringer i vores måde at tænke solidaritet på. For nu at starte med det enkle. På samme måde som familespillet \\\'Matador\\\' fra tid til anden skal have revideret de gældende spilleregler; sproget skal justeres, nye biler skal introduceres og virksomhedernes look skal opfriskes, har også et samfund som det danske behov for justeringer i de fælles spilleregler. I det moderne samfund påligger der det moderne menneske en tung pligt. Pligten til at være borger, at vide at deltagelse i et samfund på ingen måde er omkostningsfrit, at det forventes at hvert enkelt individ udviser ansvarlighed overfor det nære, overfor fællesskabet. I den forbindelse er det ganske afgørende at solidaritet ikke forveksles med hverken pladderhumanisme eller medlidenhed. Solidaritet er noget hverdagens mange helte forvalter, når hånden strækkes ud, når dem der ikke har eller ikke kan selv, får adgang til andres overskud - økonomisk som menneskeligt. Solidaritet og medmenneskelighed er ikke \\\'noget\\\' vi som samfund kan få for meget af. Vi kan kun have for lidt. Derfor fordrer solidaritet både mere politik og mere omtanke. […] En gammeldags omfordeling fra alle dem der har til alle dem der har knap så meget. Længere er den sådan set ikke. Den eneste bæredygtige måde at gøre dette på, er at skabe politiske beslutninger med perspektiv, og det eneste reelt eksisterende arbejdsredskab i denne forbindelse er i dag stærke internationale relationer, der af gode grunde kun opstår i forpligtende samarbejder mellem lande. Solidaritet handler selvfølgelig først og fremmest om værdi, tanke og holdning, men solidaritet er imidlertid ikke meget værd, hvis ikke den fører til noget. Den største tjeneste den danske venstrefløj kan gøre sig selv, er derfor opgøret med den teoretiske solidaritet, idealbillederne og den romantiske snak om nationalstaten. En stor del af vor tids solidariske udfordringer er i høj grad internationale, hvorfor løsningerne tilsvarende også er det. Sidst men ikke mindst er vi tvunget til at forholde os til et eksisterende og svært overskueligt paradoks i vor tids solidaritet, nemlig den risiko der er for at solidaritet i sig selv kan skabe ulighed mellem mennesker. Dette gør sig eksempelvis gældende i den solidaritet den danske middelklasse føler (for en god ordens skyld beskriver jeg her ikke hvordan \\\'de\\\' jævnfør middelklassen opfører sig. Middelklassen er så bred at den omfatter de fleste af os, inklusive undertegnede). \\\'Vi\\\' holder af hinanden fordi vi er ens - allesammen. Middelklassens interne solidaritet er i sig selv medvirkende til andres ulige situation fordi vi har så travlt med at identificere os i forhold til \\\'de andre\\\'. Solidaritet bliver en kollektiv individualisme, hvor det velkendte hjælpes, accepteres, og i visse tilfælde hyldes! Derfor opstår der i dag et akut behov for solidaritet på tværs af samfundet, mellem de klasser der næsten ikke eksisterer længere, mellem dem der har og dem der ikke har - mellem mennesker. Det kræver én afgørende indrømmelse, ikke alene fra middelklassen, men fra de fleste mennesker, og det er, alt det der er forskellig fra en selv, ikke nødvendigvis er noget dårligt. Andre kan også have fundet egnede måder at leve på! Det er under alle omstændigheder en svær erkendelse, vi elsker jo det velkendte. Og hvad gør vi så? Den eneste bæredygtige løsning må nødvendigvis være at gøre det ukendte velkendt. At gøre det fremmede til noget nært, at acceptere det faktum at verden starter lige uden for døren, og at den ikke er farlig.”
Liberal Alliances nye spidskandidat har lidt for alle – men langt fra altid for de liberale. Her er en samling smagsprøver. Ikke fra den pure ungdom, da hun som 37 årig stillede op for SF, men fra en moden, veluddannet, erfaren og tænksom kvinde i midt-40erne og op.
JydskeVestkysten | 20.08.2006
Pyt, pyt, pyt med provinsen
”Der er ført talrige kampe om at få statslige institutioner til provinsen. Og talrige slag er tabt. Det er kampe, der skal føres, men de afgør næppe provinsens fremtid.
Der er også holdt talrige skåltaler på talrige regions- og erhvervskonferencer. De gode viljer står i kø. Men når det kommer til stå sammen om handling og investeringer, kniber det næsten altid.
Vi skal se et andet sted hen. Det vil være et afgørende vendepunkt, hvis vi for alvor turde satse på alt, hvad der i bred forstand har med kulturlivet at gøre. Vores perlerække af provinsbyer skal naturligvis sørge for gode bosætningsmuligheder, hurtig sagsbehandling, når virksomheder ønsker at etablere sig, gode institutionstilbud - ligesom de skal gå i samlet kamp for at sikre en ordentlig infrastruktur og gode uddannelsesmuligheder overalt i regionen.
Alt dette er nødvendigt rugbrød i fremtidens samfund. Men det er smørret, der gøret! Og smørret, det er smukke byrum, kunst, sport, fritids- og kulturarrangementer. Der er en spirende erkendelse af dette. Men investeringerne skal have et ordentligt spark til den gode side, hvis det for alvor skal nytte.
Der er altid ballade, når der investeres i kulturlivet. Men al erfaring viser, at det er alle pengene værd. Et rigt kulturliv kan meget vel blive dét, der afgør om virksomheder og unge mennesker fremover bevæger sig mod Øst eller med overbevisning kan sige, som jeg sagde til københavneren, før jeg sparkede ham: - Pyt selv, din fladpande. Det er da i provinsen, det sker!”
JydskeVestkysten | 22.08.2006
En ny samfundsmodel
”Det er ingen hemmelighed, at vedligeholdelsen af veje, kloakker og bygninger i årevis er blevet forsømt. [...] Hvilke løsningsmuligheder er der så? Den eneste, der umiddelbart melder sig, er, at staten må til lommerne. Set i det perspektiv er det klogt, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har meldt helt klart ud, at der ikke kan blive tale om skattelettelser lige om hjørnet. Forud for større råderum til det private forbrug går naturligvis den infrastruktur i samfundet, som vi alle er afhængige af. Den er forsømt, og nu skal regningen betales.”
JydskeVestkysten | 27.11.2005
Venstres liberale dilemmaer
”Regeringens skattestop kan også vise sig at være en tikkende bombe. Det umuliggør nemlig de investeringer, som en moderne folkeskole og et sundhedsvæsen i verdensklasse fordrer.”
Nyt job | 29.11.2006
»Før Storebæltsbroen fløj jeg tit fra Billund til København, og jeg sagde til mig selv, at vi ikke ville have ligestilling før den dag, hvor der er lige så mange kvinder som mænd i morgenflyet fra Billund. Men der er vi ikke kommet til endnu,« siger hun.
Og det ligger hende på sinde, for hun mener, der skal være balance i tingene.
»Jeg synes, det er meget forkert, at der ikke er flere kvindelige topledere, men jeg synes også, det er meget forkert, at der ikke er flere mandlige børnehavepædagoger eller skolelærere.«
Berlingske Tidende | 04.03.2007
Kvoter for sild og mænd
”Der er altid ballade, når der diskuteres kvoter. Uanset om det drejer sig om sild i verdenshavene eller mænd på barsel. I Danmark taler pæne mennesker ikke om kvoter og ligestilling i samme ombæring. Men i betragtning af, at det går tilbage med ligestillingen i Danmark, bliver vi nødt til at tage fat på emnet. Forklaringen ligger først og fremmest i reglerne omkring barsel. Forud for valget i 2001 kappedes partierne om at byde højest omkring forlængelse af barselsorloven. Den blev udvidet til et år, og det var der mange, også undertegnede, der jublede over. Men medaljen havde en bagside. Det er kvinderne, der går på orlov, og det har en række fatale konsekvenser, som nu begynder at vise sig. For det første er der ikke spor at sige til, at en arbejdsgiver, der har valget mellem at ansætte en ung kvinde og ung mand, lader blikket falde tungt i retning af manden.
Det står lysende klart, at han kan få et farligt besvær med kvinden. Hvis hun vil have børn, kan arbejdsgiveren se frem til to, tre måske fire års fravær med alt, hvad dertil hører af vikaransættelser, sygemeldinger, barnets første sygedag osv. Manden vinder altså markant på point, allerede i ansættelsessituationen. For det andet betyder orlovsfestlighederne, at kvinderne også på andre måder sakker bagud på arbejdsmarkedet. Det går ud over deres pensionsopsparing, og det går ud over deres karrieremuligheder. Det har sin pris at være væk fra arbejdsmarkedet i årevis i den vigtige periode, hvor man skal etablere sig på arbejdsmarkedet. Kvinderne er med andre ord blevet en sekunda-arbejdskraft. Jamen, hvorfor skal samfundet dog blande sig i, hvem der tager barselsorloven, spørger ligestillingsminister Eva Kjer Hansen, der hellere vil holde møder og tale til arbejdsgivernes gode vilje.
Hertil er der kun at sige, at samfundet jo mildt sagt blander sig i temmelig mange ting i forvejen. Politik er adfærdsregulering. Og hvis regeringen mener den flotte tale om, at Danmark skal i front i globaliseringen, må samfundets skjulte ressourcer sættes i spil. En meget væsentlig skjult ressource udgøres af kvinderne, der for længst har overhalet mændene, hvad angår uddannelse, men fortsat har de dårligst betalte jobs og kun sjældent når til tops. I Norge og Sverige er de ikke så håndsky. Her reserveres en god del af barselsorloven til mændene. Der fødes fortsat børn i disse lande, og det er helt normalt og accepteret, at mændene tager deres del af tørnen på hjemmefronten, og kvoteringerne er et væsentligt bidrag til ligestillingen.
DET NÆSTE KVOTE-TABU drejer sig om kvindernes andel af lederstillinger og bestyrelsesposter. I Norge har man taget det drastiske skridt at kræve, at alle aktieselskabsbestyrelser i løbet af en overgangsperiode på to år skal bestå af mindst 40 procent kvinder. Det har været en enorm udfordring, for det er ofte mennesker med ledelseserfaring, der rekrutteres til bestyrelser. Og når der fortsat kun er et mindretal af kvinder på ledelsesposterne, kan det være svært. Men hvorfor ikke kræve, at 25 procent skal være kvinder? Åh nej, protesterer ligestillingsministeren, der er ingen, der ønsker at blive valgt til noget, blot fordi man er kvinde. Men nu forholder det sig sådan, at kvinder gennem århundreder er blevet fravalgt på grund af deres køn. Så mon ikke kvinderne kunne sluge den kamel, det er, at blive valgt blandt andet på grund af deres køn, hvis det fremmer ligestillingen, samfundsudviklingen og Danmarks konkurrencekraft? Ligestilling er ikke en by i Rusland, men det er desværre heller ikke en by i Danmark. Der er lang vej igen. Hvis vi skal gøre os gældende i en globaliseret verden, er der ingen vej uden om. Kvinderne må stå stærkere på udebane, og mændene må aktiveres på hjemmebanen. Et politisk puf i form af kvoter vil være et skridt i den rigtige retning. Det sikrede, trods megen ballade, sildene i verdenshavene.”
Jyllands-Posten | 15.10.2008
DR - en kampplads
”Nanna Jensen, kulturordfører for Venstres Ungdom, fortæller i JP 11/10, at hun har været med til at arrangere en demonstration mod medielicens. Hun vil gøre politikerne opmærksomme på behovet for afskaffelse af medielicensen og en privatisering af DR.
Den demonstration så jeg. Den gik forbi mit vindue i DR Byen i torsdags og bestod af en lille lastbil påført et banner med kampråbet Afskaf medielicensen efterfulgt af seks gående og en cyklende demonstrant. Jeg kan naturligvis ikke udelukke, at demonstrationen voksede sig større undervejs, men kunne alligevel drage et vist lettelsens suk.”
Politiken | 21.01.2010
Universiteternes nye klæder
”Etablering af et privat universitet i Danmark er imidlertid ikke et nybrud, men en falliterklæring for en liberal regering, der ikke har forsømt nogen lejlighed til at fremhæve betydningen af at skabe optimale vilkår for forskning og uddannelse. Mulighederne for selv samme regering har været legio i 00\\\' ernes årti.
[…] UNIVERSITETERNE står over for store udfordringer, og løsningen ligger ikke i private universiteter, men i en tilpasning af klæderne, så der skabes bevægelsesfrihed. […] ETABLERING af et eller flere private universiteter, der kan tage sig af den absolutte elite, løser ikke masseuniversiteternes basale udfordring. Når vi ikke længere spørger, om vi i Danmark får et privat universitet, men i stedet hvornår det kommer, er det en falliterklæring for forvaltningen af en på mange måder god universitetslov. […] Vi vil med private universiteter blot komme til at opleve det samme, som vi har oplevet med de private hospitaler: De er effektive, fordi de har en frihed, som det offentlige sundhedsvæsen ikke har, blandt andet friheden til at være selektive. Netop derfor er de i bund og grund afhængige af den uddannelse og forskning, der finder sted i det offentlige regi.”
metroXpress Danmark | 18.10.2007
En kina-mands chance
”Generationer af ambitøse, flittige og veluddannede kinesiske enebørn er på vej til at skabe sig et liv, der er markant anderledes end deres forældres. I et land, der ganske vist kalder sig socialistisk, men i praksis lader den rå kapitalisme herske. Kinesiske politikere er behageligt fri for meget af det bøvl, vi har i vores del af verden. Demokrati, en fri presse og en kritisk, offentlig debat for eksempel.
I Kina styres den slags benhårdt fra oven. Opskriften på den enorme vækst er i kort form nul politisk frihed kombineret ed noget nær nul økonomiske restriktioner for de foretag - somme. Problemet er, at det også skaber kolossal økonomisk og social ulighed med alt, hvad dertil hører af politiske spændinger.”
Aktuelt | 21.08.2000
Ny politik: Visioner for den moderne solidaritet
”Emne: Solidaritet og medmenneskelighed er ikke \\\'noget\\\' vi som samfund kan få for meget af. Vi kan kun have for lidt. Derfor fordrer solidaritet både mere politik og mere omtanke.
Fravær. Et samfund har behov for solidaritet. Så enkelt kan det faktisk siges. Uden solidaritet giver relationer mellem mennesker ingen mening, og hvad andet end solidaritet er ønskeligt som sammenhængskraft for det moderne samfund. I Danmark står det imidlertid ikke godt til med solidariteten. Faktisk står det så skidt til, at man ofte føler et totalt fravær af den, og dermed også et fravær af den \\\'gode\\\' tanke, at solidaritet er nødvendig, ligesom omsorg for andre mennesker og ansvarlighed er det. Den usolidariske har mange ansigter. Det er selskabstømmeren, hende der udfører sort arbejde, jeg selv når jeg glemmer at købe billet til S-toget, ham der snyder i skat, gymnasieeleven, der tegner på bordet.
Det usolidariske består i ligegyldigheden over for andre, når man glemmer, at man lever som medborger, og dermed er en del af et samfund, når man glemmer at bidrage. Hvis ikke vi skal tabe den stadig eksisterende solidaritet fuldstændig, og hvis vi samtidig skal genvinde noget af den tabte, er der behov for tre helt afgørende forandringer i vores måde at tænke solidaritet på. For nu at starte med det enkle. På samme måde som familespillet \\\'Matador\\\' fra tid til anden skal have revideret de gældende spilleregler; sproget skal justeres, nye biler skal introduceres og virksomhedernes look skal opfriskes, har også et samfund som det danske behov for justeringer i de fælles spilleregler. I det moderne samfund påligger der det moderne menneske en tung pligt. Pligten til at være borger, at vide at deltagelse i et samfund på ingen måde er omkostningsfrit, at det forventes at hvert enkelt individ udviser ansvarlighed overfor det nære, overfor fællesskabet. I den forbindelse er det ganske afgørende at solidaritet ikke forveksles med hverken pladderhumanisme eller medlidenhed. Solidaritet er noget hverdagens mange helte forvalter, når hånden strækkes ud, når dem der ikke har eller ikke kan selv, får adgang til andres overskud - økonomisk som menneskeligt. Solidaritet og medmenneskelighed er ikke \\\'noget\\\' vi som samfund kan få for meget af. Vi kan kun have for lidt. Derfor fordrer solidaritet både mere politik og mere omtanke. […] En gammeldags omfordeling fra alle dem der har til alle dem der har knap så meget. Længere er den sådan set ikke. Den eneste bæredygtige måde at gøre dette på, er at skabe politiske beslutninger med perspektiv, og det eneste reelt eksisterende arbejdsredskab i denne forbindelse er i dag stærke internationale relationer, der af gode grunde kun opstår i forpligtende samarbejder mellem lande. Solidaritet handler selvfølgelig først og fremmest om værdi, tanke og holdning, men solidaritet er imidlertid ikke meget værd, hvis ikke den fører til noget. Den største tjeneste den danske venstrefløj kan gøre sig selv, er derfor opgøret med den teoretiske solidaritet, idealbillederne og den romantiske snak om nationalstaten. En stor del af vor tids solidariske udfordringer er i høj grad internationale, hvorfor løsningerne tilsvarende også er det. Sidst men ikke mindst er vi tvunget til at forholde os til et eksisterende og svært overskueligt paradoks i vor tids solidaritet, nemlig den risiko der er for at solidaritet i sig selv kan skabe ulighed mellem mennesker. Dette gør sig eksempelvis gældende i den solidaritet den danske middelklasse føler (for en god ordens skyld beskriver jeg her ikke hvordan \\\'de\\\' jævnfør middelklassen opfører sig. Middelklassen er så bred at den omfatter de fleste af os, inklusive undertegnede). \\\'Vi\\\' holder af hinanden fordi vi er ens - allesammen. Middelklassens interne solidaritet er i sig selv medvirkende til andres ulige situation fordi vi har så travlt med at identificere os i forhold til \\\'de andre\\\'. Solidaritet bliver en kollektiv individualisme, hvor det velkendte hjælpes, accepteres, og i visse tilfælde hyldes! Derfor opstår der i dag et akut behov for solidaritet på tværs af samfundet, mellem de klasser der næsten ikke eksisterer længere, mellem dem der har og dem der ikke har - mellem mennesker. Det kræver én afgørende indrømmelse, ikke alene fra middelklassen, men fra de fleste mennesker, og det er, alt det der er forskellig fra en selv, ikke nødvendigvis er noget dårligt. Andre kan også have fundet egnede måder at leve på! Det er under alle omstændigheder en svær erkendelse, vi elsker jo det velkendte. Og hvad gør vi så? Den eneste bæredygtige løsning må nødvendigvis være at gøre det ukendte velkendt. At gøre det fremmede til noget nært, at acceptere det faktum at verden starter lige uden for døren, og at den ikke er farlig.”
