Moderne kvinder søger: En snakkende hushjælp

Fire såkaldte ”vinder”-kvinder var i går aftes indkaldt til debat i Deadline 2

Camilla Paaske Hjort,

30/05/2011

Fire såkaldte ”vinder”-kvinder var i går aftes indkaldt til debat i Deadline 2. Sektion. Emnet var tabermænd – danske mænd, eller i hvert fald en større minoritet iblandt dem, er blevet tykke, dovne og dumme, hed det sig. Hvad skal vi fantastiske, dygtige, smukke og selvrosende kvinder dog med den slags mænd, om overhovedet noget?

De fire kvinder bestod af to feminister; en ung og en ældre, Anne Sophia Hermansen, som ikke er feminist, samt en kvindelig læge med muslimsk tørklæde, som jeg heller ikke fik indtryk af var erklæret feminist. Sidstnævnte understregede – måske i modsætning til, hvad nogle etniske danskeres fordomme ville have hvisket dem i ørerne - at kærlighed, det er, når en mand tager opvasken. Alle var enige om, at noget af det vigtigste ved en mand er, at livet med ham er én lang samtale. Nogle sagde endda lige ud, at ægteskab eller parforhold i hvert fald ikke handler om at avle børn. Så vi skal altså blive gift for at have en at snakke med. Jamen, så tror jeg da, jeg vil giftes med min tante.

Børn var altså relativt uvigtige, og som samtalen om, hvad der var vigtigst ved rigtige mænd, skred frem, blev sex blev slet ikke nævnt. Det synes ellers at være et oplagt svar på, hvad man blandt andet skal bruge mænd til. Men ok, hvis man heller ikke mener, børn er vigtige, har man jo muligheden for at opgive tilværelsen som biologisk driftsvæsen, og kun fokusere på åndelige sager som Danmarks Radio, bestyrelsesposter og guldsandaler.

Drømmemanden skal hellere bruge taleværktøjet end kroppen, kunne man konkludere, og så skal han vaske op. Indtil videre lyder han ganske meget som en surrogat-kvinde, og det bliver værre endnu: Smuk, det var noget af det vigtigste, en mand kunne være, forstod man. Flere af de fire kvinder havde en voldsom fetish for George Clooney, som jo rigtigt nok er en æstetisk yndefuld og pyntelig sag at beskue.

Bortset fra, at drømmemanden skulle være en smuk, talende og opvaskende surrogat-kvinde, skulle han også have en høj uddannelse og et fedt job. Han kunne også godt være hjemmegående husfar, mente den ene feminist, som dog satte den betingelse, at det skulle være, hvis det var noget, han følte for og gerne ville. Altså ”noget med noget ambition”, som studieværten bemærkede. Han måtte ikke bare være det, fordi det eventuelt var nødvendigt.

I alle tilfælde fik tabermanden, symboliseret ved den mand, der skrev et klagende læserbrev til Information i sidste uge om, at samfundet svigtede mændene på bunden og deres behov for for eksempel en kæreste, en hård medfart af alle fire kvinder.

Ingen af dem svarede positivt bekræftende på studieværtens spørgsmål om, hvorvidt de ville giftes med ham, og det til trods for, at man skulle tro, at han både er i stand til at snakke og vaske op. Hvilken filmstjerne, han ligner, ved vi ikke, og det er sådan set ikke umuligt, at han har en god uddannelse. Men det fede job mangler, og så klynker han i offentlighed, hvilket naturligvis er utilgiveligt for en mand. For en kvinde er det mere acceptabelt – ja, en hel bevægelse kaldet feminisme, opstod ud af kvinde-klynk. Vi ved alle, at mænd bliver mere frastødende end kvinder, når de klager sig og beder om hjælp – men vi siger det naturligvis helst ikke alt for direkte. Ikke overraskende var det de to ikke-feminister, der i Deadline 2. Sektion kom tættest på at sige det lige ud. Feministerne kvalte som altid sig selv i hykleri.

Jeg siger tillykke til tabermanden. De fire kvinder, der sad på landsdækkende tv og afviste dig en for en, er næppe nogen gevinst, selvom nogle af dem er kønne og søde. Og det handler ikke om dem, for de er symptomatiske for danske kvinder, specielt danske kvinder i de akademiske samfundsklasser.

De interesserer sig ikke for dine behov. De indgår i forhold for at få dækket deres egne behov for højpandet, blæret samtale, praktisk hushjælp, omsorg og økonomisk understøttelse. I hvert fald, hvis man skal tro på, hvad de siger. Før i tiden, som DR2 naturligvis i begyndelsen af udsendelsen i forvrøvlet, politisk korrekt historieløshed præsenterede som ”en tid, hvor fatter altid havde det sidste ord”, var det mere rimeligt: Kvinder søgte en forsørger. Der ville du heller have stået godt, tabermand, for din tilsyneladende manglende evne til overhovedet at forsørge dig selv ville være kommet i vejen. Men havde du været i stand til at tilbyde forsørgelse, ville du til gengæld have fået sex, et rent hus, samvær og masser af børn. I dag kan du få et surt blik og et spark nedad trappen, hvis du ikke på en gang er spændende, omsorgsfuld, smuk, underdanig, dominant, praktisk, intellektuel, feminin, maskulin, hjælpsom, selvstændig, interessant, tankevækkende, kærlig, karrieremand og husfar.

Hvis jeg var mand, ville jeg sige tak, men nej tak.

Kilde: