Morten Uhrskov Jensen: En israelsk højesteretsdom

Har man ikke helt glemt, hvad national suverænitet er, dømmer man som den israelske højesteret just har gjort det. Indtil videre kan vi kun drømme om en lovgivende og dømmende magt så præget af realistisk sans som den israelske.

Forhistorien er den, at det israelske parlament, Knesset, i 2003 vedtog en lov, der gjorde det så godt som umuligt for palæstinensere uden for Israel at opnå opholdstilladelse og særligt israelsk statsborgerskab, hvis de havde giftet sig med en arabisk israeler. Israelske arabere udgør 17-18 procent af befolkningen i det egentlige Israel. Denne befolkningsgruppe vokser hurtigere end de israelske jøder, og kunne der endda finde familiesammenføring sted med palæstinensere uden for Israel, ville befolkningsforskydningerne til ugunst for de israelske jøder selvsagt gå endnu hurtigere.

Forskellige borgerrettighedsgrupper havde ved den israelske højesteret anlagt sag for at få retten til at kende loven i strid med den israelske forfatning, men uden held. Højesteretsdommer Asher Grunis skrev bl.a. i sin begrundelse for at opretholde loven, at

“Menneskerettigheder dikterer ikke nationalt selvmord.”

Det må siges at være andre toner end de hjemlige. Afgørelsen var tæt med stemmerne 6-5 for at opretholde loven. Flertallet fandt ganske vist, at afgørelsen principielt gjorde skade på visse israelske borgeres rettigheder, men denne skade var proportional i forhold til den sikkerhedsrisiko, en tilladelse til familiesammenføringer for arabere ville udgøre.