(skrevet sammen med Britta Mogensen, mag.scient.antro.)
Mange asylbørn lever en kummerlig tilværelse. Det er synd for dem, for her kan man virkeligt tale om ofre. Spørgsmålet er ”bare”, hvem der bærer ansvaret for deres hårde livsskæbne? Det vil denne artikel forsøge at kaste lys over – med afsæt i en forelæsning.
I Danskernes Akademi på DR 2 holdt senior researcher Kathrine Vitus fra Socialforskningsinstituttet d. 17.11.11 et foredrag om asylbørn: Om børns de-subjektivisering på danske asylcentre. Efterfølgende blev der vist 25 minutter fra asylcenter Kongelunden – et omsorgscenter for fysisk og psykisk syge (afviste) asylansøgere og deres børn. Formålet var at vække medfølelse med børnenes situation, og det lykkedes bestemt. Vitus mente, at nutiden for børnene er uden værdi, for hvis de sendes hjem, er det en tabt tid, de har levet i, og at børnene var fanget i en tidslomme ”uden ejerskab til egen fremtid”.
Vitus fortalte om den lange sagsbehandlingstid for asylansøgere, og hvordan den psykisk påvirker voksne og børn. Imidlertid er den gennemsnitlige asylbehandlingstid ret kort, ideelt under et halvt år, så når asylansøgere, der har fået afslag, sidder i centrene i op til 12 år, beror det dels på endeløse klager over afslag på asyl, dels at de afviste asylansøgere nægter at rejse hjem. Så den tidslomme (= ventetid), som børnene befinder sig i, er ene og alene forældrenes beslutning og dermed ansvar. Forældrene kan så søge om humanitær opholdstilladelse, som imidlertid er baseret på, at forældrene er syge. Hvis opholdstilladelsen skal opretholdes, dvs. forlænges igen og igen, skal forældrene vedvarende kunne vise, at de er syge. Det kan man blive syg af!
Forskeren konkluderede, at for børnene er det altså en fremtid med forældre i permanent sygdom. Den konklusion imødegår psykiater tilknyttet Røde Kors Eric Schaumburg: "Vi hører fra personalet, at sindssygen pludselig forsvinder som dug for solen, når vi ikke er til stede. Og vi ved, at de slet ikke tager meget af den medicin, for de har ikke brug for den." Han har bl.a. i Ugeskrift for Læger anklaget sine kolleger for at skrive forkerte eller overdrevne lægeerklæringer til asylansøgere. Årsagen er, at ansøgere med en psykisk lidelse automatisk får en humanitær opholdstilladelse og således ikke kan sendes ud af landet. Udover at de falske diagnoser skader lægernes troværdighed og giver asylansøgere opholdstilladelser på falsk grundlag, er de også med til at skade de asylansøgere, der rent faktisk er syge.
Dansk Flygtningehjælp har udtalt, at når forældrene ikke længere magter dagligdagen og dens udfordringer, går det ud over børnene, som bliver utilpassede og mistrives. I udsendelsen fra centret deltog børn og nogle forældre, som man må gå ud fra havde givet tilladelse til, at de blev filmet på deres værelser. Herudover deltog en usynlig mikrofonholder (forskeren?). Børnene viste sig at være, som børn er flest: Skønne, sjove, frække, fulde af energi og livsglæde. De spillede fodbold med liv og sjæl, og vi fik også et kig ind i en undervisningstime. Læreren virkede engageret, der var ikke ret mange børn og pæn ro. En gavtyv pjattede med læreren, og stemningen i klassen syntes inspirerende og rar. Et barn gav dog udtryk for gerne at ville gå i en dansk folkeskole, for ”der er mere ro” (sic!). Især to børn sprang i øjnene (og det gjorde deres forældre sandelig også). En 13-årig pige var helt overvældet af glæde over, at hun havde fået lov til at gå i en almindelig dansk folkeskole. Hun boede på centret med sin mor og to mindre søskende. Den 13-årige var den ansvarlige forælder for såvel sine søskende som sin mor, der netop havde fået endnu et afslag og derfor havde taget nogle piller, så hun var blevet indlagt på hospital. De tre børn skulle så på børnehjem, til moderen blev udskrevet, og det betød, at den store pige måtte afbryde sin skole et stykke tid. Det var hun rigtig ked af. Hun fremstod som en tænksom, ansvarlig og højt begavet pige. Hun besøgte sin mor på hospitalet og blev herefter interviewet. Hun blev bl.a. spurgt, om hendes mor var ked af, at hun gik igen. Jo, det var hun da, men hun havde lovet sin mor at passe på sine små søskende. ”Er det, fordi din mor er bange for, at I bliver tvangsanbragt?”, lød næste spørgsmål. Pigen så ud til at tænke sig om og besvarede så alvorligt spørgsmålet med et ja. Et interview af en sådan tåkrummende art, uden empati for barnets utvivlsomme frygt, efterlod en dårlig smag i munden. Efter pigens udsagn lød det ikke, som om moderen havde taget piller nok til at dø af dem, men så havde hun i hvert fald fået vist omgivelserne, at ansvaret for at lade børnene helt alene i verden ikke var det, der tyngede hende mest. Så var der en dejlig knægt på omkring 7 år. I klasseværelset var han fuld af sjov. Derpå fulgte kameraet ham tilbage til hans og forældrenes værelse, og mikrofonholderen kunne oplyse, at skolen og værelset var hele drengens verden. Drengen viste sig ikke at være verdens største skuespiller, så da han skulle gå ind i værelset og demonstrere, hvor nedbøjet han var, knækkede han pludselig sammen i overkroppen, så hovedet hængte nedad. En katastrofal iscenesættelse. Moderen sad og stirrede ud i luften og observerede slet ikke, at hendes søn kom ind. Faderen sad ubarberet og i undertrøje på en anden sofa. Drengen gik hen til ham, og han tog omkring drengen. Dét, der dog gjorde allerstørst indtryk, var næste scene, hvor alle børnene skulle på udflugt med bus til Legoland. De børn, der var under 10 år, skulle have en forælder med. Og her stod så den lille fyr, tydeligt begejstret og forventningsfuld over den store oplevelse, der ventede ham. Men ingen forælder. Faderen kom usoigneret til, dog kun for at fortælle, at han var nødt til at passe sin kone. Den stakkels knægt måtte så blive hjemme på centret. Hvis moderen var så syg, at hun ikke kunne være alene et par timer, hørte hun måske til på et hospital, og ellers kunne faderen vel bede personalet se ind til hende nu og da? I stedet blev en stor glæde taget fra barnet. Det var umuligt ikke at føle den største medlidenhed med disse børn, men mest af alt på grund af mødre og fædre uden ønske om at være forældre, fordi opholdstilladelsen prioriteres højere and børnenes velbefindende. Og når reglerne kræver, at forældrene vedvarende skal kunne vise, at de syge, hvis de skal gøre sig håb om en opholdstilladelse, så går det ikke at falde ud af rollen et eneste øjeblik og yde børnene omsorg. En del af børnene har uden tvivl oplevet krigens rædsler og har ved flugten vidst, at noget var i gære, og at forældrene var bange og bekymrede. Men de har ikke, som forældrene, haft anelse om, hvad der skulle ske, men har bare måttet følge med. Og når de så når i sikkerhed, svigter forældrene fuldstændigt og starter et rollespil. Herved tager de deres børn som gidsler.
Summa summarum: Man skal generelt tage sig i agt for SFIs tendentiøse, politiserende ”forskning”. Således oplyste Vitus, at i 2006 havde 2/3 af børnene boet på centret i mere end 2 år og 40 % i mere end 4 år. Denne vekslen mellem brøker og procenter er SFI-forskeres varemærke. Det forvirrer læsere af deres projekter, hvorfor de blot hurtigt skimmer ned over tallene og tager dem for pålydende. Men brøken 2/3 og procenten 40 giver i alt 106,7 %. Det er unægtelig rigtigt mange børn. Det står fast, at asylbørn er mishandlede. Men ansvaret for mishandlingen ligger hos deres dybt ansvarsløse og egoistiske forældre.
Hvilket rejser spørgsmålet: Mon ikke det ville være bedre, hvis børnene blev anbragt på et andet center eller et børnehjem, hvor de kunne få den nødvendige omsorg og så blot kom på samvær hos forældrene, indtil udrejsen kunne effektueres?
