Påsken er netop overstået, så det må være i orden at ønske jer til lykke med genopstandelsen, som jeg altid har troet på selv i de mørkeste tider. Og når jeg har været så sikker på Liberal Alliances comeback, er det naturligvis fordi de udfordringer og problemer i det danske samfund, der førte til etableringen af partiet, stadig er der blot meget værre. Jeg ville ikke stå her i dag, hvis ikke jeg troede på, at Liberal Alliance kan blive et stort og betydningsfuldt parti, som kan blive helt afgørende for samfundsudviklingen i Danmark. Men det kræver, at vi har modet til at se i øjnene, hvad der gik galt under sidste valgkamp, og også at vi har svaret på, hvad der skal til, for at det ikke sker igen.
Det var genialt set, da udbrydere fra partiet Venstre i 1905 dannede Det Radikal Venstre. Eftertiden viste jo også klart, at der var et strategisk hul i det politiske spektrum, som de Radikale med stor dygtighed kom til at udfylde helt op til 2001. Og det var genialt set af Naser Khader og Anders Samuelsen, da de i 2006 tog beslutningen om at etablere Ny Alliance, som den løfteraket, der kunne bringe dynamik og acceleration til det fastfrosne politiske landskab, hvor hverken regeringspartierne eller Socialdemokraterne turde tage fat på en vækststrategi for Danmark af angst for at blive straffet af de 2,2 millioner vælgere, der er på overførselsindkomst. Naser og Anders udformede med støtte fra en lille kreds af reformaktivister et fremragende liberalt, samfundsansvarligt partiprogram – ikke i detaljer - men et rammeprogram, der sigtede mod en skattereform med en indkomstskat på max. 40 procent og en offensiv vækststrategi for samfundet, der skulle tilføre nationen de erhvervsindtægter, der kunne skabe folkelig velstand og sikre sundhed, uddannelse og et socialt sikkerhedsnet. Men så strømmede det til med mennesker og meninger, der hurtigt gjorde det umuligt for de to stiftere at fastholde den reformpolitiske linie.
Der blev lukket op for tilgang af politikere og medlemmer, hvoraf rigtig mange så Ny Alliance som den trojanske hest, der skulle bringe dem ind på Borgen med idéer, der var alt andet end liberale. Partiet blev i virkeligheden lukket op for alle og enhver, idet man indbød hele Danmark til på e-mail at deltage i politikudviklingen. Da Alliancen under stor pressebevågenhed lancerede sit program i sommeren 2007, blev man ikke præsenteret for en fast og klar politik, sådan som Liberal Alliance fremtræder i dag, men derimod for et omfangsrigt idékatalog, en uspecificeret smørrebrødsseddel, en politisk frugtsalat. Så der var noget for en hver smag – også for den dårlige.
Alle kunne tænke det ind i Ny Alliance, som de havde lyst til og partiet blev befolket af en broget skare, som bestod af liberale, af lyserøde socialister, af hele Pia Kjærsgaards omfangsrige hade-klub og til trods for erfarne og dygtige politikere i toppen var der også pæn tilstrømning af politiske ringvrag og lykkeriddere, der håbede på en chance til. Hele det oprindelige liberale reformprogram var nu druknet i mængden og en politisk Noahs Ark med mange mærkelige dyr og med en broget og uregerlig besætning var søsat på vej mod ukendte mål. Og som en amerikansk økonom har sagt: hvis du ikke ved, hvor du skal hen, fører alle veje til målet.
Men den good will, der omgav partiet var enorm, fordi uanset de politiske uenigheder, der hurtigt opstod. var alle medlemmer båret frem af et fælles mål: det var tid til forandring. Den gode vilje og den sympati, der ombølgede partiet, varede lige til folketingsvalget i efteråret 2007. Men så faldt først sløret og dernæst hammeren.
Det, der skete under valgkampen, hvor Ny Alliance tabte 20 sikre mandater på kun tre uger, er ikke blevet udtrykt bedre end af partiets egen kandidat forfatteren og journalisten Kristian Ditlev Jensen, som efter valget, efter at have indhøstet 40 personlige stemmer i sin fynske valgkreds udtalte til pressen og jeg citerer: ” Hvis jeg havde vidst, at Ny Alliance nu pludselig identificerer sig som et borgerligt parti, var jeg aldrig stillet op som kandidat. Meget kan man sige om mig, men borgerlig, det har jeg aldrig været”. Citat slut.
De tre ugers valgkamp afslørede at det, der var født som et liberalt reformparti nu i vælgernes optik var endt som et kontra-parti til Dansk Folkeparti, og den politiske kamikaze-flyvning endte da også med , at Ny Alliance blev skudt ned i flammer af to missiler, hvor der på det ene stod ” Kongelig undersøger” og på det andet missil stod ”Dronningerunde”
Alligevel bevarede partiledelsen under hele valgkampen en ukuelig optimisme, fordi man var fast overbevist om, at uanset om man fik 20, 16 eller 8 mandater, ville man blive tungen på vægtskålen. Tre dage før valget ramte Ny Alliance imidlertid spærregrænsen i meningsmålingerne og kun en klar markering i de efterfølgende dage af, at Alliancen var et liberalt og borgerligt parti med fuld støtte til Anders Fogh som kommende statsminister, fik reddet de fire mandater i land som blev valgets resultat. Så fulgte en periode med hån, spot og latterliggørelse og næsten opløsning. Og vi var til sidst yderst få, der troede på en fremtid for partiet. Men når den ene og anden journalist med et skævt smil og en ondskabsfuld vinkel ringede til mig om Ny Alliance og senere Liberal Alliance og spurgte: ” Nå, hvordan synes du selv, at det går?”, så har jeg altid svaret: ” Hvis Liberal Alliance kan lære af Ny Alliances fejl, så har partiet også en fremtid, fordi problemerne, udfordringerne og reformkravene til dansk politik er stadig de samme”. Det svar var ikke befordrende for mit omdømme i medierne som et nogenlunde fornuftigt menneske, men det var, hvad jeg mente og det er hvad jeg stadigvæk mener.
Jeg anser Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen for en særdeles kompetent politiker, som her lært meget af sin ufrivillige tur i spøgelsestoget. I dag fremstår partiet og dets politiske hovedlinie klart, modigt og helstøbt, hvilket beviser, hvad min gamle mor altid sagde, når noget ramlede sammen: ”Intet er så galt, at det ikke er godt for noget”. Jeg har ofte sagt til Anders: ” Den dag, du ved, hvorfor Ny Alliance mistede 20 mandater på tre uger, har du også svaret på, hvordan Liberal Aaliance skal få dem tilbage igen.
Og der er vi nu. Heldigvis. Der er mere brug for Liberal Alliance end nogensinde. Vi står med både en regering og en opposition, der har mistet interessen for skabe rammerne for den velstand, der er forudsætningerne for velfærden, Vi står med en regering og en opposition, der har valgt et ignorere den kendsgerning, at om kun 10 år er der tre millioner danskere på overførselsindkomst ud af et samlet vælgerkorps på fire millioner. Hvis ikke vi hurtigt iværksætter indtægtsskabende reformer, har vi ikke en kinamands chance for at lukke hullet mellem de nationale indtægter og udgifter.
Uden for Christiansborg står en lille trist og rådvild skare. Det drejer sig om nationalbankdirektøren, om Velfærdskommissionen, Globaliseringsrådet, Arbejdsmarkedskommissionen og Vækstforum. De er sat uden for døren og ved ikke, hvad de nu skal stille op med deres reformprogrammer for det danske samfund. Hverken Lars Løkke eller Helle Thorning gider høre efter, hvad de siger.
Inden for Christiansborgs mure er man i gang med anderledes vigtige ting og sager. Her gælder det ikke nationens frelse, men evighedsvalgkampen, magtspillet og hele det bizarre reality show om, hvem der skal være kaptajn på den synkende Titanic. Joh, der er mere brug for Liberal Alliance end nogensinde før.
I dagspressen har vi i den seneste tid kunnet se en række helsides annoncer, der præsenterer Liberal Alliances mærkesager: Skatten ned på 40 procent ,erhvervslivets vilkår skal styrkes, således at vi får råd til sundhed, uddannelse og social sikkerhed. Den offentlige sektor skal fokusere på resultater frem for bureaukrati. Mindre formynderstat – mere frihed. Er det ikke smukt? Man kan næsten høre Mantovanis 100 violiner i baggrunden. Hermed er vi tilbage til det, der var hele årsagen til Alliancens fødsel, nemlig behovet for de reformer, der skal skabe national velstand og sikre en samfundsansvarlig udvikling, der kommer hele Danmark til gode.
Hvis de annoncer, hvis disse enkle og klare budskaber kan fastholdes til næste valg, hvis Liberal Alliance kan holde næsen lige i sporet i det tiltagende politiske stormvejr, så vinder I også de 8 mandater, I har sat jer som mål. Tillid er godt, men kontrol er bedre som tyskerne siger, og selv om jeg er fuld af tillid og optimisme op jeres vegne, vil jeg dog gerne være helt sikker på, at I ikke forvilder jer ud i et minefelt på vejen mod næste folketingvalg . Derfor – nu da jeg har jer alle sammen samlet på ét sted – skal I have et par gode råd med på vejen: For det første, I skal kende og fastholde og pleje jeres målgruppe. Liberal Alliance er ikke et folkeparti, der skal levere letfordøjelige, politiske Røde Korspakker til alle de 2,2 millioner danskere på overførselsindkomst. Jeres målgruppe er det liberale, arbejdende, samfundsansvarlige Danmark. For det andet: Liberal Alliance har næppe en eneste vælger tilfælles med Dansk Folkeparti. Der er ikke noget at hente der. Der skal ikke spildes et eneste gram krudt på at bekæmpe Dansk Folkeparti i næste valgkamp. For det tredje: Liberal Alliance behøver ikke have svaret på alt. Partiet har nu enkle, klare og gode mærkesager, at gå til valg på. Men Liberal Alliance skal kunne opvise en klar og konstruktiv og også stødsikker politik i det mest sprængfarlige af alle politiske minefelter, nemlig integration og indvandring. Der sidder mange vælgere derude, som gerne vil stemme på Liberal Alliance ved næste valg – og det ved jeg, for jeg taler med en del af dem –men det er vælgere som vil være sikre på, at partiets udlændinge- og integrationspolitik er både liberal og menneskelig, men også konsekvent og bæredygtig for det danske samfund. Sådan som det allerede er formuleret i Liberal Alliances politiske program. Opgaven er at fastholde denne linje konsekvent gennem den ekstremt brutale og beskidte valgkamp, der venter forude.
Hvis I kan fortsætte det flotte politiske arbejde, I har ydet på det seneste, og hvis I har styrken til ikke at vige ud af sporet, sådan som det nu er lagt, så har Liberal Alliance alle muligheder for at vinde en historisk, en afgørende og en nødvendig indflydelse på det danske samfunds udvikling efter næste valg. I er godt på vej, og det vil jeg gerne – på hele nationens vegne – ønske jer til lykke med og sige tak for.
Det var genialt set, da udbrydere fra partiet Venstre i 1905 dannede Det Radikal Venstre. Eftertiden viste jo også klart, at der var et strategisk hul i det politiske spektrum, som de Radikale med stor dygtighed kom til at udfylde helt op til 2001. Og det var genialt set af Naser Khader og Anders Samuelsen, da de i 2006 tog beslutningen om at etablere Ny Alliance, som den løfteraket, der kunne bringe dynamik og acceleration til det fastfrosne politiske landskab, hvor hverken regeringspartierne eller Socialdemokraterne turde tage fat på en vækststrategi for Danmark af angst for at blive straffet af de 2,2 millioner vælgere, der er på overførselsindkomst. Naser og Anders udformede med støtte fra en lille kreds af reformaktivister et fremragende liberalt, samfundsansvarligt partiprogram – ikke i detaljer - men et rammeprogram, der sigtede mod en skattereform med en indkomstskat på max. 40 procent og en offensiv vækststrategi for samfundet, der skulle tilføre nationen de erhvervsindtægter, der kunne skabe folkelig velstand og sikre sundhed, uddannelse og et socialt sikkerhedsnet. Men så strømmede det til med mennesker og meninger, der hurtigt gjorde det umuligt for de to stiftere at fastholde den reformpolitiske linie.
Der blev lukket op for tilgang af politikere og medlemmer, hvoraf rigtig mange så Ny Alliance som den trojanske hest, der skulle bringe dem ind på Borgen med idéer, der var alt andet end liberale. Partiet blev i virkeligheden lukket op for alle og enhver, idet man indbød hele Danmark til på e-mail at deltage i politikudviklingen. Da Alliancen under stor pressebevågenhed lancerede sit program i sommeren 2007, blev man ikke præsenteret for en fast og klar politik, sådan som Liberal Alliance fremtræder i dag, men derimod for et omfangsrigt idékatalog, en uspecificeret smørrebrødsseddel, en politisk frugtsalat. Så der var noget for en hver smag – også for den dårlige.
Alle kunne tænke det ind i Ny Alliance, som de havde lyst til og partiet blev befolket af en broget skare, som bestod af liberale, af lyserøde socialister, af hele Pia Kjærsgaards omfangsrige hade-klub og til trods for erfarne og dygtige politikere i toppen var der også pæn tilstrømning af politiske ringvrag og lykkeriddere, der håbede på en chance til. Hele det oprindelige liberale reformprogram var nu druknet i mængden og en politisk Noahs Ark med mange mærkelige dyr og med en broget og uregerlig besætning var søsat på vej mod ukendte mål. Og som en amerikansk økonom har sagt: hvis du ikke ved, hvor du skal hen, fører alle veje til målet.
Men den good will, der omgav partiet var enorm, fordi uanset de politiske uenigheder, der hurtigt opstod. var alle medlemmer båret frem af et fælles mål: det var tid til forandring. Den gode vilje og den sympati, der ombølgede partiet, varede lige til folketingsvalget i efteråret 2007. Men så faldt først sløret og dernæst hammeren.
Det, der skete under valgkampen, hvor Ny Alliance tabte 20 sikre mandater på kun tre uger, er ikke blevet udtrykt bedre end af partiets egen kandidat forfatteren og journalisten Kristian Ditlev Jensen, som efter valget, efter at have indhøstet 40 personlige stemmer i sin fynske valgkreds udtalte til pressen og jeg citerer: ” Hvis jeg havde vidst, at Ny Alliance nu pludselig identificerer sig som et borgerligt parti, var jeg aldrig stillet op som kandidat. Meget kan man sige om mig, men borgerlig, det har jeg aldrig været”. Citat slut.
De tre ugers valgkamp afslørede at det, der var født som et liberalt reformparti nu i vælgernes optik var endt som et kontra-parti til Dansk Folkeparti, og den politiske kamikaze-flyvning endte da også med , at Ny Alliance blev skudt ned i flammer af to missiler, hvor der på det ene stod ” Kongelig undersøger” og på det andet missil stod ”Dronningerunde”
Alligevel bevarede partiledelsen under hele valgkampen en ukuelig optimisme, fordi man var fast overbevist om, at uanset om man fik 20, 16 eller 8 mandater, ville man blive tungen på vægtskålen. Tre dage før valget ramte Ny Alliance imidlertid spærregrænsen i meningsmålingerne og kun en klar markering i de efterfølgende dage af, at Alliancen var et liberalt og borgerligt parti med fuld støtte til Anders Fogh som kommende statsminister, fik reddet de fire mandater i land som blev valgets resultat. Så fulgte en periode med hån, spot og latterliggørelse og næsten opløsning. Og vi var til sidst yderst få, der troede på en fremtid for partiet. Men når den ene og anden journalist med et skævt smil og en ondskabsfuld vinkel ringede til mig om Ny Alliance og senere Liberal Alliance og spurgte: ” Nå, hvordan synes du selv, at det går?”, så har jeg altid svaret: ” Hvis Liberal Alliance kan lære af Ny Alliances fejl, så har partiet også en fremtid, fordi problemerne, udfordringerne og reformkravene til dansk politik er stadig de samme”. Det svar var ikke befordrende for mit omdømme i medierne som et nogenlunde fornuftigt menneske, men det var, hvad jeg mente og det er hvad jeg stadigvæk mener.
Jeg anser Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen for en særdeles kompetent politiker, som her lært meget af sin ufrivillige tur i spøgelsestoget. I dag fremstår partiet og dets politiske hovedlinie klart, modigt og helstøbt, hvilket beviser, hvad min gamle mor altid sagde, når noget ramlede sammen: ”Intet er så galt, at det ikke er godt for noget”. Jeg har ofte sagt til Anders: ” Den dag, du ved, hvorfor Ny Alliance mistede 20 mandater på tre uger, har du også svaret på, hvordan Liberal Aaliance skal få dem tilbage igen.
Og der er vi nu. Heldigvis. Der er mere brug for Liberal Alliance end nogensinde. Vi står med både en regering og en opposition, der har mistet interessen for skabe rammerne for den velstand, der er forudsætningerne for velfærden, Vi står med en regering og en opposition, der har valgt et ignorere den kendsgerning, at om kun 10 år er der tre millioner danskere på overførselsindkomst ud af et samlet vælgerkorps på fire millioner. Hvis ikke vi hurtigt iværksætter indtægtsskabende reformer, har vi ikke en kinamands chance for at lukke hullet mellem de nationale indtægter og udgifter.
Uden for Christiansborg står en lille trist og rådvild skare. Det drejer sig om nationalbankdirektøren, om Velfærdskommissionen, Globaliseringsrådet, Arbejdsmarkedskommissionen og Vækstforum. De er sat uden for døren og ved ikke, hvad de nu skal stille op med deres reformprogrammer for det danske samfund. Hverken Lars Løkke eller Helle Thorning gider høre efter, hvad de siger.
Inden for Christiansborgs mure er man i gang med anderledes vigtige ting og sager. Her gælder det ikke nationens frelse, men evighedsvalgkampen, magtspillet og hele det bizarre reality show om, hvem der skal være kaptajn på den synkende Titanic. Joh, der er mere brug for Liberal Alliance end nogensinde før.
I dagspressen har vi i den seneste tid kunnet se en række helsides annoncer, der præsenterer Liberal Alliances mærkesager: Skatten ned på 40 procent ,erhvervslivets vilkår skal styrkes, således at vi får råd til sundhed, uddannelse og social sikkerhed. Den offentlige sektor skal fokusere på resultater frem for bureaukrati. Mindre formynderstat – mere frihed. Er det ikke smukt? Man kan næsten høre Mantovanis 100 violiner i baggrunden. Hermed er vi tilbage til det, der var hele årsagen til Alliancens fødsel, nemlig behovet for de reformer, der skal skabe national velstand og sikre en samfundsansvarlig udvikling, der kommer hele Danmark til gode.
Hvis de annoncer, hvis disse enkle og klare budskaber kan fastholdes til næste valg, hvis Liberal Alliance kan holde næsen lige i sporet i det tiltagende politiske stormvejr, så vinder I også de 8 mandater, I har sat jer som mål. Tillid er godt, men kontrol er bedre som tyskerne siger, og selv om jeg er fuld af tillid og optimisme op jeres vegne, vil jeg dog gerne være helt sikker på, at I ikke forvilder jer ud i et minefelt på vejen mod næste folketingvalg . Derfor – nu da jeg har jer alle sammen samlet på ét sted – skal I have et par gode råd med på vejen: For det første, I skal kende og fastholde og pleje jeres målgruppe. Liberal Alliance er ikke et folkeparti, der skal levere letfordøjelige, politiske Røde Korspakker til alle de 2,2 millioner danskere på overførselsindkomst. Jeres målgruppe er det liberale, arbejdende, samfundsansvarlige Danmark. For det andet: Liberal Alliance har næppe en eneste vælger tilfælles med Dansk Folkeparti. Der er ikke noget at hente der. Der skal ikke spildes et eneste gram krudt på at bekæmpe Dansk Folkeparti i næste valgkamp. For det tredje: Liberal Alliance behøver ikke have svaret på alt. Partiet har nu enkle, klare og gode mærkesager, at gå til valg på. Men Liberal Alliance skal kunne opvise en klar og konstruktiv og også stødsikker politik i det mest sprængfarlige af alle politiske minefelter, nemlig integration og indvandring. Der sidder mange vælgere derude, som gerne vil stemme på Liberal Alliance ved næste valg – og det ved jeg, for jeg taler med en del af dem –men det er vælgere som vil være sikre på, at partiets udlændinge- og integrationspolitik er både liberal og menneskelig, men også konsekvent og bæredygtig for det danske samfund. Sådan som det allerede er formuleret i Liberal Alliances politiske program. Opgaven er at fastholde denne linje konsekvent gennem den ekstremt brutale og beskidte valgkamp, der venter forude.
Hvis I kan fortsætte det flotte politiske arbejde, I har ydet på det seneste, og hvis I har styrken til ikke at vige ud af sporet, sådan som det nu er lagt, så har Liberal Alliance alle muligheder for at vinde en historisk, en afgørende og en nødvendig indflydelse på det danske samfunds udvikling efter næste valg. I er godt på vej, og det vil jeg gerne – på hele nationens vegne – ønske jer til lykke med og sige tak for.
