Mikael Jalving: Tilværelsens ulidelige lethed

I Danmark støtter staten mange andre medier end Danmarks Radio. Bør al statsstøtte til medierne fjernes, spurgte Clement Kjersgaard i DR 2’s Debatten i går, og, vupti, kom snakken nok engang til næsten udelukkede at handle om DR.

I stedet kunne vi jo for nemheds skyld begynde med TV 2. I årevis har borgerlige politikere talt varmt og længe om at privatisere TV 2 uden at få det gjort. Den tidligere regering kunne ikke samle politisk beslutningskraft til at sælge den odenseanske kopivare til den reelle pris eller manøvrere tilstrækkelig koldblodigt i forhold til EU.

I hvert fald sandede Foghs erklærede mediepolitiske mål til i stort ståhej for ingenting, som så meget andet under Fogh, hvis eftermæle bliver værre og værre, jo mere man evaluerer det.

Igen og igen vender vi tilbage til det store eksamensspørgsmål: Hvorfor har vi så svært ved at befri institutioner og behov, hvis de først kommer på finansloven?

Når det ikke var muligt at begrænse løjerne til én statsfinansieret tv-station, hænger det som i mange andre ressorter sammen med, at alt for mange mennesker og lobbygrupper har for mange vedvarende interesser i at lade være og derfor foretrækker at fortsætte som hidtil. Præcis som i den legendariske sketch “90-årsfødselsdagen”, der vises hver nytårsaften. Man skal efterhånden hedde Bjørn Lomborg for at få sparket.

Dels er det besværligt at rydde op og skære i budgettet. Dels risikerer det at gøre en farlig masse mennesker vrede, deprimerede eller måske endda arbejdsløse.

Desuden er statsgaranterede moneter nu engang de bedste moneter i verden. Jeg abonnerer på den skole i litteraturvidenskaben, der seriøst mener, at Milan Kunderas romantitel Tilværelsens ulidelige lethed i virkeligheden er møntet på den lethed, hvormed offentlige støttekroner løber ind på private lønkontoer overalt i denne spraglede, opfindsomme og depraverede verden.